Mine aftner i Bountyland

Med reklamernes indtog på tv-skærmen mistede de hurtigt noget af det drømmeagtige, som der var over dem i biografens mørke. Det betyder ikke, at der ikke laves gode reklamer længere, men der er i dag længere mellem dem, der tager beskueren med

Jeg kan huske engang, jeg skulle i biografen med en af mine venner, og vi var sent på den, så vi knoklede ud ad Frederikssundsvej på vores cykler i strid modvind for at nå frem i tide. Da vi var ankommet til Husum Bio, beroligede damen i billetlugen os med, at vi godt kunne nå at få det hele med. Reklamerne var lige blevet færdige, og først nu gik filmen i gang, sagde hun. Min ven var allerede godt på vej indenfor, men jeg blev stående ved billetlugen. Jeg havde mistet lysten. Jeg var først og fremmest kommet for at se reklamerne. Episoden fandt sted en lørdag aften i begyndelsen af 1980'erne, dengang Danmarks Radio stadigvæk opretholdt sit monopol inden for de elektroniske medier. Fjernsynsreklamer var forbudt ved lov, og i skolen lærte man, at reklamer var farlige, manipulerende og udtryk for den værste form for amerikansk markedsføring og kapitalisme. Men jeg var totalt ligeglad med reklamernes eventuelle skadevirkninger. Min favoritposition i livet var 7. række midtfor i Husum Bio. Jeg syntes bare, det var fedt at komme en tur til Bountyland, at ligge i strandkanten på en eksotisk tropeø med et par lange dameben i den ene hånd og et par kokosnødder med chokoladeovertræk i den anden, en dejlig form for adspredelse på en kold dansk efterårsaften. Uden for Husum Bio kunne regnen styrte ned, men inde i varmen, dybt tilbagelænet i biografsædet, skinnede solen fra en skyfri himmel, mens chokoladen smeltede på tungen. Dengang, i begyndelsen af 1980'erne, var reklamernes drømmeagtige billed- og lydunivers enestående. Det var, før MTV overhovedet var opfundet, før man kunne se drømmeagtige musikvideoer 24 timer i døgnet, før TV 2, før TV 3, før nogle af alle de danske og udenlandske, reklamefinansierede tv-kanaler, man kan se i dag. Når jeg gik i biografen for at se reklamer, så jeg noget, jeg ikke kunne se andre steder. »Goddav', jeg hedder Lars Larsen. Jeg vil gi' dig et godt tilbud.« I 1988 blev TV 2 lanceret, og dermed var reklamer ikke længere noget, jeg kun så i biografen. Nu begyndte de at vælte ud igennem mit fjernsyn. Jeg kunne sidde på mit kollegieværelse på Amager og se reklamefilm hele aftenen. Det var sjovt, men ikke helt så sjovt som at se dem i biografens mørke. Lars Larsens reklamer for Jysk Sengetøjslager havde heller ikke helt den samme fascinationsværdi som de reklamer, jeg var vokset op med. Jeg var vant til at tage på eventyr i Bountyland, drikke Bacardi-rom med mørklødede, fyrige kvinder eller se Coca Cola-reklamer med smarte fyre og frække chiks, der stod på ladet af en lastvogn og spillede klaver, mens de uhæmmet drak litervis af den sukkersøde læskedrik. Nu skulle jeg pludselig til at se på reklamer, der leverede sund, saglig, jysk information om dyner fra Silkeborg. Jeg skulle også vænne mig til, at reklamerne kom umiddelbart inden eller lige efter nyhedsprogrammer eller andre programmer med alvorlige emner. 10 sekunder efter en dokumentarudsendelse om hungersnød i Afrika overtog reklamerne for sodavand og chokolade, og på de helt igennem reklamefinansierede kanaler ventede man ikke engang med de kommercielle meddelelser til efter programmerne. Jeg blev efterhånden oversvømmet med en lind reklamestrøm af bejlere, der forsøgte at gøre indtryk på mig med søde ord, kloge ord, smarte ord, lækker musik og flotte billeder, og eftersom de blev ved med at komme, uanset hvor meget jeg afviste dem, tillod jeg mig at optræde hånligt og nedladende over for dem, jeg ikke kunne lide. Reklamer var ikke længere et drømmeunivers, jeg automatisk søgte ind i. Jeg begyndte at være meget opmærksom på, hvilke reklamer jeg kunne lide, og hvilke reklamer der var så dumme eller dårligt lavede, at de fremkaldte min foragt. Hvis jeg skulle se på en reklame med en storsmilende husmor, der på dårligt efter-synkroniseret dansk, hvor mundbevægelserne ikke passede, fortalte om et bestemt vaskemiddels fortræffeligheder, så noterede jeg ned, at jeg aldrig ville købe det pågældende vaskemiddel. Samti-dig kom jeg til at tænke over, hvilke reklamer det egentlig var, der gjorde et positivt indtryk på mig. Livsstilsreklamerne kunne jeg godt lide, den slags flotte billeduniverser med læk-ker musik, slow motion og bløde overtoninger, som jeg var vokset op med i Husum Bio. Men hvor jeg førhen blev forført af stort set en hvilken som helst livsstilsreklame, var der nu man-ge af dem, som jeg fandt latterlige. Måske fordi udbuddet af reklamer i det hele taget var blevet større, og jeg var blevet mere kræsen. De seriøse, informerende, no nonsense-reklamer kunne jeg også godt lide en gang imellem. Jyllands-Posten har haft nogle meget gode reklamer, hvor skuespilleren Henning Jensen med seriøs og troværdig stemmeføring fortæller os, at Danmark har en avis for dem, der gerne vil vide mere. Men som så mange andre danskere falder jeg oftest for de sjove, frække reklamer. »Uha, det er god underholdning,« siger Finn Nørbygaard til Jacob Haugaard i den Squash-reklame, hvor Jacob har optrådt som bugtaler med en dukke, der ligner ham selv. Squash-reklamerne var virkelig god underholdning. Det var meningen, at de skulle være sjove, og de var sjove. Dermed undgik de at blive kategoriseret i den gruppe af reklamer, der irriterer mest: Reklamer, der forsøger at være sjove, men ikke er det. Reklamer bliver normalt ikke opfattet som stor kunst, men det er sikkert lidt af en kunst at fortælle en historie, være morsom og sælge et produkt på 30 sekunder. Mange af de kendte spillefilm-instruktører bliver hyret til at lave reklamefilm for at sikre kvaliteten. Bille August har lavet reklamefilm, og det har de fire »dogme-brødre«, Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring, også. Der var engang, hvor spillefilm-instruktørerne fik ny inspiration ved at lave reklamefilm som bibeskæftigelse. Englænderen Ridley Scott udviklede ligefrem sin spektakulære billedstil som reklamefilm-instruktør, inden han gik over til at instruere spillefilm som »Alien« fra 1979 og »Blade Runner« fra 1982. Det kan godt være, en fagmand vil fortælle mig, at jeg tager fejl, men det virker ikke, som om nutidens tv-reklamer har den store indflydelse på filmmediet. I dag ser det mere ud, som om tv-reklamerne er påvirket af de andre medier. Ved reklamebranchens kåring af årets bedste reklamer i Tivoli for nylig forklarede jury-formanden, at kravene for at vinde bliver større år for år. »Det er ligesom i topidræt. Man kan ikke blive ved med at løbe 100 meter på den samme tid,« sagde juryformand Peter Windfeld. Selvom jeg ikke har specielt forstand på reklamer, må jeg give manden ret. Jeg ved fra mine egne reaktioner, at der skal mere og mere til, for at en tv-reklame gør indtryk på mig, og det skyldes uden tvivl, at jeg efterhånden har set så mange, og at der er så stort et udbud. Ved årets konkurrence var det endnu en gang filminstruktøren Søren Fauli, der vandt prisen for bedste tv-reklame. »Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst« er det overordnede slogan for de reklamer, Søren Fauli har instrueret. Fauli er et moderne multimedie-menneske. Han arbejder både med tv, film og reklamer, og han er god til at blande de forskellige genrer. Sidste år var det hans reklamer for Kims Kartoffelchips, der vandt en pris. I reklamerne for Kims Kartoffelchips følger vi hovedpersonen Kim i en slags parodi på tv-dokumentargenren. Jeg synes, Søren Faulis reklamer, både dem for Kims Kartoffelchips og dem for Ekstra Bladet, er stærkt underholdende. Ikke desto mindre kunne jeg godt tænke mig, at der igen dukkede nogle reklamer frem på skærmen, som tog mig med til deres helt eget univers. Tænk nu, hvis jeg til trods for min forhærdelse igen en dag blev præsenteret for en reklamefilm, der gjorde lige så stort indtryk på mig, som da jeg i sin tid gik i Husum Bio for at se reklamefilm, dengang jeg lænede mig tilbage i biografsæderne og velvilligt tog med på livsstilsrejser af 30 sekunders varighed, dengang reklamefilm repræsenterede noget, jeg ikke kunne se andre steder. Jeg vil forføres igen, og jeg vil gerne forføres af en reklamefilm, der både er sjov, charmerende og ser godt ud på en måde, jeg aldrig har set før. n journalist