Prøv avisen
Kronik

Min sommer som skattejæger i USA

Tegning: Peter M. Jensen.

Det blev en oplevelsesrig og lærerig sommer, da Katrine Vigilius tog fra Nordsjælland til Nordamerika og hjalp til i en klub med børn fra et område med USA's højeste kriminalrater. Kronikken er den første i rækken fra konkurrencen ”Min bedste sommer”

Det bedste tidspunkt på dagen var snack-time. Klokken 15 samledes børnene omkring de fire langborde i fællesrummet.

Vi ledere sank udmattede ned mellem dem og nød dagens stille kvarter og vores mangefarvede snackbarer.

Det var børn fra Hillside, bydelen i Tacoma, USA, med de højeste kriminalitetsrater og flest alenemødre, der kom i klubben.

Klubbens leder var mrs. Toni, en midaldrende afroamerikansk kvinde med stramme jeans, en blå T-shirt med påskriften ”Treasurehunter” - skattejæger - og et par bestemte øjne bag sine cateye-briller.

Børnene kom her i sommerferien, fordi deres forældre arbejdede og ikke brød sig om, at deres børn skulle dalre rundt på Hillsides fortove.

Mellies mor ”lå hjemme på sofaen”, som Mellie fortalte. Kim og Jasons far var i fængsel, og plejefamilien havde brug for en pause.

Jeg selv arbejdede der som frivillig sammen med en gruppe unge fra en lokal kirke.

Dagen på Al-Davies startede med en samling i gymnastiksalen. Her skulle børnene sige klubbens motto: ”Jeg er et barn i Al-Davies. Jeg har muligheder. Jeg kan blive, hvad jeg vil. Jeg har værdi og potentiale.”

Derefter sagde lederne deres motto: ”Jeg er treasurehunter (skattejæger). Jeg lover at gøre mit bedste for at finde skattene og potentialet i alle børn.”

Begge mottoer sluttede med sætningen, der for børnenes vedkommende blev skreget ud af deres små lungers fulde kraft: ”No exceptions!” - ingen undtagelser.

Det var ikke kun børnene, der udvidede deres potentiale den sommer. Jeg fik også udbygget et udvalg af færdigheder.

For eksempel at tegne. Jermaine, en otteårig afroamerikansk dreng, med en lys, hæs stemme, der kunne smelte et hjerte af beton, bad mig altid: ”Tegn prinsesse Petunia!”.

Basketball, som jeg ikke havde spillet mere end i et par idrætstimer, men som er en lige så vigtig en del af livet i Hillside som at spise og sove, blev jeg ganske fortrolig med, og Kendra med den franske fletning og de store briller forklarede møjsommeligt, hvordan man spillede Bubbleshooter på computeren.

Tålmodighed var en anden vigtig færdighed. For eksempel, da jeg i mit overmod besluttede at lave et minikursus i kreativ skrivning.

Jonathons drengegruppe havde mange gode historieidéer, men også mange andre dagsordener end at sidde på deres stole og skrive dem ned. Uroen spredte sig i klasselokalet som et voksende myggestik, og ud over de store piger på forreste række var koncentrationen til at overse.

Alligevel havde jeg i slutningen af kurset en håndfuld historier, der, når man anstrengte sig for at tyde de alternativt stavede ord, viste sig at være ganske gode. En om en pige, hvis søster bliver syg. En om en familie, der skal i The Mall at shoppe.

Mellies historie var lettere foruroligende. Den handlede om en kvinde, der er alene hjemme, da en mand kommer ind i hendes hus og kvæler hende.

Snack-time var som sagt en velkommen pause, hvor selv Jonathon faldt til ro i nogle få magiske minutter.

Det var hyggeligt at sidde omkring bordene og sludre med børnene. Om deres yndlings-tv-programmer og livretter. De gættede på, hvor gamle vi var, og kiggede på mig med skeptiske øjne, mens jeg fortalte, at jeg kom fra et land, der hed Danmark.

Efter at bordene var tørret af, kunne man vælge forskellige eftermiddagsaktiviteter. Bot-lab var computerlokalet, hvor børnene med hovedtelefoner og øjne knebet sammen i koncentration sad ved hver sin skærm og spillede på udvalgte hjemmesider. Der var basketball og sommetider fodbold, når jeg kunne få dem overtalt.

Ledernes favorit var movie-time, og vi kappedes altid om opgaven med at sætte en animationsfilm med talende dyr på, for derefter at kunne nyde halvanden time i en stol i et mørkt rum med en gruppe forholdsvis pacificerede børn.

En morgen hang der en plakat i indgangen. ”Soccer-Subway-night”, stod der.

Børnene og deres familier kunne tilmelde sig en aften, hvor spillere fra det lokale - og ret gode - fodboldhold kom på besøg og lavede fodboldøvelser med dem.

Fastfoodkæden Subway sponsorerede sandwich til alle, og man fik en gratis T-shirt. Jeg syntes, det lød fantastisk.

Mrs. Toni sagde, at der allerede var et hold frivillige på til aftenen, men hvis vi gerne ville hjælpe til, var vi velkomne.

Det var godt vejr om aftenen for fodboldfesten. Jeg og tre andre, der også elskede både Subway og fodbold, kom en halv time før starttidspunktet og blev mødt af en fortvivlet mrs. Toni.

”De andre frivillige har lige meldt fra,” sagde hun. Hun havde svært ved at overskue, hvordan aftenen skulle komme til at hænge sammen.

Med alle de børn, der havde glædet sig, og voksne, der havde taget fri fra arbejde eller taget sig gevaldigt sammen for at møde op denne aften. Og fodboldspillerne ville nok ikke have lyst til at komme forbi klubben igen, hvis det hele sejlede.

Vi ringede til resten af de unge fra kirken og overtalte dem til at komme, og inden længe var vi alle, på nær nogle få, igen samlet under klubbens tag og i fuld gang med at dele T-shirts og sandwicher ud.

Fodboldholdet var repræsenteret af to velsmurte spillere med nøje stylet hår, nye kridhvide tennissko, polo-shirts med kraverne slået op og ærmer så korte, at man ikke missede de veltrænede overarme. Med en betryggende bordplade mellem sig selv og børnene begyndte de at skrive autografer.

Jeg spekulerede på, om de havde tænkt sig at lave fodboldøvelser med børnene i de sko.

Det havde de ikke, viste det sig. For efter en tale om, hvor vigtigt det var at spise frugt og grøntsager, tog de af sted, og der var ingen tilbage til at udfylde anden del af aftenens program: fodboldøvelser med stjernerne...

Mrs. Toni begyndte igen at få røde kinder og flakkende øjne. Hvor meget jeg end holder af fodbold, er jeg absolut ikke nogen stjerne. Men det blev jeg den aften. Jeg selv og Ben, den eneste anden i gruppen, der kunne spille fodbold, lavede en workshop med fodboldøvelser.

Resten af vores gruppe lavede andre stationer rundt på boldbanen med tagfat og stafetter.

Børnene og deres familier cirkulerede veltilfredse under den lune aftensol, mens vi improviserede øvelser og lege. Aftenen gik, og børnene satte sig trætte og glade i bilerne, mens vi ryddede op i klubben.

Bag cateye-brillerne havde mrs. Toni tårer i øjnene. Hun er en bestemt dame, men også en dame med et hjerte, der brænder for alle sine Al-Davies-skatte.

”I reddede aftenen,” sagde hun.

Vi fik et ordentligt farvelknus, og så prakkede hun os alle de overskydende Subway-sandwicher på, hun kunne.

Det vigtigste den sommer var ikke, om Jonathon fik skrevet en novelle eller tegnet en zombie, om vores fodboldøvelser havde nogen som helst sportslig kvalitet, eller hvorvidt jeg kunne holde mig vågen til movie-time eller faldt i søvn med Jermaine på skødet.

Det vigtigste var, at vi var der. Vi var ikke supermænd. Jeg kan ikke få Kim og Jasons far ud af fængslet eller forhindre, at Mellie en dag begynder på stoffer ligesom sin mor.

Men vi var der den sommer, og jeg føler mig beriget over hvert et barn, jeg mødte på Al-Davies. Ingen undtagelser!

Katrine Vigilius, Græsted