Prøv avisen
Allehelgenskronik

Min søster blev dræbt ved kilometersten 84

”Den findes den dag i dag. Kilometerstenen. Græsset gror grønt omkring den. Her er ingen spor overhovedet af det, der skete for 50 år siden”, skriver hospitalspræst om sin søster, hvis død gjorde angsten til et vilkår i familien. Foto: Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Pia Kirkegaard, Sygehuspræst, Aalborg Universitetshospital

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Min søster var på vej hjem fra skole med skolebussen. Hun blev sat af det sædvanlige sted. Var det, fordi hun ville skynde sig hjem den dag? Det ved jeg ikke. Men hendes død skabte en angst, som blev et vilkår i min familie, skriver dagens kronikør

Når jeg bladrer i de digitale kirkebøger, står det sort på hvidt. Med en sirlig og en, i min tolkning, særlig omhyggelig håndskrift står der under dødssted: Kilometersten 84.

Den findes den dag i dag. Kilometerstenen. Græsset gror grønt omkring den. Her er ingen spor overhovedet af det, der skete for 50 år siden. Der hvor græsset står, ser man det ikke mere.

Min søster var på vej hjem fra skole med skolebussen. Hun blev sat af det sædvanlige sted. Var det, fordi hun ville skynde sig hjem den dag? Det ved jeg ikke. Men hun valgte at smutte foran bussen for at skrå over hovedvejen. Jeg har senere hørt, at da bilisten, der var ved at overhale bussen, ramte hende, i panik trådte på speederen i stedet for bremsen. Min søster døde få dage efter af sine kvæstelser ved kilometersten 84.

Det er 51 år siden nu. Selv er jeg lige fyldt 49. Jeg er den tredje og den yngste af tre søskende. Den ældste er indskrevet i en kirkebog som død.

Det dødsfald, der skete for fem årtier siden, kom til at sætte sit præg på familien, både de der nu er døde, og os der lever videre. Der blev med døden, i min mor, født en bekymring og angst, som jeg, da jeg kom til verden i høj grad har mærket som en livssitren, der strømmede fra mor til barn. Ja, den strømmede nok faktisk allerede fra livstræet i moderkagen. Livssitren kalder jeg det, når livet leves på et fundament af sitrende angst og uro for fremtiden.

Nu er begge mine forældre døde. De er samlet under den samme gravsten som min søster. Angsten gnavede i deres sjæle som en angst for livet og en angst for døden.

Vi er to, der er efterladt. Min søster, der husker kilometerstenen og tiden efter ulykken, og jeg, der kun kan samtale om og indsamle erindringer om min søsters død gennem andre mennesker.

Jeg kom til verden to år efter hendes død. I begge os efterladte lever, om ikke i al evighed, så fortsat en bekymring og angst som et grundvilkår, der er blevet givet i arv. Angsten er et vilkår.

Angsten bliver født på de første sider i Bibelen. Her er angsten den tilstand, der fylder Adam, efter han har spist af træet til at kende godt fra ondt, og han er bange for at blive opdaget af Gud.

Adam har spist sig til evnen at træffe et valg, fælde en dom og på egen hånd vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Angsten knytter sig fra første færd til erfaringen af, og evnen til, at skelne mellem godt og ondt, dybest set valgets mulighed, og med det også pludselig at føle sig nøgen, sårbar og skyldig.

I Bibelen møder vi den angstfyldte Adam, den angstfyldte Jakob og den angstfyldte Job. Guds fortælling om mennesker handler i høj grad om det ængstelige menneske og det sårbare og nøgne menneske: Adam, der bliver vist ud af paradiset, Jakob der kæmper sine natlige kampe, og Job der erfarer den dybeste afmægtighed. I alle fortællingerne er Gud indblandet. Gud er den, der klæder Adam på til sit nye liv på jordiske betingelser. Gud laver skindtøj til ham og Eva. I fortællingen om Jakob er et tilbagevendende tema, at der i alle kampene også er velsignelse, i fortællingen om Job slås det fast at på selv det mest afmægtige sted, findes Gud. Intet kan skille skabningen fra Skaberen.

Det er det som Paulus mange år senere skriver og retorisk spørger om i et brev til menigheden i Rom: Hvem skal kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller hunger eller nøgenhed eller fare eller sværd?

Jeg kender min egen angst godt, og jeg genkender ofte andres angst, når jeg møder den. Angsten har mange stemmer, mange ansigter, mange fortællinger. Angsten for det ukendte, det ukontrollerbare, det uafvendelige, angsten for sygdom og angsten for det store tomme, evige mørke døden. Angsten for ikke at være god nok. Angsten for at fejle.

Netop angsten for at fejle i de valg, vi tager, fylder i vores tid meget og måske mere end nogensinde før. Det gør, at mennesker, når der tages et valg, måske også let rammes af skyld. En skyld som kun kærligheden kan rette op på: At vi et sted kan høre, at vi i de valg vi tager, gode som onde, nok er skyldige – men også tilgivet de fejl vi begår – og at vi selv rummer muligheden at tilgive.

Der er skrevet mange bøger om angst. Filosoffen Søren Kierkegaard definerer i sin bog ”Begrebet Angst”, at angst bliver en sygdom, når man som menneske bliver fanget i angsten for det onde altså angeren over at have fejlet, eller når man som menneske bliver fanget i angsten for det gode ved at blive angst over friheden til at træffe valg og fejle.

Med tiden, og erfaringerne, forstår jeg dybden af den sygdom, angst også kan være.

Jeg holder også endnu mere af den udgangsbøn, som stadig bruges i mange kirker. Tak, Gud, fordi jeg kan gå herfra som et frit menneske med mine synders forladelse og din velsignelse. Jeg hørte de ord, når jeg sad ved siden af min sørgende far i kirken, længe inden jeg vidste besked om, at der i min familie blev taget livsmål ud fra en kilometersten.

Jeg er ham dybt taknemmelig for, at han tog det valg at tage mig ved hånden, når han tog i kirke, for han havde ikke sprog for sin sorg – til gengæld lånte han et sprog, og jeg sad ved siden af og hørte om fravæltede sten, lys i mørket og mærkede, at opstandelsen kunne synges ind i livet. Han viste mig, at der findes en virkelighed, der er større end selv de tungeste milesten i livet. Han viste mig en mulighed for at vælge livet.

Det er forunderligt at tænke på, at angst på den måde også kan avle en varig glæde.