Prøv avisen
Kronik

Mine arme er for korte til at bokse med Gud

Gudløs og modløs. For det autonome menneske kan det være fristende at frisætte Gud og kun have blik for det, der kan accepteres af fornuften, sættes på formel og have nytteværdi. Konsekvensen er, at man mister sansen for livets storhed og alt det andet, der er større end én selv, skriver dagens kronikør

Det var den tyske økonom og sociolog Max Weber, der talte om begrebet ”af-fortryllelse”. Man behøver bare kigge på ordet, før det sortner for én. Af-fortryllelse tryller da også alt det store i tilværelsen væk.

For Max Weber var det modernitetens sværgen til det rationelle, alt det som kan måles og vejes, forklares, regnes ud og udregnes. Her kommer det religiøse til kort, for hverken Gud eller troen kan sættes på formel, og det samme gælder forresten kærligheden. Altså de største ting i livet, som ydermere har det med at komme til os udefra, uden chance for, at vi selv kan gøre os til herrer over dem.

Den sølle ateistiske kampagne, som for et stykke tid siden kørte rundt med busserne i Aarhus, er et godt eksempel på den moderne af-fortryllelse, hvor troen gøres op i kroner og øre. Som om det regnestykke nogensinde kan gå op.

Ateisten tror, han ved. Den troende ved, han tror – uden at få garanti for troens genstand, som vi kalder Vorherre. Tro er nærmest blind tillid. Ifølge Søren Kierkegaard er det ligefrem absurd at tro mod sin forstand, for den troende må kaste sig ud på dybt vand i tillid til det, man håber, og overbevisning om det, der ikke ses.

Det betyder ikke, at man skal tro på alt mellem himmel og jord, men man må godt tro på en himmel og en jord, som digteren Søren Ulrik Thomsen har sagt. Tror vi kun på det, der giver rationel mening, kan udregnes, eller gøres op i nytteværdi, bliver tilværelsen meget begrænset.

Ingen kan undvære det større, der rækker ud over én selv. Det gælder om at huske at tælle sine velsignelser, og indimellem har man brug for at få kastet tryllestøv over sig, som både peger ud og op.

Tryllestøv i form af Vorherres glædelige budskab, en strofe fra en god salme, eller et billede, der bryder ud af sin form. Det kunne også være en solopgang, et godt måltid, eller at se på sit barn. Vores liv rummer store øjeblikke.

Jeg har tit hørt fra folk, som ellers kalder sig ugudelige, at de til bisættelser, der er foregået uden kirkerum, evangelium, præst, ritual og salmesang, følte, at der manglede noget. At alle ordene om afdødes fortræffeligheder og John Lennons ”Imagine” ikke forslog i situationen. Det, der manglede, var det, man ikke kan sige sig selv.

Lad mig også give et personligt eksempel: Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været i Paris, byen uden ende, som Hemingway kaldte den. En metropol af ånd, kultur og livsnydelse.

Når familien er i byen, bor vi i Latinerkvarteret, tæt på Panthéon, denne store klassicistiske klods med form efter det græske kors, over 100 meter lang, og mere end 80 meter i længde og bredde, som skiftevis har fungeret som kirke, mausoleum og verdslig bygning.

Bygningen blev efter facadeinspiration af Pantheon i Rom opført i 1755 som erstatning for den forfaldne Sainte-Geneviève Kirke. Det skete på befaling af Ludvig XV, der under svær sygdom ville rejse et monument i taknemmelighed til Gud. Når man er langt ude, er det godt at huske på Gud.

Arbejdet blev dog aldrig afsluttet. Kongen døde, og den senere revolutionsregering ændrede kirken til et mausoleum over menneskelig storhed. Mennesket byttede plads med Gud, sådan som det ofte sker ved revolutioner. Over indgangen til bygningen står således indskriften: ”Til store mænd. Fædrelandets taknemmelighed.”

Vinduerne blev muret til, og religiøse udsmykninger fjernet. På flere måder fik det den betydning, at lyset har svært ved at slippe ind i bygningen. Og mørkere bliver det, når man bevæger sig ned til de døde i krypten, som ligger på rad og række i deres kapeller, det ene imponerende navn efter det andet.

Blandt andre og i tilfældig rækkefølge: Pierre og Marie Curie, epokegørende fysikerpar, der forskede i radioaktivitet. Alexandre Dumas, forfatteren til ”De tre musketerer”. Jean-Jacques Rousseau, filosof, moralist og komponist. Victor Hugo, forfatter til ”Klokkeren fra Notre Dame”. Jean Monnet, statsmand, grundlægger af det, der er blevet til EU. André Malraux, forfatter og kulturminister. Jean Moulin, fransk modstandshelt. Voltaire, oplysningsfilosof og samfundskritiker, og Émile Zola, forfatter og bannerfører for naturalismen.

Man kan blive helt svimmel af at gå rundt blandt gravmælerne over alle disse store indflydelsesrige videnskabsfolk og åndspersonligheder. Men pludselig er det, som om der – ligesom ved bisættelserne uden Vorherre – mangler noget.

Dernede i de kryptiske gange går det op for én, at Panthéon i al sin glans samtidig er et trøstesløst sted. Ikke bare lyset, men også alt håb lades nemlig ude. Ikke et kors eller bibelcitat kan man finde, eller en lille due som symbol på den Helligånd, der forbinder os med det, der er større end os selv. Hvilken af-fortryllelse!

Ethvert liv er værdifuldt og sætter sig spor. Jeg er stolt og taknemmelig over alle de store tanker og fremskridt, som disse døde mennesker i Panthéon har udrettet. Men alt i alt går man kun rundt blandt ben og støv. Det er vældig trist, og på et tidspunkt må man bare ud. Ud, hvor der er højt til loftet under Guds himmel. Lykkeligvis er Paris velsignet med masser af kirker og caféer, hvor man kan få styrket såvel ånd som krop.

Der kan man så sidde og tænke over det symbolske i, at Foucaults pendul hænger i Panthéon. Eller rettere en kopi af det oprindelige pendul fra 1851, der hang i en 67 meter lang line ned fra kuppelen som bevis på, at Jorden roterer om sin egen akse.

Men mens det er sundt for Jorden at rotere om sin egen akse, skal vi menneskers indre pendul få os til at dreje sig om andre end os selv. Manden i sort, Johnny Cash, sagde: ”Mine arme er for korte til at bokse med Gud.”

Med det mente han, at vi ikke skal gøre, som de gjorde med Panthéon – at forsøge at slå Gud ud. Det bliver i bedste fald ikke til andet end slag i luften, og i værste fald, at én sætter sig i Guds sted, og så har vi balladen – bare se verdenshistorien.

Af samme grund kan jeg ikke lade være med at sende en god tanke til mine forældre, som bar mig til dåb og satte onkel Jørgen til at svare ja for mig til det, jeg selv ikke i dag vil være i stand til at svare på.

For selvom jeg ikke selv kunne svare ja eller nej til Vorherre – så sandt som jeg heller ikke fik frit valg til at vælge modersmål, endsige blev spurgt, om jeg foretrak min mors brystmælk frem for bayersk øl – så er jeg lykkelig over, at den sag kom på plads.

Tro ikke er noget, der vælges, men noget, man lever i tillid til. Hvor skulle jeg ellers vende mig hen i min glæde, fortvivlelse, angst, frygt, dødstanker, og forundring over livet?

Det betyder ikke, at jeg ikke kan studse over tanken om Gud og opstandelse. Og det betyder heller ikke, at jeg føler mig frelst, for næst efter overbeviste ateister og religiøse fanatikere er der ikke noget værre end folk, der føler sig frelst og optræder som sådan.

Men det betyder, at jeg stoler på, at jeg ikke skal frelse mig selv, og herefter kan gå det uberegnelige og fortryllende liv i møde sammen med jer andre.

Henrik Bach er sognepræst