Prøv avisen
Kronik

Mindfulness hører slet ikke hjemme i skolen

John Panduro Riis, Skoleleder, Køge

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Når lærere underviser i mindfulness, kan det overtræde en intimsfære og blive et overgreb, barnet ikke kan forsvare sig imod. I stedet for det lidt for optimistiske menneskesyn i mindfulness skal lærere kunne rumme det svære, mener leder på en kristen friskole

MINDFULNESS MED INSPIRATION fra buddhisme, yoga og kognitiv psykologi har haft sit indtog i skolerne. Der mediteres, gives massage, og det indre landskab udforskes. Der tales varmt for sagen, og erfaringerne er gode.

Eleverne bliver mindre stressede og mindre urolige. Det handler om at kunne samle opmærksomheden i nærværskabende aktiviteter og skabe rum for ro og pauser. Det kan vi vel kun være begejstrede for, os skolefolk og forældre – eller hvad?

Jeg er selv skolemand og ved godt, at der er et meget stort behov for roen, fordybelsen og nærværet. Der er mange børn, som flakker med øjnene og ikke lærer ret meget, fordi sjælen gør ondt. Børn, som har det svært og overlever på bedste beskub. Det er ikke min hensigt at gøre mig til dommer over mindfulness eller lege ekspert på området, men jeg vil have lov til at undre mig.

Nu er det jo nemt nok at skyde på andre, så derfor begynder jeg med at skyde lidt på mig selv, og så må mindfulness stå for tur bagefter. Jeg er skoleleder på en kristen friskole, og her har vi en rig tradition for pausen, langsommeligheden og nærværet.

Men vi har været mindre gode til at udvikle traditionen i børnehøjde. Vi har både morgensang med korte historier og Fadervor og forsøger at begynde dagen med, at vi alle sammen lige finder den indre ro.

Selv lærerne og ledelsen mødes 10 minutter før arbejdstid til et fælles godmorgen, fælles information, smalltalk og en morgenbøn.

Og så skydes dagen i gang. Godt på mange måder, men kan vi mon ikke gøre det endnu mere nærværende for børnene?

Måske skal vores elever ligge på madrasser på gulvet, høre klassisk musik eller få historier læst højt. Vi vil gerne træne deres nærvær og koncentration.

Det kan vi blive bedre til. Her kan mindfulness metodisk bidrage med nye vinkler og udfordre vores faste forståelser.

Hvad mindfulness så ikke kan hjælpe os med, og hvor man måske bliver lidt naiv i sin stræben efter at løse de voksende stressproblemer for børn, er indholdet og retningen.

Hvis mindfulness overhovedet skal udføres, skal det udøves af professionelle, som ved, hvad det handler om. Psykologer, som er trænede og kender den menneskelige psyke.

Lærere og pædagoger skal ikke trampe rundt i børns psyke og lege lommepsykologer.

Efter min mening hører mindfulness slet ikke hjemme på en skole. Man overtræder let de hårfine balancer og træder over barnets intimsfære. Det bliver pludseligt et overgreb, som barnet ikke kan forsvare sig imod, fordi det er pakket ind i omsorg, gode følelser og rare mennesker. Et barn må kunne sige fra, og forældre må kunne sige fra. Det grundlæggende er at møde barnet respektfuldt.

Og det fører mig over i at sige, at mindfulness let kan gå fejl af målet med sit lidt for optimistiske menneskesyn. Respektfuldhed handler om at møde barnet, hvor det er, og som det er. På godt og ondt, i gode tider og dårlige tider.

Vi skal og kan ikke fjerne det svære. Vi kan heller ikke fjerne vreden, misundelsen, afmagten og frygten inde i barnet. Skal vi så lade stå til?

Næ, men jeg mener, at vi som lærere og pædagoger skal turde rumme det svære uden partout at hive hvide kaniner op af hatten for at trylle virkeligheden ad Pommern til.

Den store udfordring er, hvordan skolen skal give plads og rum til netop det i en travl hverdag. Her er der ingen nemme løsninger, men vi må forsøge. I gamle dage havde skolerne en sygeplejerske på skolen, som trøstede, gav plaster på, tørrede næser og agerede grædemur for børn og voksne.

Med den rette person på en sådan post var der ikke brug for mindfulness. I dag har flere skoler en skolemor. Det har vi også. En mor, som kan skabe nærværet og være en tryg base for urolige og utrygge børn.

I buddhismen og new age står man alene med sig selv. Man skal finde ressourcerne et eller andet sted dybt inde. Det er jo det, yogaen går ud på.

Fornuftigt nok at finde ressourcerne frem, men det er slet og ret en tåbelighed at tro – bevidst eller ubevidst – at der kun er ressourcer, gode kræfter og styrke at finde, når man kigger ind i sig selv.

Der findes meget andet, som vi som regel dækker over og ikke vil vise frem. Kunne det tænkes, at børnene blev endnu mere urolige, når de overlades til deres eget indre jeg? Når de ser skam, frygt, had, misundelse og vrede?

Det er smukt at fokusere på det positive. Mærke sin egen krop, sit eget åndedræt. Give opmærksomhed til de gode tanker, de mange muligheder, de varme følelser. Det kan vi alle blive enige om.

Men det kan også ende i en blindgyde, hvis man fornægter virkeligheden. Det kan blive en virkelighedsflugt uden sidestykke, hvor man (barnet) mister sin sunde jordforbindelse.

Så vil nogen måske indvende: Er det nu ikke et voldsomt pessimistisk syn på mennesket og skolens muligheder for at hjælpe barnet? Hvis mennesket også er ondt, skal vi så bare falde ned i dybet sammen?

Nej, for mennesket er netop ikke alene. Medmennesket er der. Og påstår jeg: Gud er der! Og det er positivt ud over alle grænser. Det er ikke flugten ind i mig selv, men en opdagelse af virkeligheden uden for mig selv.

Ressourcerne er der, livet er der, mulighederne er der, uafhængigt af mig selv, mit humør og min evne til at klare tilværelsen. Det betyder ikke, at børnene eller vi selv ikke har ubrugte ressourcer, som kan forløses. Men de forløses ikke ved en rejse ind i sig selv, men ”ud af” sig selv. Ved at vi spejles i og møder modspil hos betydningsfulde andre.

Skolen skal holde sig på måtten. Vi vil så gerne i godhedens navn gøre det så godt for alle vores børn. Men vi symptombehandler. Grundlæggende handler det om, at vi ofte har skruet tilværelsen sådan sammen for vores børn, at de slet ikke kan følge med.

Så giver vi dem et fix – mindfulness eller andet af den slags – og håber på, at de klarer tempoet. Handler det ikke snarere om, at far og mor finder ud af, hvilken tilværelse de bør give deres børn? Hvad man kan undvære, så man får tid sammen? Og at skolen besinder sig på sin opgave: at undervise og ikke at behandle og udøve psykologiske eksperimenter?

Vi skal møde børnene, hvor de er, vi skal være nærværende og støtte dem, men vi skal også turde udfordre ved at stille krav til familierne og sætte spørgsmålstegn ved deres livsstil og prioriteringer.

Børn vil hellere have tid med far og mor end endnu en ny mobil eller bærbar, en far og mor, som har så tilpas ro og tid, at barnet også finder roen. Til gavn for hverdagen på skolen.

Det er måske lidt frækt af mig at tørre det hele af på familien sådan lige i sidste øjeblik. Samfundet har selvfølgelig også en opgave i at skabe optimale rammer for børnefamilierne. Men jeg mener det faktisk.

Vi vil det hele på én gang, men det holder børnene ikke til. Tempoet skal ned, og vi skal forpligte os på forældrerollen. Måske leve mere enkelt. Så kan skolen i næste omgang knokle med opgaven at undervise og dygtiggøre. Det giver alle ro i sindet.