Misison blandt muslimer drukner i mellemkirkeligt arbejde

YDRE MISSION: En milliarder muslimer skal tilbydes evangeliet - også af danske missionærer, men det vil reelt kræve en omlægning af de danske missionselskabers arbejde

Der bor over 1,2 milliarder muslimer på jorden. Langt størsteparten bor i Asien, Mellemøsten og Nordafrika - i et bælte tværs over jorden (det såkaldte 10-40 vindue - fra 10.-40. nordlig breddegrad).

Helt fra islams opkomst i det syvende århundrede har forholdet mellem kristendommen og islam været præget af dels konflikt, dels gensidig mistillid, dels vrangforestillinger, men også perioder med fredelig sameksistens. Imidlertid står den kristne kirke med en forpligtelse til at »gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til Kristi disciple«. Denne befaling gælder i lige så høj grad muslimerne som den gælder animister i Afrika, buddhister i Sydøstasien og nominelle kristne i Sydamerika.

Men et hurtigt blik på den danske Ydre Missions indsats, således som den øves af de folkekirkelige missionsselskaber eller missionsselskaber med delvis folkekirkelig tilknytning, viser, at det er en upåagtet forpligtelse. Selv om der skal tages vidtstrakte hensyn til sikkerheden for de udsendinge, der er i muslimske områder, så er det dog en markant tendens: Der er så godt som ingen danske direkte engageret i formidlingen af evangeliet til muslimer. Hermed er ikke sagt noget om, hvad der gøres, men udelukkende sat fokus på noget af det, der ikke gøres.

Kun Dansk Europamission siger åbent, at de har formidlet indsamlede midler til en dansk udsending til et område i Centralasien, der var direkte involveret i mission. Derudover støtter de lokale evangelister i to centralasiatiske lande.

Sudanmissionen er indirekte involveret i mission i Mali i form af støtte til en norsk missionærfamilie. Et visonspapir, der netop er vedtaget, åbner for støtte til lokale menighedsplantningsprojekter, men de konkrete oplysninger er meget sparsomme. I ingen af de øvrige lande, hvor Sudanmissionen arbejder, er der en direkte missionsindsats rettet til muslimer. Fulaniarbejdet, der tidligere har været centralt for Sudanmissionen, er i disse år neddroslet og ingen missionærer arbejder p.t. her. Danmission, der tidligere har været repræsenteret i flere muslimske lande, har droslet deres aktiviteter ned i disse områder og er nu uden missionærer i muslimske områder.

Den indsats, der gøres, sker via de elektroniske medier, radio og tv. Danmission er engageret i radiomission til Sydøstasien. Ligeledes støtter Dansk Europamission radioarbejdet i Centralasien, hvor også Luthersk Missionsforening via Norea Radio er engageret. Sudanmissionen støtter den kristne tv-station »Sat-7« sammen med Dansk Europamission og det Danske Bibelselskab. Sudanmissionens støtte består bl.a. af udsendinge til informations- og regnskabsafdelingen i Sat-7's hovedkontor på den kristne del af Cypern.

Til muslimske lande er det ofte forbudt at sende missionærer. Det betyder, at opholdstilladelser skal gives mhp. andre opgaver: undervisning, nødhjælp, udvikling og lignende. Men heller ikke på dette felt er der mange danske. Dansk Europamission formidler lidt nødhjælp og lidt udviklingsbistand til centralasien, men uden udsendinge.

Dansk Europamission støtter oversættelse og uddeling af bibler og bibeldele i adskillige muslimske lande. Derudover er der ikke meget at skrive om.

Kære venner i Dansk Ydre Mission: Det er simpelthen ikke godt nok. Størsteparten af indsatsen sker til lande og folkeslag, hvor mission og evangelium er nået frem. Størsteparten af danske udsendinge sendes til restaurerende og vedligeholdende projekter, og store dele af missionsindsatsen sker i et tæt samarbejde med kirker, der med 100 år på bagen burde være selvunderholdende, selvudbredende og selvstyrende. Igennem mange år har vi haft afrikanske kirkeledere på besøg i Danmark, der har sunget den samme sang om tomme danske kirker, manglende ungdom og synlig træghed, tomhed og umoral i samfundet. Kan vi med det indtryk stadig være eksperter, konsulenter og vejledere? Regner de os for kristne vejledere, eller vil de bare gerne have vores penge?

Men indsatsen fortsætter ufortrødent: Million efter million puttes i udsendelse af missionærer til ikke-missionerende opgaver - projekt efter projekt søsættes financieret af Danidas midler gennem Dansk Missionsråds udviklingsafdeling. Blad efter blad udsendes i firefarvet tryk til giverne, hvor der berettes om det ene forkromede projekt efter det andet, mens ingen mission bliver drevet - i hvert fald ikke blandt muslimer.

For Dansk Ydre Mission ligger under for en fordom, som man forsøger at forklare sig ud af: »Danske missionærer duer ikke til at drive mission.« Derfor består Dansk Ydre Mission i mellemkirkelig støtte, hvor vi sender eksperter og økonomisk bistand til dette og hint, mens de lokale står for missionen. Den form for ikke-mission forklædes som mission, og uanede mængder af spalteplads i missionens blade bliver brugt på at forklare, hvorfor brøndboring, sundhedsarbejde, undervisning på præsteskoler og økonomistyring er missionen. Men hvis kristne sygeplejersker herhjemme ikke er ansat i mission, hvis kristne håndværkere og gymnasielærere ikke er ansat i mission, hvorfor bliver det så mission, hvis det sker i Afrika på et sprog, som man måske dårligt behersker? Det er ikke mission, men mellemkirkeligt samarbejde, hvor én kirke eller organisation samarbejder med en anden kirke. Hvorfor dogmet om, at danske missionærer ikke skal drive mission, er blevet så livskraftigt, er uforståeligt og urimeligt!

Den form for mellemkirkeligt arbejde kan være både berettiget og nødvendigt, men hvis det bliver det bærende for et missionsselskab, så har man et forklaringsproblem i forhold til sit bagland. Man må alvorligt spørge: Kan den kristne menighed fortsat leve med, at de repræsentanter vi har valgt til at formidle Dansk Ydre Mission, ikke leverer varen?

Dansk Ydre Mission halter langt bagefter på dette område. I de øvrige nordiske lande er der langt større fokus på »10-40 vinduet« og muslimerne. I Norge er både Normisjon (fusionen, hvor bl.a. Norsk Santalmisjon indgik i), Det Norske Missjonsselskab og Norsk Luthersk Misjonssamband aktive blandt muslimer i større eller mindre grad. Ikke mindst fra Finland er flere luterhske missionsselskaber meget aktive blandt unåede folkeslag - og især muslimske folkegrupper. Samme tendens gør sig gældende i Sverige, og i den engelsktalende verden er der adskillige missioner, der udelukkende arbejder blandt muslimer.

En stor del af denne internationale opmærksomhed på »10-40 vinduet« og muslimerne er opstået i de seneste årtier, og adskillige missionsorganisationer - også i Norden - arbejder hen imod kun at arbejde i dette område. Tilsyneladende er hele denne nyorientering sket uden at gøre indtryk i Danmark.

En milliard muslimer har også krav på at høre evangeliet - ikke kun gennem tv eller radio. Vel er de luftbårne medier gode som et vækkerråb. Mange bliver interesserede i kristendom - og mange lytterbreve er god dokumentation for det meningsfyldte i denne form for mission, men skal de interesserede blive disciple og samles i kirker, så må der ske en indsats »på jorden«.

Lokale kristne og missionærer må være kontaktbare og i stand til at hjælpe. Måske skal indsatsen ske i største hemmelighed - og derfor kan der også godt være danske involveret i enkeltområder, som stort set ingen ved noget om.

En milliard muslimer skal rækkes evangeliet. Også af danske missionærer. Er der nogen danske missionsselskaber, der er omstillingsparate til at høre kaldet fra minareterne verden over?

Jørgen Jørgensen er tidl. formand for Dansk Armeniermission, og nu formand for Menighedsfakultet og sognepræst