Da Første Verdenskrig sluttede, skulle min oldefar Friedrich Wilhelm lære at være familiemenneske igen. At komme hjem med lønningsposen uden at gå på værtshus først, at tage ansvar for familiens indtjening og døtrenes opdragelse. At finde tilbage til hverdagen. Familiens overleveringer peger på, at han ikke klarede det særlig godt. Derimod tog han sine erindringer fra krigen med hjem og lod dem præge hjemmet. Pikkelhjelmen og geværet hængte han op over sofaen i prydstuen som et trofæ over sin tid på østfronten. På dækketøjsskabet lå et sølvkrucifiks, han enten havde købt eller ranet som krigsgods et sted omkring det nuværende Polen og Ukraine.
Historierne om Friedrich Wilhelm er mangfoldige. I den anekdotiske ende er, at den tyske kejser Wilhelm II kopierede både hans navn og skæg. Mere alvorligt er naturligvis, at Friedrich sloges på den forkerte side under Første Verdenskrig. Den tyske forstået. Af egen fri vilje. Det har været svært at forstå, og undersøge det kunne man ikke så let, eftersom tidligere generationer ikke ville tale om fortiden – især den del, som var smertefuld eller ligefrem dyster. Jeg må derfor skrue tiden tilbage for at søge svar.
Sidste år fejrede vi ved denne tid, at dele af Sønderjylland stemte sig hjem til det danske rige i 1920. Afstemningen fulgte den store fredsaftale for Europa, som kom i stand i 1919. Det var ét år efter, at krigsafslutningen sænkede sig over skyttegravenes massemyrderier i Første Verdenskrig. 10 millioner døde soldater på slagmarkerne og mindst 6,5 millioner døde civile havde udmattet nationer og grebet europæiske familier med desperation.
Aftalen vakte glæde mange steder. Nu skulle Europas konflikter løses, så fremtidige krige blev undgået. Et af problemerne var grænseområder med mindretal, som ikke følte sig hjemme i deres formelle fædreland. Det gjaldt de mange tusinde dansksindede, der var endt på preussisk side efter nederlaget og tabet af Sønderjylland i 1864. De havde som tvangsudskrevne tyske statsborgere deltaget i krigens gru. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde stillet de europæiske folk i udsigt, at de skulle stemme om, hvilke nationer de hørte hjemme i. ”Folkenes selvbestemmelse” lød parolen. I Sønderjylland medførte det så en glædesrus, da majoriteten i Nordslesvig stemte sig hjem i 1920.
Imidlertid var ikke alle glade. Min oldefar Friedrich Wilhelm var en af de vrede. For Woodrow Wilsons løfte gjaldt kun udvalgte nationer og områder og kom ikke til at gælde for de delvist tyske områder Alsace og Lorraine langs grænserne til Frankrig og ikke for over tre millioner tyskere i den nydannede stat Tjekkoslovakiet. Dertil kom en kompliceret deling af provinsen Schlesien mellem Tyskland og Polen. Efter sejren over Frankrig i krigen i 1870 var de omstridte Rhin-områder Alsace og Lorraine vundet tilbage til Tyskland, og både min oldefar og hans samtidige fæller har næppe forestillet sig, at de igen efter Første Verdenskrig skulle afstås til Frankrig. I disse områder blev der ikke mulighed for at stemme, selvom Woodrow Wilson havde lovet det.
Friedrich var indvandret til Danmark i 1904 med sin hustru, Johanna, min farmor, Frida, på seks måneder og hendes søster, Ella. Det var arbejdet som pølsemager, der trak ham fra Sachsen over Berlin til Københavns kødby. I Berlin havde han mødt min oldemor Johanna, der som mange tyskere søgte mod vest fra det overbefolkede og forarmede Schlesien for at finde arbejde i den blomstrende metropol Berlin. De gjorde det godt i København med fast arbejde i Kødbyen og lejelejlighed i Holmbladsgade. Arbejderkvarteret i gaderne Bremensgade, Cumberlandsgade og Holmbladsgade husede mange tyske familier, der som arbejdssøgende var søgt til København omkring århundredskiftet. Ligesom Kødbyens blodige slagterier trak min oldefar, pølsemageren, og mange andre tyske slagtere til København.
På trods af 10 års ophold i Danmark, fast arbejde og social opstigen meldte Friedrich sig som frivillig i 1914, da han var 43 år. Hermed er vi fremme ved det store spørgsmål, nemlig hvorfor en moden mand med familieansvar meldte sig til en blodig krig, som han overlevede efter flere udstationeringer på østfronten. Vi kan nærme os et svar ved at søge tilbage i historien.
Friederich var født den 1. marts 1871, seks uger efter samlingen af Tyskland og udnævnelsen af den første tyske kejser. Kejser Wilhelm I blev kåret i spejlsalen på slottet Versailles uden for Paris, den ultimative ydmygelse af det overvundne Frankrig. To dage efter min oldefars fødsel holdtes det første tyske rigsdagsvalg. Tidsånden var præget af nationalstatens oprettelse efter de romantiske strømninger i 1800-tallet. Som barn af den tyske romantik og wilhelmismens oprustning var Friedrich vokset op med stoltheden over det samlede Tyskland og en dybtfølt indignation over stormagterne England og Frankrig, der ville holde det frembrusende Tyskland nede, væk fra koloniernes kilde til rigdom og magt og ved at skabe hindringer for den ekspanderende industri.
Dette kan delvist forklare, hvorfor den 43-årige familiefader frivilligt drog i krig. En mere moderne motivfortolkning ville være, at min oldefar fulgte den gruppepsykologi, som prægede de tyske slagtersjak i Kødbyen og hos pølsefabrikanten Steff Houlberg. Mandefællesskaber, hvor man talte om, hvad man kunne og burde gøre for kammeraterne derhjemme, der havde brug for en hjælpende hånd. Flere af dem blev enige om at drage hjemad og melde sig frivilligt.
Vi ved, i hvilke perioder han var ved fronten. Det viser politiets registreringer af, hvornår han var frameldt familieadressen. Det er imidlertid ikke muligt at rekonstruere hans bevægelser ved fronten. Personaleakterne forsvandt i den næste krig under de heftige bombardementer af Preussen i 1945, hvor hærens arkiver gik op i flammer.
Friedrich fulgtes til krigen med andre tyske slagtersvende fra København. Blandt dem, som overlevede, bandt krigsfællesskabet i de kommende år. En af arbejdskammeraterne flyttede således ind hos familien i 1918. Kammeraten havde vel brug for en hjælpende hånd. Måske mistede han jobbet, eller ægteskabet og familien gik i stykker.
Der var meget selvmedicinering efter krigen i form af alkohol. Datidens lægeråd var at glemme krigens rædsler, at lukke dem ned, gemme dem væk. I dag ved vi, at rædslen i sindet ikke forsvinder, hvis den ikke bearbejdes.
Friedrich blev dansk statsborger i 1926, samme dag som min farmor, Frida. På det tidspunkt må han have besluttet, at tiden var inde til for alvor at blive dansk. Seks år senere døde han i en alder af 62 år – slidt af krigen, en fattig barndom, hårdt arbejde og måske et spiritusmisbrug, som var udbredt blandt veteranerne. Dermed ændrede familierelationen til det tyske sig også. Resten af familien blev dansk.
Min farmor, Frida, og hendes søster Ellas minder om hans tid i krigen var ikke gode. Efter Friedrichs død holdt de kontakten til familien i Sachsen. Dernede er kirkegårdene fyldte med gravsten, der bærer familienavnet Luderer. Brødre, fætre og nevøer til min oldefar faldt i tjeneste på vestfronten og østfronten. Det gjorde de i en grad, så efternavnet den dag i dag er knyttet næsten udelukkende til de få efterkommere i Sachsen.
Der er ikke mange spor tilbage af Friedrich og hans rolle i krigen. Dog så jeg for nogle år siden flere eksemplarer af sølvkrucifikset, hans krigsbytte, på et kræmmermarked i Rørvig. Tro kopier i en billig legering, lavet i Polen. Originalen i sølv ligger i min skrivebordsskuffe sammen med fotografier og dagbøger, der er gulnet af alder.