Prøv avisen

Mine børn er meget store mirakler

Alle, der har oplevet at blive forældre, ved, at intet kan måle sig med glæden ved at holde sit barn i armene, skriver dagens kronikør.

KRONIK Tre forgæves graviditeter har givet dagens kronikør den klare erkendelse, at de to børn, hun har, er meget større mirakler, end hun havde forstået. Som hun skriver: Min datter kom, uden at jeg havde kaldt på hende, da mit liv havde brug for retning. Min søn trodsede min biologiske alder og kæmpede sig vej til min tilværelse

Spørg en hvilken som helst mor eller far, hvad der er den største glæde i deres liv, og du vil, med noget der ligner statsgaranti, få svaret: Mine børn.

Alle, der har oplevet at blive forældre, ved, at intet kan måle sig med glæden ved at holde sit barn i armene, se sine egne træk i dets ansigt og følge det udvikle sig og blive sit eget, lille menneske.

Det er ikke det samme, som at alle forældre er glade hele tiden tværtimod kan vi som gruppe ofte genkendes på vores bekymrede panderynker, mørke skygger under øjnene og ludende skuldre under vægten af ansvaret. Sorrig og glæde, de vandre til hobe det ved vi fra Kingo, og det gælder i dén grad forældreskabet.

LÆS OGSÅ: Når kommunikation tager overhånd: Vi kan altid ringe sammen, ikke?

Sorgerne og bekymringerne er proportionelle med glæden og stoltheden. Ja, vi er ved at revne af stolthed over alt fra det første lille grynt til den første flotte karakter, og vi glædes underligt, når vores afkom ler, klukker eller hviner af fryd. Deres glæde er vores glæde!

Men samtidig lytter vi fra første øjeblik nervøst til spædbarnet for at sikre os, at det trækker vejret, og bekymringen fortsætter: Når barnet tager de første skridt, gynger sin første tur, indgår det første venskab eller tager hul på skolelivet med en alt for stor rygsæk på ryggen, er vi både stolte og ængstelige.

For vil verden nu også møde vores vidunder, sådan som han eller hun har fortjent? Vil netop min dyrebareste opleve lykke, sundhed, glæde og kærlighed? Og vil jeg selv være ansvaret voksen er jeg god nok som forælder?

Jeg har to børn, en pige og en dreng. De kom ind i mit liv under vidt forskellige omstændigheder og er på hver sin måde blevet mit livs største glæder. Ikke blot fordi de er sjove, kloge og kærlige, men fordi de på hver sin måde har lært mig noget meget vigtigt om både sorrig og glæde.

Jeg var lige fyldt 26 år, da jeg fødte min datter. Hendes far og jeg havde kun kendt hinanden i seks måneder, da jeg blev gravid, og vores forhold var alt andet end fremtidssikret. Han var udlænding, arbejdsløs og uden dagpenge, jeg var studerende og på SU.

Vi boede i en toværelses lejlighed med brusekabine i køkkenet. Ikke de bedste forhold for en familieforøgelse så langtfra! Men den morgen, jeg havde konstateret, at jeg ventede mig, gik jeg alligevel en lang tur gennem byen med en følelse af uovervindelighed. Inden i mig voksede et liv!

Og ja, det var upraktisk, ufornuftigt og uøkonomisk at få barn på det tidspunkt, men det gjorde mig også til noget ganske særligt. Og mens maven blev større, voksede også følelsen af, at der for første gang i mit liv var mening. Jeg var en usikker og selvoptaget 25-årig, der havde haft uendelig svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle bruge mit liv til. Nu var den diskussion overflødig, for jeg havde ansvar for et helt nyt liv, og så mistede mine navlepillende spekulationer deres kraft. Sikke en lettelse: Jeg havde et formål.

Anna landede på min mave en varm sommernat. Hun var det smukkeste pigebarn, og jeg genkendte hende som min fra første øjeblik. Aldrig før havde jeg været så udmattet eller så lykkelig. At have hende hos mig var ren glæde.

To dage efter græd jeg som pisket. For hvordan skulle jeg nogen sinde kunne sikre, at dette fantastiske lille menneske fik det overdådige liv, hun med rette kunne kræve? Jeg, der på ingen måde havde styr på livet? Sorgen havde fået en ny farve, men svaret var, at jeg måtte gøre mit bedste.

Det var ikke altid nemt. Ti måneder efter hendes fødsel fik jeg konstateret en stofskiftesygdom, som pillede hvert et gram fedt og al min energi af mig. Da den endelig var nedkæmpet efter tre år, var forholdet til hendes far heller ikke til at redde. Anna og jeg flyttede i en lejlighed for os selv, og i fire år var jeg fuldtidsarbejdende eneforælder med tårnhøje ambitioner for den gode barndom. Indimellem var jeg så træt, at mit udtryk mere var arrig heks end kærlig mor.

Jeg følte mig alene og sørgede over, at jeg ikke kunne give min datter en søskende, så hun i det mindste havde nogen at dele sin til tider koleriske mor med. Men jeg glædedes også! Over hverdage, hvor det lykkedes at hente tidligt og lave en lille tur til biblioteket eller i Frederiksberg Have efter børnehaven.

Over ferier, hvor hun selv bar sin lille kuffert gennem lufthavnen, og vi spillede mini-ludo, når flyet lettede. Kun os to, af sted på eventyr. Over aftener, hvor hun faldt i søvn i min seng, og jeg bare lå ved siden af og hørte hende trække vejret. Over at hun klarede sig godt i skolen, havde legekammerater og udviklede sig dag for dag.

Da Anna var otte år, mødte jeg Peter, og vi giftede os. Vi ønskede os et fælles barn, og ønsket gik snart i opfyldelse: Jeg blev gravid. Men i 11. uge begyndte jeg at bløde, og selvom det ikke var faldet mig ind, at graviditeter kunne gå sådan, så endte denne i en skraldespand på hospitalet. For fostret var dødt.

Jeg var vantro og fortvivlet: Betød dette, at drømmen om at gøre min mand til far måtte opgives? Og havde jeg i så fald svigtet ham som kvinde og hustru? Tre lange måneder fulgte (i fertilitetssammenhæng ingenting, men for mig en evighed), så blev jeg gravid igen. Jeg var rædselsslagen og blev skannet allerede i ottende uge.

Selv gynækologen var rørt, da en lille bitte bønne tonede frem på skærmen og et blink fortalte os, at der var hjertelyd. Flere skanninger fulgte. Kvalme. Små blop. Og en så hastigt voksende mave, at jeg til sidst forstod, at miraklet skulle ske igen. Det gjorde det en klar vinternat, 10 år efter min første fødsel.

Hvilken forskel det var at blive mor som 36-årig, under ordnede forhold og med overblik og selvtillid og hvilken identisk glæde, da den lille dreng landede på min mave og skreg i vilden sky, fuldstændig som sin storesøster.

Jeg syntes stadig, det var overvældende at skulle sikre et andet menneskes overlevelse, især da Jonas ikke forstod det med amning helt de første dage. Der var tårer trods det meget bedre udgangspunkt.

Men det gik. Faktisk så godt, at vi et par år efter besluttede at gøre forsøget endnu en gang. Det gik hurtigt også med kvalme og træthed. Over en lang, svær sommer kæmpede jeg med en hormonplaget krop, og de glade blink på skærmen i 10. uge var stærkt tiltrængte. Så nåede vi til nakkefoldsskanningen. Efter den ville vi fortælle verden, at der var en lille ny på vej.

Det var der bare ikke. Barnet var dødt i 13. uge. Jeg blev sort af raseri. Hvad lignede det, at jeg skulle gå så meget igennem, og så sluttede det hele her? Da raseriet og sorgen lagde sig, forsøgte vi igen. Denne gang døde fostret i 10. uge, og så gav vi op. Ikke fra det ene øjeblik til det andet, men over lang, sorgfuld tid.

Og ud af de selvmedlidende tåger kom en klar erkendelse: at mine børn er så meget større mirakler, end jeg havde forstået. Min datter kom, uden at jeg havde kaldt på hende, da mit liv havde brug for retning. Min søn trodsede min biologiske alder og kæmpede sig vej til min tilværelse. De tre andre børn, jeg har ventet, ville have været uendelig velkomne i mit liv. At de aldrig blev, er en sorg. Men den gør ikke glæden ved mine eksisterende børn mindre. Tværtimod.

Ulla Hinge Thomsen, Valby