Prøv avisen
Påskekronik

Biskop: Min tro står i år foran en prøve som aldrig tidligere

Peter Skov-Jakobsen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Påskens fortælling om måltid, død, henrettelse og opstand bliver helt anderledes i år. Vil vi gribe muligheden for at gøre nyt, nu da vi har vist, at vi kan lægge vores vaner om? Jeg håber det, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen

I år skal vi fejre påske på en anden måde. Alle mine traditioner står for fald. Det vil sige, at mange af dem må udfolde sig på en ny måde – og hvem ved? Måske vil denne påske bidrage med nye traditioner. Den vil i hvert fald aldrig gå i glemmebogen, og jeg er sikker på, at jeg menneskeligt, følelsesmæssigt, rationelt og teologisk vil komme igennem påsken og have oplevet noget nyt.

Det er ikke første gang, verden pludselig ikke ligner sig selv. Naturkatastrofer og krige har ofte forandret menneskers livsvilkår.

Den senere forbundskansler Helmut Schmidt skriver i et værk om religion og ansvar om det håb, han havde til de kristne kirker efter krigen. Han havde en dyb overbevisning om, at da de stod ved ”time nul”, ville der komme hjælp fra de kristne kirker.

Men han blev skuffet. Kirkerne indbyrdes kævledes videre som tidligere. Han fornemmede, at der stadig var et førmoderne verdensbillede, som håbede på at gøre sig attraktivt. Schmidt er ikke bange for at skrive, at kirkerne svigtede på et vigtigt tidspunkt. Alligevel kalder den tidligere kansler sig kristeligt præget. Det er dog litteraturen, den etiske eftertanke og musikken, der inspirerer – det er ikke forkyndelsen og den teologiske refleksion.

Den kritik sidder i mig. Dels fordi den er en del af min egen baggrund, dels fordi jeg stadig kan se, at den er nødvendig at lytte til. Som årene går, tror jeg egentlig også, at det er en kritik, der kommer lige ud af den åbne grav, eller tanken om det nye Jerusalem, en kritik, der kommer fra den opstandne, der følger os på vejen og åbner vores øjne for Gud og verden.

Det er ikke rart at måtte indrømme, men jeg bliver mere og mere opmærksom på i mit eget liv, at hellighed og hykleri bor på samme adresse. Ligegyldigt hvor jeg ser mig hen i verden, om det er til religioner, filosofier, politiske ideologier, økonomiske teorier eller grønne teorier, kan jeg se, at hellighed, rettroenhed, politisk korrekthed pludselig kan tippe og blive til hykleri.

Hvad er det, der får mig til at overse menneskers vilje til at ville være med til et nadvermåltid, selvom det kun bliver via en skærm eller en radio? Hvis de griber noget brød og vin og på denne måde føler, at de bliver en del af et større fællesskab, hvad er det da for en rettroenhed, jeg skal gøre gældende?

Når jeg sidder og synger Halfdan Rasmussen med Phillip Faber, kan jeg høre ham, og resten må jeg forestille mig – og det gør jeg så. Jeg er med i et stort kor, og jeg er det under særlige omstændigheder – vi er sammen – men på afstand!

Jeg bærer to håb med mig: at denne virtualitet må bryde grænserne ned mellem os, og at jeg snart kan mødes med andre rigtigt igen.

Her på hellighedens og hykleriets adresse bliver jeg så optaget af troen, af det politiske projekt eller af min teori, at jeg kun kan høre mine egne melodier som musik. Man bliver hurtigt optaget af sine beslutninger og sine ideer, og pludselig kan man ikke høre de andre mere. Man tør ikke se med deres øjne og lytte til deres ord, for man fornemmer, at det rokker ved ens grundlæggende synspunkter. Man gentager sine synspunkter. Man besværger tilværelsen. Man fastholder sin magt. Man færdes bag ved pansrede mure. Man vover ikke at tro, at meningen kan genskabes på anden måde.

Den eneste måde, vi kan fastholde de gode traditioner på, er ved at tage dem med ind i mødet med samtiden. Nutiden er karakteriseret ved, at den er anderledes, end verden var i går, for sammen med vores samtidige er vi på vandring, og der sker noget. Jeg kan godt overgive mig til besværgelserne og fastholde fortiden, men det er som at sætte et samfund på museum og gøre livet til et kostumebal. Det er også at forråde den oprindelige tanke, der også blev født ind i en bestemt historisk kontekst. Kristendom, liberalisme, jødedom, socialisme, islam, konservatisme – alt forandrer sig – men der er ingen grund til fortvivlelse, altså hvis man tør lægge besværgelserne bag sig.

Min tro står i år foran en prøve som aldrig tidligere. Noget usynligt har forandret vores verden.

Påskens fortælling om måltid, død, henrettelse og opstand bliver helt anderledes. Ordene om templet, der skulle nedbrydes, og forventningen om det nye Jerusalem lyder nu på en anden måde.

Min fest bliver i år dybt præget af, at jeg ikke kan gøre, som jeg plejer. Jeg vil savne det alt sammen – mest musikken, kirkekoncerterne, nadverfejringen, kirkerummet, prædikenen i rummet, den fælles sang, vandringen i hobetal ud og ind ved gudstjenesterne, påskebordet herhjemme, de mange frokoster, venskaber, der får frit løb.

Jeg indrømmer blankt, at jeg er spændt på, om det hele holder til belastningen, for efter tre uger på afstand, mærker jeg corona-blues og har efterhånden fået nok af virtualitet. Jeg glæder mig afsindigt til ikke at have en skærm mellem mig og verden. Jeg har fået nok af at skulle gå langt uden om mennesker og tænke: afstand!

Vi står over for en forandret verden, når vi engang kommer igennem dette. Vil vi gribe muligheden for at gøre nyt, nu da vi har vist, at vi kan lægge vores vaner om? Jeg håber det! Så har der været mening i det ellers meningsløse!

På vejen ind i mit anderledes og forhåbentlig nye liv, vil jeg tage den gådefulde fortælling og hændelse om Kristi opstandelse med. På den anden side af påske er der meget, jeg vil vide om mig selv. Er jeg et menneske, der er i mine traditioners vold, et menneske, der opgiver, hvis mine vaner forstyrres? Vil jeg sidde bag ved forvredne hænder og triste tanker og kun møde verden med ord om, hvordan det skulle have været? Eller tør jeg se vores fælles afsavn som begyndelsen på noget nyt?

På den anden side af denne påske vil jeg vide mere om forskellen på genoplivning og opstandelse. Det er opstandelse, der står i midten af min tro, og som skal aflejre sig i mit liv. Jeg ved, at det kan være godt at blive genoplivet, men enhver, der har prøvet det, ved, at det efterlader et behov for, at verden forvandles.

Med til opstandelse hører forestillingen om, at Kristus forvandler verden i sit billede. Han svinger ikke en tryllestav over historien. Opstandelsen er ikke en happy ending! Gud forvandler den menneskehed, der bærer sårmærker på sin krop i form af nød, krig, fortabthed, grådighed og fandenskab, med tro, håb og kærlighed, forsoning og fred.

Kristi opstandelse er et oprør mod ligegyldigheden. Nu ser jeg, at det, jeg oplevede som broer mod evigheden, mine vaner og traditioner, sagtens holder til en prøvelse. Jeg mærker, at solen en dag vil gå en runde uden mig, men jeg fortvivler ikke, for forårssolen vil gøre det klart for de andre, at vi lever. Ud af ingenting vil der opstå nyt liv.

Påskelyset blomstrer op med opstandelse, og forhåbentlig tør jeg gøre plads til både oprør og opstand og lade Kristi humoristiske og nådige øjne hvile over tilværelsen og lade mig forvandle til et menneske, der har sans for skabelsen og medmennesket.

Jeg håber, at jeg på den anden side af påsken vil leve med en tillid til, at Gud kan bryde ind i enhver fortvivlelse, selv om jeg ikke har ét ord eller én ressource mere.

I den uforudsigelige verden beder jeg ikke om at blive fri for uenighed eller smerte, men jeg håber, at jeg på min adresse med hellighed og hykleri bliver udstyret med handlekraft og livsglæde, som stadig gør mig lyttende til evigheden og til mine medmennesker.

På den anden side af denne påske vil jeg vide mere om forskellen på genoplivning og opstandelse.