HUN FYLDER HELE RUMMET, da jeg ser hende første gang. En overvældende første dag på studiet, hvor vi i løbet af de næste fire år finder hinanden. Vi bliver venner for livet. En tom frase, men min ven Anne-Mette døde for fem og et halvt år siden – 37 år gammel. Vores venskab lever stadig.
Lige nu tror jeg, at hun tænker: Fortæl om mig og os. Anne-Mette kunne lide sine egne ord og fyldte mennesker omkring sig med fortællinger, omsorg og et smittende liv, til trods for at det også var svært.
Jeg råber i kor med hende, for frygten for at glemme min ven er stor og skræmmende. Folk omkring mig spørger aldrig: "Hvordan går det med din døde veninde?" eller "Savner du stadig Anne-Mette?", og jeg har brug for historien om mit venskab med kvinden med det fagre hår og det smittende grin. Ordene bekræfter, at vores venskab var en gang, og hvilken stor betydning det havde for mit liv. Derfor tager ordene hinanden i hånden over de næste spalter og bliver til dansen om Anne-Mettes og mit venskab.
Anne-Mette var til fest, bajere og morgenværtshus og kunne i studietiden ikke rigtig få det til at fungere med mandlige bekendtskaber – et dejligt ord også i 2010. Lige nu er jeg sikker på, at hun griner ad mig oppe i sin himmel eller synes, at jeg er tåbelig at høre på, og vil gerne afbryde og fortælle sin egen version.
Men hun afbryder ikke længere, og tænk sig, at jeg også savner den side af hende. Hun havde mange sider, og sammen fandt vores venskab nye sider af hinanden. Anne-Mettes fandenivoldskhed var dragende og fascinerende, og hendes skrøbelighed gjorde hende menneskelig. En cocktail, der blev til et venskab på tværs af køn og store menneskelige nuanceforskelle. Vi reagerede tit ens og kunne være lige kontante og skræmmende. Vores følelser kunne løbe af med os.
Jeg blev forelsket i mine børns mor. Jeg studerede, fik familie, arbejde og nye venner. Mens Anne-Mette ikke fik så meget til at fungere ud over studiet. Hun var en forvirret sjæl med drømme om tjek på livet. Kæphøj og med store armbevægelser. Skræmmende for nogle, fascinerende for de fleste. Også lille mig, der sammen med Anne-Mette voksede og så i et spejl, jeg ikke før havde holdt for mit ansigt.
"Det er, fordi vi begge er krebs," sagde hun. Jeg gryntede altid af hendes horoskoper og forudsigelser. Hun syntes, jeg var en duksedreng – i starten. Men vi klikkede som venner.
Vi skrev opgaver sammen og gik til eksamen. Vi ville være superlærere. I psykologi skrev vi om børn, der mister deres mor eller far. Tabsbørn. Det var, før tv opfandt, at børn sørgede, og skolen skulle bryde tavsheden. Vi fik 13. Det var en rus. Jeg skrev en børnebog om Nanna, der mister sin mor, og Anne-Mette læste korrektur. Det var, før hun selv blev syg. 10 år senere døde hun fra mig, sin søn og alle, der havde hende kær.
MEN INDEN DA havde hun givet mig sit venskab. Det kom ikke af sig selv. Vores forskellighed fangede vores inter esse for hinanden, lighederne bragte os sammen. Vi skændtes, så alt omkring os blæste omkuld. Vi var tavse og iskolde over for hinanden, men kun i få dage. Vores venskab kunne være præget af Suzanne Brøggers ord fra Tone: "Ekkoet af samlet forskellighed fylder langt mere end fimsen af enighed." Derfor kom vores venskab til at fylde og brede sig. Og til sidst kom vi til at grine af, at vi lignede hinanden så meget. Vi reagerede tit ens og kunne være lige kontante og skræmmende, og vores følelser kunne løbe af med os.
Vi delte livets spørgsmål med hinanden. Hun tog min søn på ryggen til karneval og blev bedste veninde med mine børns mor. Hun viste mig ved alt, hvad hun gjorde, at hun kunne lide mig, og at hun var min ven. Senere da Anne-Mette endelig fandt kærligheden, flyttede vi sammen med hver vores familie i et tofamiliershus. Vi passede hinandens børn, lugede ukrudt i samme have, og da vi hver især måtte skilles fra vores ægtefælle, bevarede vi et varmt og fortroligt venskab.
Vi var venner, fordi jeg vidste, at Anne-Mettes yndlingsblomst var lyserøde flox, som jeg satte i vores fælleshave for at glæde hende. Jeg vidste, at hun elskede hvidløgsmayo til mine hjemmeskårne pommes frites, og at hun elskede at cykle. Bare ikke i regnvejr og op ad bakker. Venner husker hinandens hverdage og små "prikker". Venner oplever almindelige onsdage sammen og deler stjernestunder.
Anne-Mette og jeg kærede os om hinanden. Hun var nærværende over for mine sønner. Hun viste, at hun holdt af dem. Det gjorde hun ved at blande sig. Hun var oprigtig i sin måde at være sammen med dem på. Det betød, hun kunne finde på at skælde ud, ja hun var ikke bange for at opdrage på dem. Hun spurgte dem om deres dag i skolen og smurte leverpostejmadder og bagte sin nu meget savnede chokoladekage til dem, når de var sultne for sjov. Til gengæld gav de hende deres kærlighed.
EN OKTOBERDAG RINGEDE hendes kæreste til mig. Jeg stod i gågaden og var ved at købe en gave. Efterårsferien lå og ventede længselsfuldt. Han fortalte, at Anne-Mette havde kræft. Tiden efter rykkede os tættere, mens hun forskansede sig fra mange andre.
Hun isolerede sig, men lukkede mig ind. Hun tabte sit brusende, bølgende hår og svandt fysisk ind til ingenting. Hun blev lillebitte, mens venskabet blev stort og fyldte næsten alt. Men det var svært. Hun ringede om natten, da smerterne var for uudholdelige. Jeg kørte hende på hospitalet og forsøgte at dele det uudholdelige med hende.
Men jeg stod tom tilbage og følte, at jeg var en dårlig ven, der ikke kunne lindre noget som helst. Tiden løb ud i sandet. Hun ville ikke dele det sværeste. Jeg spurgte med forsigtige ord. Spurgte om døden og angsten. Hun svarede, at det var for svært at tale om. Vores venskab skulle holde til, at der var noget, vi ikke kunne dele.
Jeg følte, jeg var en elendig ven, at jeg ikke kunne være med i det inderste og mest forfærdelige. Men Anne-Mette fortalte mig med sine ord, at det var o.k. Hun ville hellere have, at jeg stegte en rød bøf og tog mine børn med ned til hende. En god ven accepterer og glemmer sig selv. Jeg forsøgte.
Ordene mellem os blev færre. Det var svært. Men vores venskab tillod, at vi så hinanden på hendes sidste aften. Vi sagde farvel, og der var intet smukt ved afskeden. Det var pinefuldt. Fyldt med frygt og gråd.
To dage før hun døde, var hun ude at købe julegaver til sin søn. Hun skrev en sms til mig: "Hvor er det dejligt at mærke livet igen." Jeg gemte beskeden på min mobil i flere år, indtil jeg ved et uheld kom til at slette den. Beskeden var symbolet på vores venskab og skulle huske mig på det, vi havde, og at Anne-Mette stadig var der et sted. Jeg hulkede, da jeg kom til at slette beskeden.
Fortællingen om min ven i himlen har jeg båret på i fem vintre og snart fem somre. Nu er ordene skrevet ned, og jeg trænger jeg til en kop kaffe med masser af mælk. Hvis Anne-Mette var her, ville hun forlange Nescafé med lige så meget mælk. Det glemmer jeg aldrig. Ens bedste ven husker, at du bruger masser af mælk i kaffen.
Kenneth Jakobsen Bøye er journalist, forfatter og afdelingsleder på en folkeskole. Kronikken er den anden af de otte vinderkronikker, som Kristeligt Dagblad bringer fra sommerens kronikkonkurrence