”Tak dig selv for, at du er din egen bedste ven!”
Hvis jeg ikke husker helt forkert, var det sådan, ordene faldt hen mod slutningen af den sidste af tre sessioner med mindfulness i min a-kasse.
Vi havde i første session fået at vide, at der var tale om et strengt videnskabeligt kursus helt uden religiøs og filosofisk ballast.
Det skulle, som forventet, vise sig at være en sandhed med modifikationer: Udsagn af typen ”Du er ikke dine tanker” og ”Din fortid har ingen magt over dig” er ikke neutrale videnskabelige påstande, men stærkt filosofiske postulater.
En række forskere har hævdet, at mindfulness egentlig ikke er specielt mere effektivt end gode gåture, musik eller havearbejde. Hvis det er korrekt, skal vi måske finde årsagen til teknikkens fascinationskraft andre steder end i dens angivelige virkninger.
Som mange allerede har peget på, bør de moderne selvudviklingsteknikker forstås religiøst og som et spørgsmål om menneskesyn.
Det religiøse aspekt blev på nævnte kursus ikke mindre tydeligt under aktiviteten ”aktiv meditation”. Unge og voksne af vidt forskellig slags, i alt 20-25 stykker, spjættede med arme og ben og kastede sig ud i at tale ”et sprog, du ikke kan, for eksempel hebraisk”.
Altså det, vi i kirkelige sammenhænge kalder tungetale. Det mindede til forveksling om en gudstjeneste i en pinsekirke af de mere vilde af slagsen.
Mindfulness, som har rødder i buddhisme, handler helt enkelt om at opnå koncentration og selvkontrol ved at fokusere på sin vejrtrækning. Fint nok. Der er intet galt med opmærksomhedsøvelser.
Der, hvor det begynder at blive mærkeligt, er, når den slags øvelser, som egentlig skulle hjælpe os til at være ”til stede i nuet”, bliver knyttet til et instrumentelt formål som jobsøgning.
På kurset blev også den populære tyske ”lev i nuet-guru” Eckhart Tolle, kendt for sin bog ”Nuets kraft”, hevet frem af YouTubes digitale gemmer. Budskabet var enkelt: Det handler om ikke at dømme hverken sig selv, sin situation eller andre.
”Hvorfor stritte imod den virkelighed, du alligevel ikke kan gøre noget ved?”, sagde den lille mand på videoen med en blød, tysk accent.
Der er sagt mange kloge ting om det problematiske i, at stress og konflikter i dag internaliseres og gøres til den enkeltes eget problem snarere end udtryk for samfundsmæssige strukturer, som burde ændres.
Psykologiprofessor Svend Brinkmann har med rette peget på, hvordan selvhjælpsindustrien gør mennesker til usikre og selvoptagede børnevoksne, ligesom afdøde biskop Jan Lindhardt jævnligt påpegede det uheldige ved, at buddhismen i en særlig vestlig aftapning er ved at være mere udbredt end kristendom.
Filosoffen Slavoj Zizek har også været ude med riven. Den vestlige buddhisme er en fetich, skriver Zizek, der gør os i stand til at lade, som om vi accepterer virkeligheden, som den faktisk er.
Teknikker som mindfulness muliggør deltagelse i en ellers ukontrollerbar kapitalisme, hvor alt flyder, ved at bibringe en forestilling om, at vi i virkeligheden ikke rigtigt deltager, og at vi altid kan trække os tilbage til vores ”indre selv”.
At der undervises i mindfulness hos en a-kasse, er ikke så underligt endda, for det er netop a-kassens opgave at klæde sine medlemmer på til det moderne arbejdsmarked.
Der er gode grunde til, at mindfulness er blevet poupulært. Stress og udbrændthed er blevet en folkesygdom.
Som sociologen Rasmus Willig har bemærket, handler selvudvikling i dag derfor ikke længere om at undgå stress, for det er slet ikke muligt, men om at acceptere, at man før eller siden falder - for så til gengæld at rejse sig hurtigere end de andre ved at håndtere sin situation korrekt.
Først og fremmest skal man acceptere sin situation og leve i nuet, som Eckhart Tolle udtrykker det.
Tanken om at lære at acceptere sin situation for derved at få magt over den stammer dog ikke så meget fra buddhismen som fra den tyske, nyplatonske mystiker Meister Eckhart, som Eckhart Tolle har taget navn efter.
Der er tale om et tankemotiv, som i den kristne tradition betegnes resignatio ad infernum, altså at mennesket giver efter og lader sig kaste i det dybeste åndelige helvede for netop derved at frelses, ikke fra, men igennem helvedet.
Budskabet om at acceptere sin situation og ikke at dømme er der ikke i sig selv noget galt med, tværtimod. Men eftergivenhed er ikke i den kristne tradition noget, mennesket selv vælger, men den selvfornægtelse, som følger, når Gud tilintetgør og genskaber menneskets selv.
Det er ikke noget, mennesket selv kan vælge eller træne sig til. Kun i relation til Gud lærer mennesket at acceptere sin situation. Evangeliet handler om, at Gud hjælper det menneske, der ikke kan hjælpe sig selv.
Problemet med mindfulness er ikke så meget teknikkerne i sig selv, men det menneskesyn, som ligger bag, samt deres funktion, når de anvendes til for eksempel karriereoptimering eller jobsøgning.
Som Ole Skjerbæk Madsen, præst og kender af nyreligiøse bevægelser, har bemærket, er der tale om en væsentlig forskel på kristendommens menneskesyn og det, som ligger bag mindfulness og Eckhart Tolles teorier. Hvor kristendom taler om mennesket som person i relation til andre, ser sidstnævnte mennesket som ren bevidsthed.
Det mest bemærkelsesværdige er dog, at meditationsteknikker som mindfulness gør fremmedgørelse til en dyd. Det er det, der sker, når mennesket sættes til at observere sine egne tanker og følelser som flygtige fænomener, der flyder forbi, uden at vi behøver at engagere os i dem.
Fremmedgørelse er, når alt gøres til ejendom, så det ”at være” forandres til det ”at have”. Arbejdsløs er ikke længere noget, man er. Nu har man i stedet et ”nyt karrieremål”, som det også formuleres hos a-kassen.
Selvom vi ifølge kristendommen er skabt i Guds billede, kan vi ikke uden videre skelne mellem en indre kerne, som udgør menneskets væsen, og så noget ydre, som er uvæsentligt.
Vi er hele mennesker, og menneskets ”sjæl” er ikke en indre kerne, men hele vores livshistorie og håb for fremtiden. Det er derfor slet ikke muligt at ”leve i nuet”. Mennesket er tværtimod karakteriseret af sin tro, sit håb til fremtiden og sin kærlighed til andre mennesker (1. Kor. 13, 13).
Der er i kristendommen heller ikke tale om, at mennesket er ”sin egen bedste ven”, som vi blev belært om på nævnte a-kassekursus, men om, at mennesket sættes over for noget radikalt andet, Gud, som befrier det fra sin selvoptagethed og muliggør et levende fællesskab med andre mennesker under kærlighedens fortegn.
Men næstekærlighed er givetvis ikke særligt effektivitetsoptimerende. Næstekærlighed er det sidste, konkurrencestaten har brug for. Hvor målet i kristendommen er en engageret næstekærlighed, er det i den moderne kapitalisme en effektivisering af mennesket selv.
Hvor det kristne evangelium vil knytte mennesket i ansvar til sin næste, vil den moderne mindfulness og selvhjælp erstatte kærlighed med en diffust distanceret ”medfølelse” for individets egen skyld.
Tilhængerne af mindfulness hævder, at de ønsker at sætte mennesket fri, så det selv kan vælge sine relationer. Men den frihed, som loves, er en illusion, en fetich, for at bruge Zizeks udtryk.
Kun ved at ofre den engagerede, personlige relation til andre får mennesker del i den lovede frihed - og ret til dagpenge, åbenbart.
Hvad jeg lærte af omtalte a-kassekursus var med andre ord, at vi befinder os midt i en religionskrig, hvor kristendommen erstattes af et langt mere kynisk menneskesyn.
Kom ikke og sig, at man ikke bliver klogere af at gå på jobsøgningskurser.
Johannes Aakjær Steenbuch er filosofihistoriker, ph.d.