Hun skulle bare lige have tjekket blodprocenten og målt hjerterytmen.
Min mor havde været uhelbredeligt syg af kræft i flere år, men var efterhånden stabil, da hun en søndag eftermiddag pludselig blev så dårlig, at hendes mor, min dengang 86-årige mormor, ringede efter hjælp.
Min mor måtte hellere lige blive tjekket, mente de på sygehuset. Men hun kom aldrig hjem fra sygehuset. To års aggressiv kræftsygdom i livmoderhalsen var ved at være slut, og hun nåede at være i sygepleje i 14 dage, inden hun en septemberaften dopet af morfin døde i sin hospitalsseng omgivet af mig, min søster, far, mormor og vores nærmeste venner.
Det var 25. september 1996. Er jeg kommet over det? Ja. Og nej.
Jeg var 24 år, da min mor døde, min søster var 18 år og var lige blevet student.
Og det var kun ved synet af vores gamle mormor på 86 år, at vi indså, at der kun var én ting, der var værre end at miste sin mor – det var at miste sit barn. Vores gamle mormor havde mistet sit eneste barn, der kun blev 53 år. Hun, min mormor, fortsatte selv livet et par år endnu, men sorgen forsvandt aldrig.
Det gjorde vores sorg, den blev i hvert fald mindre og mindre, og det er klart, at man på den ene side kan sige, at man naturligvis er kommet over det, for der er sket et helt liv efter hendes død.
Jeg er blevet mor til to skønne døtre, gift, skilt og gift igen. Jeg har fået en uddannelse, faktisk to, et godt arbejde og har levet og lever et dejligt og rigt liv og har kun luksusbekymringer. Men tabet af min mor, inden jeg selv var blevet helt voksen, har mærket mig for livet.
I mange år var det, som om jeg manglede noget på kroppen – en arm, et ben, en hånd, et eller andet, men når jeg for en sikkerheds skyld tjekkede efter, var alle legemer, hvor de skulle være. Det, jeg manglede, var et moralsk kompas.
En indre vejviser, som man har naturligt, men som jeg mistede, da jeg mistede min mor.
Jeg kunne ikke mærke, om det, jeg foretog mig, var rigtigt eller forkert, og jeg kom til at såre en masse mennesker.
Jeg havde svært ved at modtage kærlighed, at stole på den, for jeg havde jo erfaret, at det, man tror er umisteligt, pludselig en dag kan blive taget væk fra en, som hvis tæppet under ens fødder bliver fjernet, lige når man har plantet sig på det iført stiletter og et glas boblende vin.
Det lykkedes mig med tiden og ved hårdt arbejde og en masse hudafskrabninger på sjælen at finde mit eget kompas, men jeg savner stadig den uforklarlige indre stemme, som jeg ved er naturlig og ikke noget, man tænker over, når man ikke i en ung alder har mistet sin mor.
Det uforklarlige ”noget”, der gør, at man ikke tvivler så meget på, om man skal gå den ene vej eller anden vej eller sige ja eller nej.
Jeg havde ikke noget rosenrødt forhold til min mor – jeg var en hidsig og oprørsk teenager og gik mine egne veje – ikke altid let for en følsom mor, der bare ville det bedste.
Men jeg elskede min mor og elsker min mor, og jeg ved, at hun elskede mig meget højt.
”Det er synd, din mor døde, men godt, at du stadig har din far, din søster og din mormor,” sagde mange i familien til mig, lige efter min mor døde. Jeg forstod det ikke. For ja, naturligvis var det da dejligt, at jeg havde og har min familie. Men hvordan kan tilstedeværelsen og kærligheden til andre familiemedlemmer gøre tabet af sorgen til et andet mindre?
Det forstod og forstår jeg stadig ikke.Jeg tror kun, man forstår tabet af en mor, hvis man selv har prøvet det. Og når man er ung, er det ubærligt at miste den, der har båret én i maven og er selve årsagen til ens liv.
Det er første gang, jeg skriver offentligt om tabet af min mor. Det er ikke for at give indtryk af, at det havde været bedre at miste en far. For sådan er det naturligvis ikke. Jeg skriver heller ikke for at få medlidenhed eller udkrænge mit inderste.
Men jeg skriver, fordi tabet af en mor, eller far, når man selv er ung eller måske endda barn, trænger til at få en større anerkendelse i skolen, på uddannelsessteder, på arbejdspladser. I samfundet. I livet.
At miste en mor som ung er at få skåret et ar midt i sjælen. Et ar, der aldrig heler, og som for evigt mærker en.