Prøv avisen

Minareterne er vore bajonetter

KRONIK: Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har nu siddet på magten i fem år. Dagens kronikør analyserer Erdogans berømte minarettale og perspektiverer den i et portræt af både premierministeren og det moderne Tyrkiet

Den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan blev i 1998 idømt otte måneders fængsel, men sad dog kun fængslet i fire, for "at have opildnet til religiøst had" ved at citere de berygtede verselinjer: "Minareterne er vores bajonetter, kuplerne vores skjolde og moskeerne vores kaserner, de troende vore soldater. Denne hellige hær beskytter min religion. Allah-u-Akbar (Allah er stor)". Retssagen var en travesti af jura og viste med al for stor tydelighed, hvor politiseret det tyrkiske juridiske system er.

Ni år efter dommen (1998) og fem år efter Erdogans magtovertagelse (2002) er det på tide at kigge nærmere på den tale af Erdogan, hvori digtet blev citeret, hvad der i virkeligheden stod i talen, og hvad det kan være, som har ophidset landets militær og civile bureaukrati i en sådan grad, at man fængslede borgmesteren for landets største by og landets mest populære politiker.

Tilbage til talen, hvor Erdogan sagde følgende: "Der findes ikke ytringsfrihed i Tyrkiet, og man praktiserer racediskrimination. Vores referenceramme er islam, og vi vil aldrig lade os kue. Selv vesterlændinge har religionsfrihed, hvorfor respekterer man ikke den i Tyrkiet? Minareterne er vore bajonetter, kuplerne vore hjelme, moskeerne vore barakker, de troende vore soldater. Denne hellige hær beskytter min religion. Allah-u-Akbar (Allah er stor)."

"Ingen kan stoppe ezan'en (kaldet til bønnen), bliver der råbt fra minareterne. Vi vil absolut ophæve racediskrimination i Tyrkiet, fordi vores parti (Velfærdspartiet) har den modsatte mening i forhold til andre partier. Vi vil aldrig vende vores rygge til vores sag, selvom himlen styrter oven på os, storme og vulkaner eksploderer oven på os. Min referenceramme er islam. Hvis jeg ikke kan give udtryk for dette, hvad er så meningen med livet? Selv vesterlændinge har religionsfrihed. I Europa respekterer man gudsdyrkelse og tørklæder. Men i Tyrkiet lægger man masser af hindringer i vejen. Hvorfor viser man ikke den samme respekt i Tyrkiet? Ingen kan bringe ezan'en til tavshed. Fordi dér, hvor ezan'en er tavs, kan mennesker ikke få ro i sjælen. Vi vil ikke tillade diskrimination af kurdere, arabere og tjerkesser i Tyrkiet. Fordi det tag, der samler alle disse mennesker under sig, er islam. Vi vil absolut ophæve racediskriminationen i Tyrkiet. De, der har praktiseret racediskrimination og skabt problemerne mellem befolkningsgrupperne, bør skamme sig."

Der er flere ting, der falder i øjnene i denne passage. Erdogan bruger ordene Europa og vesterlænding i absolut positiv betydning. Han sammenligner friheden i Tyrkiet med friheden i Vesten og fastslår underskuddet i Tyrkiet og peger på Europa og Vesten som efterstræbelsesværdige eksempler.

Erdogans sammenligning må komme som en overraskelse for en iagttager, der betragter ham som en reaktionær mørkemand fra middelalderen, som stiler hen imod et islamistisk teokrati som i Iran eller Saudi-Arabien. Hvis vi ser bort fra den useriøse påstand om, at han bare lyver og stikker blår i øjnene med falsk pro-europæisme, kan man i denne tale opspore begyndelsen på hans pro-europæiske linie, som med årene er blevet stærkere og tydeligere.

Talen blev holdt den 6. december 1997, det vil sige godt ni måneder efter "det bløde kup", hvor militæret tvang koalitionsregeringen mellem Necmettin Erbakans islamistiske Velfærdsparti (Refah) og Tansu Cillers centrum-højre-parti Den Rette Vejsparti (DYP), fra magten. Nu ved vi, at militæret truede Erbakan med fængsling og med det, der er værre.

Tilbage til Erdogan i Siirt: På tidspunktet for talen er Erdogan Istanbuls populære borgmester, men han og hans partifæller prøver stadig at komme sig over chokket efter "det bløde kup". Det går langsomt op for ham og hans nærmeste politiske fæller, at deres ikke kun politiske, men også fysiske overlevelse afhænger af, at Tyrkiets parlamentariske demokrati bliver forstærket, og at den bedste måde at gøre det på er at forankre Tyrkiet stærkt i EU's havn.

Det går ligeledes op for dem, at Refahs og ikke mindst partiets formand Erbakans politik med den bombastisk antivestlige og islamistiske retorik er en ørkenvandring, og at der skal udvikles et mere moderat, vestligt orienteret parti, som godt nok er traditionelt muslimsk i private og familieanliggender, men politisk er reformistisk og forandringsvenligt.

Talen er et historisk dokument, der tyder på, at Erdogan allerede dengang var begyndt at henvende sig ikke til "vores muslimske brødre", men til traditionelt indstillede muslimers historiske rival, Vesten.

Erdogans lovprisning af Vesten og Europa var ikke kun et brud med islamismens dogmer, men også med et af den tyrkiske officielle ideologis og nationalismes dogmer. Den tyrkiske officielle ideologi tillader kun to positioner angående sammenligninger mellem Europa og Tyrkiet.

Hvis man er relativt uuddannet, må man gerne mene, at Tyrkiet – som på alle andre felter – er bedre end alle andre nationer. Hvis man er mere eller mindre uddannet, og ikke mindst hvis man har boet, studeret eller bor i Vesten, bør man som en god tyrker mene, at der ikke er de store forskelle mellem Tyrkiet og Europa, og alle andre, der mener, at europæiske lande er bedre på det pågældende felt, er enten overilet tilhængere af Vesten og vestliggørelse eller orientalistiske folk, det vil sige folk, der har overtaget de vestlige, negative forestillinger om tyrkere.

Det næste aspekt ved talen, der falder i øjnene, er, at Erdogan bruger begrebet frihed tre gange, en gang i kombination med ytring og to gange med religion. Nu kan man diskutere, hvorvidt begreberne religions- og ytringsfrihed er vestlige og europæiske eller islamiske. Men det er klart, at vestlige lande har ophøjet disse begreber til fundamentale principper, mens mange muslimske lande har store problemer med både ytrings- og religionsfrihed.

Til sidst er det desuden iøjnefaldende, at han bruger begrebet racediskrimination i alt fire gange! Strengt taget er der ikke forskellige racer i Tyrkiet, derfor giver det ikke mening at tale om racediskrimination. Man bør imidlertid se hans henvisning til racediskrimination i den kontekst, at Siirt, byen hvori talen bliver holdt, godt nok ligger i Tyrkiet, men i etnisk forstand ikke er en tyrkisk by, men en arabisk by med en kurdisk og en meget lille tyrkisk minoritet. Han henviser også direkte til kurdere og arabere i talen.

Det er i den tyrkiske debat blevet sagt, at Erdogan ikke ville være blevet så hårdt dømt, ikke engang slæbt i retten, hvis talen ikke var holdt netop i Siirt eller i en anden ikke-tyrkisk by. Men hans publikum bestod altså af arabere og kurdere, en omstændighed, der gør hans henvisning til racediskrimination sprængfarlig.

Militærets tvangsfjernelse af det islamistiske parti fra magten i 1997 skabte en dybtliggende politisk og ideologisk rystelse hos tyrkiske islamister. I perioden efter det bløde kup gennemgik de en splittelse, hvor en lille gruppe af gamle politikere forsatte den gamle

linje, parallelt med, at den største fløj begyndte at følge en pragmatisk, pro-europæisk, mere demokratisk og mere rummelig linje, der belønnede dem med en overvældende sejr i 2002 (en tredjedel af stemmerne) og med regeringsmagten.

Hvis man vil forstå tyrkisk politik, bør man sætte sig ind i denne vigtige transformation, som har overrasket iagttagere både i Tyrkiet og i udlandet. Påstande, der går ud på, at islamisterne bare lyver og spiller komedie, er overfladiske og useriøse og stammer nok fra en opfattelse, hvis udgangspunkt er, at islam og islamisme ikke kan reformeres, demokratiseres og modereres. Erdogans minarettale er et interessant dokument, der afspejler de begyndende ideologiske forandringer hos islamismens mest fremtrædende politiker. I stedet for at insistere på et teoretisk udgangspunkt, som, man tror, kan forklare mange, og meget vedrørende islam, bør man se Tyrkiets sociale og politiske virkelighed i Tyrkiet i øjnene. Man kan begynde med Erdogans tale.

Mehmet Ümit Necef er lektor,

ph.d. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet