Prøv avisen
Kronik

Mine forældres død kastede mig ud i livslang sorg

Som syvårig mistede Ulla Gjedde sine forældre og sin mormor, som døde i en trafikulykke. I dag - 50 år efter - har hun lært at leve med sin sorg og kan nu skrive om, hvad hun har lært af sine store tab: Allervigtigst er den erfaring, at uanset hvor galt det går, er der en udvej. Udvejen er forbundet med mennesker

Hvis nogen spørger mig om en særlig begivenhed i min barndom, svarer jeg ikke: ”Da jeg fik min første cykel” eller lignende. Jeg tænker ”Da mine forældre døde”.

Det er dog langtfra sikkert, jeg svarer på spørgsmålet. Men den hændelse er skelsættende. Alle andre begivenheder blev indplaceret i et ”før” og ”efter” mine forældres død. Den prægede ikke bare min barndom, men også mit senere liv.

Den 20. august var det 50 år siden, at mine forældre og min mormor omkom i en trafikulykke. Jeg var syv år. Det var ikke bare mine forældre og min mormor, der døde den dag. Den lille pige, jeg var dengang, døde også. Det vidste jeg ikke dengang.

Hvad jeg husker fra dagen, er, at min mor og far skulle til København for at hente min mormor. Jeg skulle til fødselsdagsfest hos en klassekammerat. Det var en fredag.

Planen var, at jeg selv skulle gå hjem efter fødselsdagen, og så ville de alle være derhjemme. I stedet kom min søster og jeg over til vores forældres venner. Min moster dukkede op, og fra da var alt kaos: Mine forældre var døde, det samme var min mormor. Jeg husker, at vi stod i deres entré og græd og skreg.

Min mor havde lovet mig et par sko, som hun ville tage med til mig fra København. Jeg spurgte: ”Hvad så med mine nye sko?”. ”Du skal nok få dine nye sko,” svarede de voksne.

Jeg har senere fået at vide, at jeg også sagde: ”Nu kan jeg ikke græde mere. Nu vil jeg læse Anders And.”

I de efterfølgende dage så jeg min far gå rundt i Korsør, hvor vi boede. Jeg var sikker på, det var ham.

Min søster og jeg kom ikke med til begravelsen. Det ville være for hårdt for os, lød ræsonnementet, da jeg mange år senere spurgte min familie, hvorfor vi ikke havde været med. I samme spor kørte antagelsen, at ”børn glemmer”. Sådan sagde de voksne, når de ikke troede, at jeg overhørte deres samtaler.

Hvad jeg ikke vidste, var, at der hen over hovederne på os naturligvis havde været en intens debat om vores videre skæbne. Hvem skulle tage sig af os?

Nogle dage efter kom nogle mennesker, jeg ikke kendte. De kendte vores mor og far, fik jeg at vide. De tog os med i deres bil og kørte os til Fyn. Manden og damen røg i bilen, og jeg blev køresyg.

Da vi kom til byen, hvor de boede, mærkede jeg for første gang andres blikke på mig. Blikke fra rengøringsdamen, tankpasseren, alle. Manden og damen havde en bilforretning. Fra da af var jeg ikke bare et barn, jeg var deres plejebarn. Jeg var ikke længere mig selv, jeg var ”en anden” og blev bemærket i den lille by, hvor alle vidste alt om alle eller i hvert fald gerne ville vide alt om alle.

Min nye far og jeg kom ikke godt ud af det med hinanden. Med min biologiske far havde jeg haft lykkelige stunder. Jeg husker følelsen af tryghed, når jeg sad på barnesædet foran på hans cykel, senere lærte han mig at cykle, og vi cyklede undertiden i skoven om søndagen og spiste medbragt wienerbrød.

Jeg spurgte min nye far, om vi også skulle cykle, men da min biologiske moster sendte min biologiske fars cykel over til mit nye hjem, sendte han den tilbage.

Der opstod en ond cirkel: Jo mere min nye far afviste rollen som indlevende far, jo mere valgte min nye mor side for mig. Min nye far følte sig tilsidesat af sin hustru og udkonkurreret af mig og lod det gå ud over mig. Han skældte på mig og slog mig også undertiden. Jeg husker morgener, hvor jeg gik grædende i skole.

Dette psykologiske spil kunne jeg ikke sætte ord på som barn. Refleksionerne om vores forhold har jeg først haft som voksen. Som barn mærkede jeg bare hans mishag, som var gengældt fra min side. Især afskyede jeg, når jeg skulle spille den søde datter og give ham et kys på kinden i andres nærvær.

Min nye far var god i festlige sammenhænge og gav den som veltalende charmør. I sine yngre dage var han vellidt, vel også fordi han på det tidspunkt tilhørte det økonomiske borgerskab i den lille købstad.

Knap to år efter trafikuheldet, i 1967, blev min søster og jeg adopteret. Jeg har en erindring om en kvinde - måske fra kommunen - der trak mig til side og stillede et par ledende spørgsmål a la: ”Nå, men du er da glad for at være her, ikke?”. Jeg ved, at jeg ikke sagde: ”Jo, bestemt.” Ville damen have reageret, hvis jeg havde svaret nej?

Når jeg ser billeder af mig selv fra den periode, ser jeg en pige med slukte øjne, så anderledes fra den lille pige, jeg havde været.

Som barn kunne jeg ikke sætte ord på, hvor ondt det gjorde, når jeg undertiden blev spurgt: ”Kan du huske ulykken?”. ”Kan du huske dine forældre?”. Det, der ansporede til spørgsmålene, var som regel tankeløs nyfigenhed snarere end omsorg.

Den spørgende gik efter at føle et lille gys, som når man holder en hånd ind i en flamme og mærker varmen slikke op ad fingeren. Den spørgende kunne trække hånden til sig, det kunne jeg ikke. Jeg hadede, når disse mennesker sekundet efter sorgløst skiftede samtaleemne, følte mig alene i dobbelt forstand.

Hvad vidste jeg, når det kom til stykket? At trafikulykken var sket ved Ringsted. Som voksen havde jeg let kunnet søge information i avisarkiver. Men jeg turde ikke. Først i år har jeg taget mig sammen.

Som teenager følte jeg mig uelskværdig. Omkring mig begyndte mine klassekammerater at flirte med hinanden, blive kærester. Jeg kunne ikke forestille mig, at nogen kunne falde for mig. Muligvis blev sagen ikke bedre af, at mine adoptivforældre på min mors foranledning blev skilt, da jeg var 14. Min adoptivfars adfærd over for mig var én blandt flere grunde.

Jeg var lettet, men også trist til mode over livets gang og følte, at jeg trak et spor af død og splittelse efter mig. Følte mig død indeni. Var jeg ufølsom? Jeg havde jo talt om sko og Anders And-blade lige efter mine forældres død.

Dertil kom en manglende tro på egne evner, som jeg bevarede langt op i tyverne. Først da jeg startede på mit studium, gik der hul på bylden. Set med mit voksne blik måtte der komme en reaktion på mange års ubearbejdet sorg nu, hvor jeg skulle tage en voksen identitet på mig.

Min praktiserende læge sendte mig til en psykiater, der via samtaler hjalp mig til at rede trådene ud. Dét at blive set var essentielt, og den dag i dag er jeg hende dybt taknemmelig. Omkring det tidspunkt traf jeg en beslutning om at genlære pigen med de glade øjne fra ”før” at kende. Jeg var på vej.

Kunne min egen familie, kunne min nye familie, kunne skole, myndigheder have gjort det bedre? Måske, men jeg var jo hverken kriminel eller sindssyg. Man ser, hvad man vil se.

Er det også sådan i dag?

Jeg fornemmer, at hjælpen til børn, der har mistet, er bedre i dag. Og dog giver de mange historier om kommuner, der svigter misrøgtede børn, og børn, der har mistet en eller to forældre eller lever med meget syge forældre, anledning til at tro, at for mange bliver negligeret. På sitet ”Børn, unge & sorg”, bornungesorg.dk, kan man se triste beretninger om børn, der er overladt til sig selv.

Tragedier kan ikke laves om til feel good-historier. At børn mister deres forældre, er mod naturens orden. Børn, der mister deres forældre, er værgeløse i ordets mest nøgne forstand. Et er at miste, men det afgørende er, hvordan omgivelserne hjælper barnet til at sætte ord på sin sorg og kunne leve videre.

Jeg har lært at leve med min sorg. Dog med en viden om, at katastrofen når som helst kan indtræffe. En grundfæstet angst for at miste og blive forladt. En overængstelighed, hvis jeg ikke hører fra mine kære, når de rejser.

Omvendt har tabet også givet mig empati for mennesker, der ikke går den lige vej - og kæmper. Allervigtigst er dog den erfaring, at uanset hvor galt det går, er der en udvej. Udvejen er forbundet med mennesker. Min adoptivmor var et af disse mennesker.

Ifølge bornungesorg.dk var der i 2013 61.521 børn og unge i alderen 0 til 27 år, der havde mistet en eller begge forældre. 1692 børn og unge havde mistet begge forældre.

Ulla Gjedde er cand.mag. i fransk, tysk og østasienkundskab