Mission skal være folkekirkens første opgave

KRONIK: Kristendommens ændrede status i vores del af verden bør give anledning til helt grundlæggende at betone det åbne vidnesbyrd som kirkens sag frem for nogen

I DENNE SOMMER har folkekirken i Danmark fået sin første plan for nedlæggelse af kirker. Landene omkring os har allerede været i gang i en snes år. Den engelske kirke regner med flere tusinde kirkelukninger i løbet af nogle få tiår. Tilsvarende i Holland, Tyskland og Frankrig. Lukningerne er et iøjnefaldende udtryk for den ændrede status for kristendommen i hele Vesteuropa. "Institutionen kirke" er i tilbagegang, medlemstallene falder uanset at den religiøse interesse er betydelig. Der er ingen grund til at forvente, at det skulle gå væsentlig anderledes i Danmark, selvom udviklingen øjensynligt går lidt langsommere her. Kristendommen flytter mod syd og øst.

Situationen kunne give anledning til kirkelig bekymring, og betænkelige ansigter ses da også her og der. Men bekymring er en meget lidt konstruktiv tilgang til kristendommens ændrede situation hvortil kommer, at bekymring på Vorherres vegne er en meningsløshed. Og kirkens fremtid er vel først og fremmest Hans sag.

Mig forekommer det mere frugtbart, dels at være realistisk omkring de reelle forhold, dels at besinde sig på, hvad der er kirkens opgave. Det har hidtil i stort omfang været betragtet som hovedopgaven for de europæiske folkekirker (og det er de fleste af dem) at betjene deres medlemmer. Det kan vel give mening i en situation, hvor den altovervejende befolkning betragter sig som kristne. Men fastholder man det i dag som folkekirkens første og måske endda eneste opgave, er det udtryk for en statisk indadvendt tænkning om kirken, som hverken svarer til dens kald eller de aktuelle udfordringer og som desuden afskærer den fra en livsvigtig inspiration fra andre kirker og deres teologi.

Selvsagt skal kirkens medlemmer betjenes. Men ét anliggende, det afgørende, kommer dermed ikke til udtryk: at kirkens grundlæggende mandat er at aflægge et klart, offentligt vidnesbyrd om evangeliet, det gode budskab om befrielsen i Kristus. Hvad der kommer ud af dette vidnesbyrd, er mindre vores sag, end at vi aflægger det. Og vi er på ingen måde herrer derover.

Det anliggende forsvandt aldrig af syne i kristendommens første vanskelige århundreder, og det har tilbagevendende før tankegangen blev fokuseret på det institutionelle været anset som den primære opgave for og det afgørende kendetegn på den kristne kirke. Sådan er det også hos Martin Luther. Kirken findes, hvor evangeliet forkyndes, og sakramenterne forvaltes. Og sakramenterne er lige så meget vidnesbyrd for verden, som de er tjeneste for kirkens medlemmer. Det kunne være på tide for alvor at få blik for denne grundlæggende forpligtelse igen.

Det teologiske udtryk for dette ærinde er mission. Ordet betyder sendelse. Kirken er før noget andet sendt ud i verden for at proklamere budskabet om Guds barmhjertighedsgerning, da han i Jesus befriede sin skabning fra de onde kræfters magt. Og fra afguder og tyranniske ideer.

I takt med at en række teologer i det seneste årti på ny har besindet sig på dette grundlæggende kommissorium for en kristen kirke, har man formet et nyt tillægsord til betegnelse af kirken den er missional. Mission er ikke en tillægsopgave, som visse kristne kan påtage sig; den er en betegnelse for det vidnesbyrd, som kirken lever for og af.

ORDET MISSION HAR ikke haft den bedste presse, end ikke i kirkelige endsige folkekirkelige kredse. Det skyldes netop, at det har været anvendt som udtryk for en specialopgave, udbredelse af kristendom og grundlæggelse af kirker blandt ikke-kristne folkeslag. Hvortil kommer, at denne særlige opgave ikke altid har været varetaget med den ydmyghed og skønsomhed, som svarer til budskabet. Men nu er også i folkekirken mission på vej tilbage som en forpligtelse, langt de fleste vedkender sig. Det er primært ændringen i befolkningssammensætningen med en betydelig tilgang af mennesker af ikke-kristen tro, der har kaldt denne erkendelse frem. Den burde efter min mening give anledning til helt grundlæggende at betone det åbne vidnesbyrd som kirkens sag frem for nogen, just i lyset af kristendommens ændrede status i vores del af verden.

For 10 år siden etableredes organisationen Folkekirkens Mission som et samarbejde mellem de folkekirkelige missionsselskaber og stiftsudvalgene for mission. De særlige kredse bag missionsselskaberne var blevet væsentlig færre igennem en årrække, så det blev set som en nødvendighed at styrke opbakningen til og engagementet i mission i sognemenighederne. I jubilæumsåret kan man konstatere, at det langsomt går den vej, men endnu er den tankegang vidt udbredt, at det da aldrig kan være den enkelte sognemenigheds opgave. Institutionstænkningen "kirken er til for medlemmernes skyld" er stadig fremherskende. Her ligger da i mine øjne den afgørende opgave fremover for Folkekirkens Mission: at medvirke til at genskabe forståelsen for det åbne udadrettede vidnesbyrd som kirkens eksistensberettigelse.

Men er mission nu ikke først og fremmest en opgave i den ikke-kristne del af verden? Og er mission i forhold til kirkens døbte ikke en uting, et udtryk for en utilladelig og bedrevidende gøren sig til dommer over intensiteten eller graden af folks tro, en sætten skel mellem de fromme og de mindre fromme?

Til det første spørgsmål er at sige, at en opdeling af verden i en kristen og en ikke-kristen del ikke længere giver mening. Den kristne kirke findes på alle kontinenter (og i mange lande, som vi traditionelt opfatter som ikke-kristne, med langt større tilslutning end hos os), og de ikke-kristne religioner findes hos os. En geografisk afgrænsning af missionsopgaven giver ingen mening; den er her og der og alle vegne verden er "missionsmarken".

Det andet spørgsmål rummer to misforståelser og en vigtig indsigt. Det er en misforståelse, at mission er noget andet end den proklamation eller præsentation af evangeliet, som er selve åndedraget i enhver kirke og enhver gudstjeneste. Og det er en misforståelse, at vi ikke alle har brug for omvendelse den er en daglig nødvendighed. Det åbne vidnesbyrd sætter netop ikke skel, ikke skel iblandt de døbte, ja, ikke engang mellem døbte og ikke-døbte, for så vidt angår behovet for at blive vendt om mod den sande Gud. At sige, at omvendelsen er vores fælles menneskelige behov, er at stille kristne og ikke-kristne basalt ens over for Gud. Men det er også i en meget grundlæggende forstand at anse alle døbte for ens stillede i forhold til Gud.

Den vigtige indsigt, når spørgsmålet om mission blandt døbte rejses, er naturligvis, at der i praksis kan være forskel på vidnesbyrdets udformning, henset til om det rettes til døbte eller ikke-døbte.

DET HÆVDES OFTE, at mission er udtryk for intolerance eller manglende respekt for det andet menneske. Men respekt for et andet menneske er vel at tage det alvorligt; forudsætningen herfor er, at man tager sit eget udgangspunkt alvorligt. At sige den anden imod kan derfor også være en måde at vise ham respekt på. Erklærer man alle opfattelser for lige gyldige, må man nødvendigvis hæve sig over dem og dermed hæve sig over den anden. Men bliver jeg på vejen, hvor jeg er, og altså fortsat vidner om min opfattelse som den, jeg opfatter som den gyldige, så bliver jeg også på niveau med den anden. Så er vi i øjenhøjde, og så har den anden mulighed for at sige mig imod. Først sådan kan den andens opfattelse virkelig udfordre, anfægte mig. At kristne og ikke-kristne er stillet lige over for Gud, betyder ikke, at enhver opfattelse af Gud er lige gyldig. Mission er respekt for den anden, mission uden respekt for den anden er ikke mission.

Kristendommen er åben. Dens vidnesbyrd hører til i det offentlige rum. Det gør det også i den situation, hvor det kommer til at afsløre tyranniske ideer og forestillinger, som uden kristendommens tilstedeværelse måske forblev uimodsagte. Kristendommen er "demokratisk" i den forstand, at den ikke er forbeholdt de få. Alle har "krav" på at møde den. En ændret status for kirke og kristendom i vores del af verden kan på mange måder gøre opgaven mere indlysende.

Niels Henrik Arendt er biskop over Haderslev Stift og formand for Folkekirkens Mission

Læs kronikken i morgen: "Medierne bidrager til splittelse og polarisering" af Naveed Baig, projektleder for Etnisk Ressourceteam, Islamisk-Kristent Studiecenter og hospitalsimam ved Rigshospitalet i København