VI HAVDE VÆRET på plejehjemmet hele dagen. Min søster, min bror og jeg var blevet tilkaldt fra tidlig morgen, da mors vejtrækning var sagte og hendes puls svag. Det var den første dag, hvor vi slet ikke havde kontakt med hende. Nu levede hun kun. Hun lå i sin lejlighed, i sin seng. De lyse gardiner var lukket til. Der var en ro omkring hende.
Vi var udmattede. Vi havde siddet inde hos mor det meste af dagen. Jeg og min lillebror på den ene side og min lillesøster på den anden side af den store hospitalsseng. Det var ikke kun den, der gjorde mor lille. Kræften havde langsomt gjort sig større og mor mindre. Men det var først den seneste måned, hun ikke havde spist længere. Og nu havde hun ikke drukket væske i over en uge. Da hun ikke længere ville tage væske til sig, troede vi, at det var slut, men kroppen var ikke færdig med at leve. Den kæmpede lige så meget for livet, som kræften trak den mod døden. Den holdt hende derfor inde i livet, selvom bevidstheden nu ikke var her mere. Det var en krop i live. Men knap nok.
Vi sad og holdt hende i hånden det meste af dagen. Nogle gange var det, som livet stoppede. Vi kiggede på hendes mund, som ikke længere trak vejret. Men så kom det som et gisp. Lungerne fyldtes på ny med luft og ilt, som de var blevet fyldt hele hendes liv. Et godt liv, men med savnet efter hendes mand, vores far, som også døde af kræft for fem år siden.
Mor havde kræfter, jeg ikke kendte. Uden angst havde hun for halvandet år siden set i øjnene, at dagene var talte. At hun var stoiker, havde jeg ikke troet. Så meget forskellig fra min ellers så stærke far.
PERSONALET KOM regelmæssigt forbi for at tilse hende. De havde mors læges tilsagn om, at hun kunne få den nødvendige smertestillende medicin. ”Smertedækket” hed det, og det var hun. Det var nødvendigt. Bare vi ville flytte et ben lidt, gav kroppen en kraftig smertereaktion. At ligge så længe i sengen havde givet liggesår på fødderne, hun kunne ikke længere gå, ikke engang sætte sig op, blev vendt af personalet nogle gange i døgnet for at forhindre yderligere smerter.
Også for os var personalet der. De talte, vi talte, vi snakkede og lo, havde fået en fortrolighed bare på den lille uge, mor havde boet i sin lejlighed her på plejecentret. Den var et stort og lyst rum med separat toilet og bad. Den var ikke et sted, hvor man følte dødens nærvær. Men overflytningen havde næsten taget livet af hende. Helt bogstaveligt. Vi blev tilkaldt efter den første nat. Hun havde høj feber. Nu var det altså slut. Mor fyldte det hele. Det var feber og smerter og medicin. Men allerede om aftenen var feberen faldet. Næste morgen var hun næsten feberfri, og vi kunne igen tale sammen.
Sygeplejersken kom til os hen på eftermiddagen. Vores sygeplejerske. Kærlig, omfavnende, livlig, kompetent. Men nu skulle hun hjem. Hun så til mor, talte lidt til hende vel vidende, at mor var et andet sted. Der var stadig en plejer, som kunne give injektioner. Meget erfaren, så mor var i gode hænder. Vi fik et knus, og så gik hun tilbage til sit kontor for at skifte tøj og rolle.
SOM DE ANDRE DAGE, hvor vi sad sammen – og det var ikke alle dagene – fik vi talt godt med hinanden. Vi fik vendt vores liv med hinanden og vores forældre og talt om mors sidste dage, og hvad vi skulle gøre, når hun var død. Der var en begravelse, vi skulle have arrangeret, en præst, vi skulle have talt med. Hende havde vi allerede haft kontakt til.
Personalet kom og spurgte, om vi ville have kaffe, og ja, det ville vi gerne. Men tiden var lang, fordi mor bare lå og var nærmest livløs. Der var intet bevidst liv at spore, så det var bare den lille krop, udmarvet af de celler, som bredte sig i hende på hendes bekostning. Nu var kroppen lille, men mor endnu mindre. Nu var hun væk, mens kroppen stadig fungerede. Hjertet slog, kroppen var varm. Men hånden svarede ikke, når jeg trykkede den, hovedet svarede ikke tilbage, når jeg lagde kinden til hendes kind. Men mor var ikke død. Men selvom vi godt vidste, at det ville ske snart, talte vi om, at nu var vi altså så trætte og udmattede af at sidde hele dagen på gammeldags spisestuestole med betræk.
Vi ville tage hjem, få sovet og så komme igen i morgen tidlig. Skulle mor så dø i løbet af natten, måtte det være sådan. Vi havde taget afsked med hende mange gange den seneste måned og især den seneste uge, hvor også vores børn var blevet tilkaldt. De havde alle smukt sagt mor farvel. Tårer og kærlighed løb ned ad kinderne. En kærlighed, som mor gengældte, når hun kunne. Hen på aftenen begyndte mors krop at klage sig. En af os gik ned ad gangen til en plejer for at få hende til at kontakte plejeren nedenunder, der kunne give hende noget smertestillende. Det varede ikke længe, før hun kom. En ældre, energisk udseende kvinde, der hilste på os alle tre. Hun satte sig hurtigt ind i situationen, tjekkede skemaet over injektionerne. Hun ville også gerne gøre mor i stand, så først skulle morfinen doseres, så kroppen ikke ville være smerteplaget. Hun forlod os igen for at hente en anden plejer til at hjælpe. Efter 10 minutter virkede morfinen, og de vendte tilbage. Mor lå som hele dagen afpillet med åben mund og halvlukkede øjne, hvori ingen mor kunne ses.
Vi forlod lejligheden og satte os ud i gangen. Gangen havde gamle møbler fra de tidligere beboere. Sammen med bedsteforældreblomster og de tilsvarende billeder på væggene gav det det moderne plejecenter et hyggeligt præg, skabte en hjemlighed i strid med den fordom, vi havde, inden vi så centret første gang. Vi sad og forberedte os på at tage hjem, efter mor var gjort i stand, vasket og iført en ren natkjole.
Døren gik op, og de kom begge ud. Vores plejer sagde, at vi hellere måtte gå ind med det samme. Hun havde oplevelsen af, at mor var ved at dø nu, at hun var på vej væk, for hun føltes stivere. Vi gik ind, og jeg så straks, at mor var død. Synet af hendes tydeligt ubevægelige hoved, det stivnede ansigt med den gullige vokshud pressede tårerne frem, inden tanken, at hun var død, var tænkt. Mor havde fået den fred, hun havde ønsket sig, lige siden hun blev indlagt på sygehuset en måned før. Et helt almindeligt liv var forbi, men også et særligt liv. Vores mors liv. Det menneske, som havde født os, var borte for altid. Vi kærtegnede mor og græd, mens vi krammede hinanden. Det var en særlig stund.
PLEJERNE VILLE NU lægge hende smukt til rette, så kunne vi komme ind igen og se hende. Og kort efter kom vi ind. Hun lå fint på ryggen med hænderne samlet om nogle af de blomster, vi havde købt til hendes vaser. Hendes ansigtsudtryk var mere fredfyldt, for hendes mund var ikke så åben, og øjnene var lukkede. Et af vinduerne var åbnet, ikke for at fjerne den umiskendelige lugt af urin, men for at sjælen ikke skulle blive fanget i lejligheden, men kunne forlade rummet uhindret. Her var fred – og det var der også i mig. Vi var rustet til at tage den sidste afsked med vores mor, inden bedemanden dagen efter kom med kisten og hentede hende.
Vi fik at vide, hvordan dødsattesten ville blive underskrevet enten af vagt lægen i aften eller af vores egen læge dagen efter, og at vi bare kunne tage hjem og så i morgen tage til bedemanden for at sørge for, at mor blev hentet fra plejecentret og kørt til opbevaring frem til begravelsen.
Nede på parkeringspladsen blæste det og var koldt. Det var trods alt december, og julen kom lige om et par dage. Nu ville vi tage hjem og mødes i morgen tidlig for at klare det praktiske. Vi krammede hinanden og skiltes.