Min søster blev 45 år. Hun levede på samfundets bund

Min søster Tanja voksede op på samfundets bund, og hun forblev der hele sit korte liv. Et hårdt og alt for ofte et brutalt og trist liv. Tanja er beviset på, at de, som postulerer, at folks placering på bunden af samfundet er selvforskyldt, tager så uendeligt meget fejl

Min søsters liv blev en lang kamp mod alkohol, mænd og personlige udfordringer og erfaringer lagret i hende, som ikke ville slippe, skriver Siddik Lausten i kronikken.
Min søsters liv blev en lang kamp mod alkohol, mænd og personlige udfordringer og erfaringer lagret i hende, som ikke ville slippe, skriver Siddik Lausten i kronikken.

For nogle uger siden døde min storesøster Tanja. Hun blev 45 år. Tanja og jeg havde forskellige fædre, men voksede op sammen med vores mor og ældre søstre i 1980’ernes Aarhus. Tanja var som barn og ung den af mine fire søstre, jeg var tættest med. Det var hende, jeg legede med og senere skændtes med som teenager. Tanja tilhørte den gruppe af danskere, som mange har hørt om, har en holdning til, men sjældent har kendt indgående som jeg. Hun voksede op på samfundets bund, og hun forblev der hele sit korte liv. Et hårdt liv og alt for ofte et brutalt og trist liv.

Allerede som helt ung havde Tanja oplevet ting, kun de færreste har oplevet. Allerede der var hendes tillid brudt flere gange, og allerede dengang havde hun haft utallige nederlag. Hun havde svært ved at gå i skole. Fagligt var hun bagud, og socialt fungerede hun ikke altid godt.

Da Tanja var ganske ung, blev hun sendt på en ”lilleskole” i Aarhus for adfærdsvanskelige børn og for børn, der kom fra socialt udsatte familier. Jeg tvivler ikke på, at det var velmenende tænkt. Skolen var lille, og antallet af pædagoger og lærere, der var tilknyttet, var, som jeg erindrer det, ganske tæt på antallet af elever. Men det var nogle hårde typer, Tanja gik i skole med. Jeg ved det, for jeg var selv med på nogle ture med skolen.

Jeg selv var på mange måder lig Tanja som barn. Jeg havde svært ved det faglige i skolen. Jeg var temperamentsfuld, og jeg var ikke mindst dårlig til at bryde de koder, der var i skolen, men trods et par udsmidninger fra aarhusianske folkeskoler forblev jeg tilknyttet folkeskolen. Tanja røg ind og ud af forskellige tilbud, og lilleskolen var måske den dårligste idé set med mine nutidige øjne. Ligesom Tanja kom de andre børn fra dårligt stillede familier, men mange af de andre børn og unge kom fra endnu mere udsatte familier, hvor der både var stoffer og alkohol involveret.

I den forbindelse fik Tanja endnu et lag lagt på sine dårlige oplevelser og erfaringer. Jeg tror, de fleste, der kendte Tanja som ung, vidste, at hun var sød, tillidsfuld og utrolig hjælpsom, men også sårbar. Men alligevel forblev Tanja optimistisk hele sit liv.

Da Tanja var cirka 20 år, havde hun kortvarigt en af sine gode perioder. Hun ville gerne sejle og havde flere gange talt om at sejle med et skoleskib. Det blev ikke aktuelt, så derfor endte hun med at tage et job som skibskok. Jeg husker stadig, da min mor og jeg sendte hende af sted. Hendes klassiske optimisme. Hendes tro på, at det kun kunne blive godt fra nu, strålede i hendes ellers alt for ofte sorgfulde øjne.

Men hendes eventyr blev kort. Tanja var kommet ind i en mandeverden, hvor hun som ung, sårbar kvinde ikke kunne sætte de fornødne grænser. Hun kom tilbage efter et hospitalsophold og med en sygdom, hun skulle leve med resten af livet. Endnu en gang oplevede min søster et nederlag.

Tanjas liv formede sig derfra oftest i nedadgående retning. Allerede da Tanja var ganske ung, søgte hun mod fyre og mænd, der var væsentligt ældre end hende selv. Og sådan blev det også de kommende år. Jeg stoppede med at holde regnskab med, hvem hun var kæreste med, og hvem hun boede hos. Desværre var det oftest mænd, der havde alt for store problemer selv. Både med alkohol og anden form for misbrug. Hun søgte igen og igen i retning mod voldelige mænd og mænd, der konsekvent misbrugte hendes tillid og kærlighed.

Men af og til kom Tanja til overfladen igen. Det var i de perioder, jeg oftest talte med hende, eller når hun var allerlængst nede i dybet, at hun ringede.

Jeg husker, da hun ringede for et par år siden. ”Hej, brormand” var som altid hendes indledende sætning. Jeg havde taget orlov fra mit job og rejst på jordomrejse og stod i en kø i Mexico City for at se Frida Kahlos hus. Tanja var til en af de fester, hun så ofte var til, selvom det var mandag. Der blev råbt, skreget og grædt i baggrunden, og lyden af glas, der blev smadret, var tydelig. Jeg talte med hende flere gange den dag. Og jeg kunne høre, at hun var ked af det, men at hun også blot ville fortælle sine drukvenner, at hun havde en bror, som var anderledes end hende og dem. For Tanja var stolt. Måske ikke af sig selv, men så i det mindste stolt af mig.

Og som I nok fornemmer, så levede Tanja og jeg vidt forskellige liv som voksne. Hun på bunden af samfundet. Jeg var heldig og mødte tidligere velfærdssamfundets hjælp og en folkeskolelærers evner til at hjælpe mig videre. Hun lærte at læse, men manglede grundlæggende skolefaglige evner. Jeg var heldig, at jeg kunne opøve dem trods en svag start.

Hendes liv blev en lang kamp mod alkohol, mænd og personlige udfordringer og erfaringer lagret i hende, som ikke ville slippe. Imens blev jeg student, læste på universitetet og fik fast arbejde og et stabilt liv. Selvom Tanja og jeg er opvokset med nogenlunde de samme forudsætninger og i de samme rammer, var det mig, der kom videre og brød den elastik, som alt for ofte holder børn, unge og voksne nede, hvis de er opvokset blandt de fattigste danskere og i de dårligste boligkvarterer.

Min søster Tanja er eksemplet på, at selvom man kæmper og virkelig gerne vil, så kan den elastik være så ufatteligt modstandsdygtig og trække mennesker ned på bunden, hver gang de er på vej op. For Tanja ville op.

Hun gennemførte i små etaper folkeskolen, mange år efter at hun egentlig burde have færdiggjort den, og hun uddannede sig til social- og sundhedshjælper. Også det gjorde hun i små etaper, men hun havde svært ved at holde på et job ret længe ad gangen.

Tanja tilhørte den gruppe af socialt udsatte opvokset blandt de dårligst stillede familier, som trækker vores gennemsnitsalder ned i Danmark. For desværre er det sådan, at mennesker, som tilhører bunden af samfundet, har et kortere, mere ulykkeligt og sygdomsramt liv.

Tanja var desværre ikke enestående. Alt for mange forbliver stadig på bunden af samfundet. Alt for mange lærer ikke at leve et ordentligt liv. Alt for mange har så mange ar på sjæl og krop, at de trods de bedste intentioner ikke kan slippe dem og komme videre. Den negative sociale arv eksisterer stadig i Danmark.

Samfundsøkonomisk var Tanja en dårlig forretning. Og hun tilhørte også den gruppe, som mange har en holdning til burde ”tage sig sammen og klare sig selv”. Den gruppe – som mennesker, der ikke som jeg har kendt Tanja og andre ”Tanjaer” – får at vide, at deres situation er selvforskyldt.

Men Tanja og mange andre kæmpede og kæmper en kamp for at forbedre deres liv. Min søster ville så gerne. Og når hun var i sine gode perioder, kunne hun ringe til mig og sige ”Hej, brormand” og spørge, om jeg ville læse korrektur på en opgave eller en ansøgning, ”for nu ville hun virkelig have et godt liv”. Jeg vidste det, for hun sagde det til mig, men jeg vidste også, at det måske heller ikke denne gang ville lykkes.

Min søster er for mig beviset på, at de, som postulerer, at folks placering på bunden af samfundet ”altid er selvforskyldt og skyldes dovenskab”, tager så uendeligt meget fejl.

For mig og andre, der kendte Tanja rigtigt, ved, at trods hun sjældent havde grund til at være optimistisk, forblev hun optimistisk hele livet. At trods så mange brød og misbrugte hendes tillid, så var hun tillidsfuld og omsorgsfuld. At trods så mange udnyttede hendes godhjertethed og kærlighed, så drømte hun stadig om at blive elsket og elske. Og trods hun så ofte faldt tilbage til de dårlige bekendtskaber og voldelige forhold, så ville hun allerhelst have et almindeligt liv med job og kærlighed.

For de drømme, Tanja havde som barn, da vi legede i Aarhus, dem havde hun også som voksen, og mon ikke det samme gælder for rigtig mange andre af de mennesker, der lever på samfundets bund. De vil gerne, men oplevelser, nederlag og misbrug af deres tillid har gjort deres muligheder sværere end andres. Tanja er for mig beviset på, at trods vi lever i et godt samfund, hvor velfærdsstaten naturligvis gør meget godt, så er der stadig brug for, at vi griber de mennesker, der starter på bunden af samfundet, eller dem, som rammer den i løbet af livet.

Tanja døde fem måneder efter, at hun blev indlagt med en hjerneblødning. En måned efter at hun fyldte 45 år. Hun døde som endnu et af de mennesker, der forblev på samfundets bund ramt af det hårde liv, hun havde ført.