Skal folkekirken drive mission i Danmark? Er det præsters opgave at omvende muslimer? Disse og lignende spørgsmål er blevet rejst i den offentlige debat i forbindelse med et spørgsmål stillet af Marie Krarup (DF) til kirkeminister Mette Bock (LA).
Det mest interessante spørgsmål er imidlertid ikke, hvorvidt det er folkekirkens opgave at drive mission. Det er der så bred opbakning til, at man i dag vel nærmest kan tale om en folkekirkelig konsensus. Det interessante spørgsmål er derimod, hvad vi præcist forstår ved ordet mission, og hvordan denne mission konkret kommer til udtryk. Selvom mission er kommet tilbage på dagsordenen i folkekirken, så mangler vi et fælles teologisk sprog for mission samt gode praksisser, der er teologisk funderet og tilpasset den danske kontekst.
I samtalen om mission må vi spejle os i de internationale erfaringer. Mange steder er man langt foran os, hvad angår teologisk refleksion og kirkelig praksis, når det gælder mission, og med globaliseringen er vi kommet tættere på udviklingen i resten af verden. Når vi i disse år for eksempel oplever, at mange iranske asylansøgere og flygtninge bliver kristne i Danmark, så hænger det sammen med, at der har været en regulær vækkelse i Iran de seneste årtier, som har bredt sig hertil med de senere års migration fra Mellemøsten til Europa. Lokal mission og global mission er i dag to sider af samme mønt.
De internationale missionserfaringer kan vi hente hos de folkekirkelige missionsselskaber og de økumeniske organisationer, blandt andet Kirkernes Verdensråd, som folkekirken er medlem af.
Mission betyder sendelse. Kristen mission har sit udspring i den treenige Gud selv, som sprængte alle grænser og sendte sin egen søn til verden. Mission er altså først og fremmest Guds grænsebrydende sendelse til verden gennem Jesus Kristus.
Om sin egen sendelse siger Jesus med reference til Esajas’ Bog: ”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” (Luk. 4, 18-19). Jesu liv, død og opstandelse havde altså til formål at fuldføre denne mission, som omfatter hele mennesket. Diakoni såvel som forkyndelse er integreret i Guds mission.
Det er denne mission, som vi inviteres til at tage del i, når Jesus siger: ”Som Faderen har sendt mig, sender jeg jer.” (Joh. 10, 10). Kirken ejer ikke selv missionen, og det er ikke i sig selv et formål med mission, at kirken skal vokse. Derimod er kirken sat i verden som et redskab til at opfylde Guds mission. Eller som det ofte formuleres på mere programmatisk vis: ”Det er ikke Guds kirke, som har en mission i verden, men missionens Gud, som har en kirke i verden.”
Denne forståelse af mission bør ligge til grund for, hvordan mission finder sted i praksis i dag. Når præster eksempelvis spørges, om de mener, det er deres opgave at omvende muslimer, så må svaret være nej. I Det Nye Testamente er det ikke mennesker eller kirken, men Gud, som er subjekt, når omvendelse bruges som transitivt verbum (at omvende nogen). Når mennesker er subjekt, så tales der refleksivt om menneskets egen omvendelsesproces (at omvende sig).
Det leder til en anderledes opfattelse af ordet mission end den, man ofte møder hos almindelige danskere og i medierne. At være missionær handler ikke om at overføre sin egen tro til andre, men derimod om at være formidler af et direkte møde mellem den enkelte og Gud. Det andet menneske må møde Gud på sine egne præmisser, for eksempel hvad angår sprog og kultur.
Her ligger en væsentlig forskel mellem omvendelse i henholdsvis kristen og islamisk forståelse. En omvendelse til islam vil uvægerligt føre til en række religiøse praksisser med kulturel rod i Mellemøsten som spiseregler, højtider, pilgrimsfærd og arabisk koranrecitation. På den anden side er målet for kristen mission, at troen må slå rod i menneskers hjerter med udgangspunkt i den enkeltes kultur, sprog og traditioner.
Der ligger altså en afvisning af enhver form for kulturimperialisme i den kristne missionsforståelse.
Kirken har langtfra altid levet op til denne missionsforståelse, men det er ikke desto mindre det, vi finder i de kristne kilder, og derfor må det være det kompas, vi styrer efter, når vi engagerer os i mission.
Hvordan kommer den grænsebrydende mission så konkret til udtryk i folkekirken i dag? Der er mange gode eksempler. Mødestedet på Vesterbro blev startet i 1984 under den stigende indvandring til Danmark fra Mellemøstlige lande. Mange af de befolkningsgrupper, som Det Danske Missionsselskab (nu Danmission) arbejdede blandt ude i verden, var nu pludseligt at finde i lokalområdet. Det inspirerede mennesker med erfaring fra international mission til at bruge deres viden og erfaring i en dansk kontekst. Mødestedet drives i dag i et samarbejde mellem Danmission og Vesterbro Sogn og har blandt andet højskoleaftener, lektiehjælp, gudstjenester, socialt fællesskab og samlinger for de farsitalende konvertitter knyttet til Apostelkirken.
Et andet eksempel er projektet Kirke til Kirke i Herning, som er et samarbejde mellem otte missionsselskaber og tre provstier, der skal fremme udveksling mellem de lokale danske menigheder og kirken ude i verden. En række personer fra provstierne udsendes som volontører gennem et af missionsselskaberne. Efter de er kommet hjem, besøger de provstiernes konfirmander og minikonfirmander, hvor de formidler inspirationen fra den globale kirke.
Eksemplerne viser, hvad der kan ske, når arbejdet i de folkekirkelige missionsselskaber knyttes tættere til folkekirkens sogne og provstier. De folkekirkelige organisationer besidder en særlig ekspertise i nicheområder inden for blandt andet mission og diakoni, men ofte savnes en stærkere folkekirkelig forankring i menighederne samt økonomi til arbejdet, der som regel drives af frivilligt indsamlede midler eller med offentlig støtte. På den anden side har folkekirkens sogne og provstier mange steder både økonomi og lokal folkekirkelig forankring, men de har sjældent den fornødne ekspertise og det fornødne netværk til for alvor at kunne løfte de kirkelige særopgaver.
I de situationer kan et strategisk samarbejde mellem folkekirkens sogne og de folkekirkelige missionsselskaber løfte missionsengagementet, både lokalt og globalt.
I Folkekirkens Mission ønsker vi at bidrage til mission i folkekirken på følgende tre områder. For det første har vi udarbejdet en digital værktøjskasse på vores hjemmeside med konkrete idéer til, hvordan man lokalt i menighederne kan engagere sig i mission med et internationalt udblik. Værktøjskassen indeholder blandt andet studiematerialer, gudstjenesteforslag og forslag til volontørordninger. Den har til formål at hjælpe menigheder, som ønsker at arbejde med disse spørgsmål, til at få et samlet overblik over mulighederne.
For det andet vil vi arbejde for at fremme de strategiske samarbejder mellem de folkekirkelige missionsselskaber og de lokale sogne eller provstier inden for økonomilovens rammer, så det frie folkekirkelige arbejde med diakoni og mission i endnu højere grad kan forankres centralt i menighedernes liv.
For det tredje er vi i gang med at planlægge en folkekirkelig missionskonference i 2018, hvor vi med inddragelse af international ekspertise ønsker at bidrage til at udvikle den folkekirkelige samtale om forståelsen af mission.
Søren Dalsgaard er koordinator i Folkekirkens Mission under Folkekirkens mellemkirkelig Råd.