Kærligheden mellem mig og min mor er den samme som før demensen

Jeg ved godt, at det, jeg oplever her, den glæde omkring hende – med familien omkring julebordet – efter al sandsynlighed er en fase i hendes sygdomsforløb, skriver Nikolai Østergaard. Dette er anden del af dobbeltkronikken. Første del blev bragt i avisen i går

Kærligheden mellem mig og min mor er den samme som før demensen

Det var mindst tre år siden, min mor og jeg sidst havde diskuteret plejehjem. Sidste sommer havde været rædselsfuld. Min mor var begyndt at miste kontrollen over sin afføring. Der var kommet nogle voksenbleer, men det var svært for hjemmehjælperen at holde hende rigtig ren på det lille toilet i lejligheden. Der lugtede tiltagende. Min mor sansede ingenting.

Det var en helt uholdbar situation. Hun kunne jo ikke sidde i sin egen afføring, stakkels menneske. Det kan godt tage noget tid at komme igennem på telefonen til de forskellige i kommunen angående sådan nogle ting, men jeg fik efterhånden talt med nogen, som til gengæld slet ikke var overraskede over den nye udvikling, de ser det sikkert hele tiden.

De kunne fortælle mig, at min mor ikke længere brugte sin seng, sit soveværelse. Så hun sad i sit tøj, sov i sofaen i stuen med tis og afføring i bleen. Den rationelle og erfarne medarbejder på hjemmehjælpen sagde, at det, der skulle til, var en plejeseng. Hvis de fik sådan en ind, kunne de bedre holde hende ren.

Så med hjælp fra en veninde, der har en større bil, fik jeg båret min mors sofa ned og kørt væk. Ind kom en plejeseng, og det blev bedre, eller det forandrede det fuldkommen uacceptable til en nogenlunde tålelig situation.

Men nu i efteråret, hvor jeg fortalte min mor, at hun havde fået tilbudt en lejlighed, en plejebolig i Rosenborgcentret, reagerede hun med positiv overaskelse. ”Nå, har jeg fået det tilbudt?”. ”Ja, og det er en større lejlighed”. ”Nå, er den større?”. ”Ja, og tættere på Kongens Have. Og der er meget bedre mad, de har eget køkken, 100 procent økologisk. Der er frisør og motion. Det er et super sted, som et feriecenter. Det er lige herovre om hjørnet”.

Min mor kiggede på mig. ”Nå, men det er jo fantastisk, at jeg i min alder har sådan nogle muligheder”. Hun havde glemt sin modstand. Væk var gestussen med armen hævet og halvåben mund. Hun kiggede på mig. Hun stolede på mig. Hun sagde, at hun jo havde svært ved at overskue det og træffe sådan en beslutning, men at hun kunne se og mærke på mig, at det var en god ting.

Og nu, hvor hun er flyttet ind og har fået mere huld og sidder sammen med de andre gamle, og der er pleje og omsorg, står hendes glæde rent. Jeg sagde til hende den anden dag, at: ”Du skal ikke bekymre dig om noget som helst nogensinde igen, mor”.

Det er sandt. Det skal hun ikke. Og det kan hun så heller ikke, og det er jo en del af forklaringen på den lykkefølelse, jeg ser hende have. At de centre i hjernen, der holder styr på ting, man kunne bekymre sig om, de er væk. Hun er ikke i stand til at bekymre sig, for hendes hjerne kan ikke fastholde de informationer, der er forudsætningen for at se problemet.

Jeg ved godt, at det, jeg oplever her, den glæde omkring hende – med familien omkring julebordet – efter al sandsynlighed er et plateau, en fase i hendes sygdomsforløb, muligvis et resultat af den medicinering, hun får. Jeg går ud fra, at hun på et tidspunkt ikke længere vil kunne kende mig, eller vores datter for den sags skyld.

I den tidlige fase af sygdommen plejede hun at fortælle en historie om et syn, der havde gjort indtryk på hende. Hun har vel selv været i 50’erne, det var efter skilsmissen, hun havde et midlertidigt arbejde på et plejehjem, i ”Terapien”, de udtalte det ligesom Sibirien, med tryk på anden stavelse, så det lyder ligesom et land. Terápien.

Hun havde set denne ældre kvinde, som fik besøg af sin søn, en nydelig voksen mand. Damen kiggede op og sagde: Hvem er De? Jamen, det er jo din søn, mor. Poul, eller hvad han nu hed.

Det fortalte hun om. Det havde gjort indtryk. En mor, der ikke kunne kende sit eget barn.

Men som det er nu, i denne fase, når hun kommer ud af sin døsende demenstilstand, og vi får øjenkontakt, så er det, som om solen står op. Hendes glæde er som en kemisk reaktion. Som et barn, som en sommermorgen. Uden bagtanker, uden at skulle igennem et lag af bekymringer, uden at være bevidst om mine bekymringer, ingenting. Blot den rene og skære glæde over at se sin søn, at se mig.

Jeg oplever, at vi har den samme kontakt, øjenkontakt, som vi havde, før hun blev syg. At hun essentielt er den samme person, at vores forhold er det samme, som det altid har været. Vores kærlighed, om man vil.

Og så taler vi om hendes nye sted. Og så begynder hun at hviske, hun ser mig i øjnene og siger ”det er et plejehjem, ikke?”. Og så siger jeg ”ja, det er det jo”, og så griner vi. For det vidste vi jo godt hun ikke ville.

Dette er sidste af to afsnit. Første afsnit af kronikken blev bragt på denne plads i avisen i går.