”SIG TIL, hvis der er noget, jeg kan gøre.” Ordene kom fra alle omkring mig. Familie, venner, kolleger og mere perifære bekendtskaber.
Nogle dage tidligere var jeg blevet ringet op af min søns mor. Vi var gået fra hinanden, men vi havde sammen vores dejlige dreng, Emil. Vores eneste barn. Emil var sammen med sin mor på juleferie hos mormor og morfar. Julen var overstået, og nu glædede han sig til sin ni-årsfødselsdag den 29. december. Men Emil var blevet indlagt. I koma. Og man havde mistanke om, at det var meningitis.
DET VAR EN VOLDSOM BESKED, for Emil havde engang tidligere haft meningitis, så jeg vidste alt om, hvor alvorlig en sygdom det er.
Jeg hastede så hurtigt, jeg kunne, til Hillerød Hospital, hvor han var indlagt, men det var en slem snestorm, og jeg skulle med et fly fra Bornholm, så det var ikke så ligetil. Men frem kom jeg.
På hospitalet blev jeg slået af fortvivlelse over at se min dreng sådan. Første gang han havde haft meningitis, havde han ikke været bevidstløs, men nu lå han med respirator og apparater, der målte hans funktioner. Tiden føles lang i den situation. Magtesløsheden er ubærlig. Scanning på scanning skulle vise, hvorvidt der var sket sket skader hos ham.
Undervejs fik han hjertestop, men blev genoplivet. Efter endnu en scanning kom personalet ind til os i pårørenderummet og sagde, at de nu kunne se, at hans hjerne desværre havde taget så meget skade, at de intet mere kunne gøre. Emil var hjernedød, og vi skulle finde et tidspunkt, hvor vi kunne slukke for de maskiner, der holdt ham i live. Aftenen forinden, havde han været fin.
Emils maskiner blev slukket den 29. december. Tilfældigvis på hans niårsfødselsdag.
HJEMME IGEN rykkede alle sammen om mig. Jeg skulle arrangere bisættelse, hjemtransport, tale med hans skole og tage mig af hans knuste klassekammerater og deres forældre. Og var jo selvfølgelig også selv knust. Da var det, alle sagde: ”Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre.” Jeg kunne ikke komme på noget. De kunne ikke dele min sorg, men jeg var da glad for omsorgen.
Nogle uger senere, da bisættelsen var overstået, var der pludseligt tomt. Der var ingen, der spurgte, hvordan jeg havde det. Der var ingen, der sagde: ”Sig til, hvis jeg kan gøre noget.” De var videre, og det var, som om det forventede de, at jeg også burde være.
Det her er snart 15 år siden. Mit liv er aldrig blevet det samme. Glæden, håbet og drømmene er væk. Jeg har tilmed åbenbart udviklet en let depression, men svær nok til, at det kræver en kraftanstrengelse at få udført daglige hjemlige gøremål eller overhovedet at få noget at spise hver dag. Ofte lykkes det ikke. Jeg udebliver som regel fra familiearrangementer. Jeg orker ikke at komme i min miserable tilstand. Jeg har det faktisk kun rigtig godt, når jeg er på arbejde.
Men nu er der sjovt nok ikke nogen, der siger: ”Sig til, hvis jeg kan gøre noget.”
Det er, som om at når årsagen er så håndgribelig som et barn, der dør pludseligt og uventet, så kan folk forstå, at mennesker kan have brug for omsorg. Men så snart det døde barn er bisat og dermed væk, så er livet normalt igen. Hvis man stadig har det svært, må man da tage sig sammen.
Man kan synes, at det er mærkeligt, at jeg her 15 år efter skriver om Emil. Jeg har lært at leve med, at Emil er død. Den erkendelse har aldrig voldt mig problemer. Men det gjorde noget ved mig. Jeg mistede meningen med livet.
Ikke mindst skudt i gang af en tragisk sag om en toppolitiker, der nu må opgive at blive finansminister på grund af depression, er politikere fra alle fløje pludselig optaget af at styrke psykiatrien.
Men jeg synes, der er et andet og måske langt vigtigere spørgsmål i tilknytning til disse problemer: Kan vi gøre noget? Ikke psykiatrien. Ikke lægerne, behandlerne, psykologerne, politikerne eller pillerne. Men du og jeg. Kan vi blive bedre til at træde til, hanke op i den ramte, insistere på at hjælpe med rengøringen, indkøbet eller madlavningen? Komme forbi og sige: I dag skal vi i haven, i skoven eller på museum. Ikke bare en enkelt gang som for at købe sig aflad, men som en vedholdende indsats i en ægte følt interesse i at hjælpe den ramte ud af tomrummet og tilbage til livet.
Vi deler skønmalerier af os selv og vores liv på Facebook og andre sociale medier og liker andres tilsvarende skønmalerier. Det er som gift for den ramte, der blot bliver yderligere bekræftet i sin egen ynkelighed.
Der er brug for, at vi interagerer. Ikke på Facebook, men i den virkelige verden.