Prøv avisen

Wicki mistede to børn og blev ønsket "god bedring" med sin sorg

"Jeg takkede pænt med følelsen af, at bemærkningen ikke kunne have været mere akavet. Først mange år senere kom jeg til at reflektere over, at det måske var mig, hun mente. Og så var hendes bemærkning pludselig både velvalgt og yderst passende, for jeg havde virkelig brug for god bedring," skriver Wicki Bergholdt Burkal.

Midt i sorgen efter tabet af et barn kommer mødet med folks reaktioner – fra muren af tavshed til tankeløse klichéer. Selvom ingen ord kan gøre sorgen større eller mindre, voksede jeg mig stærkere sammen med dem, der kunne tåle at være sammen med mig i min sorg, skriver Wicki Bergholdt Burkal i en kronik

Kronik: Da min mand og jeg mistede vores fire måneder gamle svært hjertesyge søn, fik vi udleveret en pjece tilsigtet pårørende til forældre, der havde mistet et barn. Den var til høflig videreformidling ved behov.

Jeg læste pjecen, og den indeholdt blandt andet et antal klichéer, som man på det kraftigste blev frarådet at bruge. Det var bemærkninger som ”det er godt, I er så unge”, ”det er godt, det ikke var det store barn, der døde” og lignende kommentarer. Jeg havde ingen nærtstående, der faktisk benyttede nogen af disse klichéer, så jeg fik aldrig behov for at udlevere pjecen til nogen.

Der var dog en enkelt bekendt, der på usandsynlig kort tid fik remset et stort antal af de frarådede bemærkninger op (uden at have læst pjecen). Heldigvis førte min mand ordet, og jeg gav mig selv lov til at lade som ingenting. Jeg satte straks denne bekendte i bås som et lettere afstumpet menneske. I denne kategori ville jeg forvente at finde mennesker, som ikke er særlig vant til at håndtere sorg, som er meget opsat på at glemme tragedien, og som kan finde på at opfordre andre til ikke at dvæle ved sorgen.

Min søster tog med mig ud for at købe tøj til begravelsen. Der var næsten udelukkende ventetøj i mit skab, og det var uudholdeligt for mig at gå i. Min søster kendte butikkens ekspedient, og da hun kom til at spørge, hvordan det gik, så min søster ingen anden udvej end at forklare vores forgrædte og forpinte fremtoning.

Dette fik ekspedienten til at stå på pinde for at hjælpe mig med at finde det helt rigtige – selvom det i virkeligheden var helt forkert – antræk til min lille søns begravelse. Da jeg havde betalt for mine sorte beklædningsgenstande, og vi skulle til at forlade butikken, fik ekspedienten sagt: ”God bedring… eller hvad man nu siger”!

Jeg takkede pænt med følelsen af, at bemærkningen ikke kunne have været mere akavet. Først mange år senere kom jeg til at reflektere over, at det måske var mig, hun mente. Og så var hendes bemærkning pludselig både velvalgt og yderst passende, for jeg havde virkelig brug for god bedring! Uanset hendes formulering, måtte meningen bag være omsorgsfuld og oprigtig. Det valgte jeg at tro, og mit perspektiv ændrede sig. Hvad skulle det hjælpe mig at blive fornærmet over en velment kommentar, hvor malplaceret den end måtte være?

Pludselig kunne jeg se den ældre bekendtes kommentarer i et andet lys; han forsøgte at sige noget lindrende, og i virkeligheden burde han anerkendes for overhovedet at nærme sig os, lokalsamfundets rådne æg.

Jeg begyndte at sætte en ære i at tolke andres kommentarer og handlinger med overbærenhed og positivisme. Jeg kunne med min fornuft forstå, at ingen bevidst forsøgte at såre mig. Desuden kunne ingen bemærkninger i hele verden forværre min smerte, for jeg var allerede knust. De, der dristede sig til at sige ”noget rigtigt” og bagefter undskyldte sig med, at der naturligvis ikke var noget rigtigt at sige, måtte jeg forsikre om, at de umuligt kunne gøre min sorg større med deres ord.

Jeg var på den måde aldrig ensom i min sorg, for mine nærmeste turde tale med mig. Det var faktisk en befrielse at tvinge tankerne i denne retning. Jeg havde i forvejen negative følelser i overflod – så der var virkelig ingen grund til at lade bitterhed og fornærmelse fylde mere end højest nødvendigt.

Fem år senere mistede vi for anden gang, et døgn efter fødslen; en søn med samme sjældne hjertelidelse. Denne gang var vores berøringsflade i lokalsamfundet meget større. Nu var der ikke kun tre andre forældrepar i dagplejen og et par naboer at forholde sig til. Nu var det en hel årgang på skolen, et fodboldhold og tre stuer i børnehaven, som skulle informeres om vores tab. Der var forældre, som ufrivilligt blev tvunget til at svare på store og eksistentielle spørgsmål fra deres poder på grund af vores tragedie.

Alle blev konfronteret med, at børn faktisk kan dø, og at det kan ske mere end én gang i samme familie! Vi repræsenterede alle forældres værste frygt, og jeg kan ikke forestille mig nogen, der ikke ønskede, at de aldrig havde hørt om os.

Min mand og jeg lavede vores eget feltstudie, og vi kunne groft opdele de voksne i to grupper; de, der gjorde sig usynlige, når de så os, og de, der faldt os om halsen. Sandheden var, at langt de flestes opførsel lå et sted midt i spektret, men ekstremerne fyldte mest. Det var drænende at aflevere og hente børn i den første tid. Af samme grund skiftedes vi til at gøre det, indtil vi havde opnået en eller anden form for normalitet i vores hverdag igen. Da jeg nogle gange havde stiftet bekendtskab med, hvem jeg stemplede som ”den indlevende og konfronterende mennesketype”, begyndte jeg at elske dem, der gik over på den anden side af gaden, når de så os.

Jeg måtte flere gange nærmest trøste meget perifere mennesker, som grådkvalte fik sagt det stik modsatte af de klichéer, som jeg huskede fra pårørende-pjecen. Der var tale om fuldstændigt politisk korrekte og nærmest over-omsorgsfulde samtaler, som jeg ikke kunne komme væk fra hurtigt nok. Jeg følte simpelthen, at jeg var ved at blive kvalt. Igen måtte jeg minde mig selv om, at jeg stod over for velmenende mennesker, hvis eneste forbrydelse var at opføre sigfor ordentligt og rigtigt.

Nu, hvor der er gået flere år siden sidst, jeg mistede, kan jeg se, at jeg faktisk ikke ville have været nogen reaktioner foruden. De var alle sammen ærlige og langt de fleste omsorgsfulde. Det var ærligt at græde sammen med mig, men det var faktisk også ærligt at vige fra mig. Det fortalte mig, at min sorg var for stor til, at nogle mennesker kunne rumme den, og det var om ikke andet en anerkendelse af mit tab. Det er naturligvis ikke let at genoptage kontakten, hvis først man har vendt en sørgende ryggen. Men dem, der kunne tåle at være sammen med mig i min sorg, voksede jeg mig stærkere sammen med.

Jeg har forsøgt at påtage mig min del af ansvaret for, at mit liv kunne gå videre, så godt som det nu var muligt. Jeg besluttede mig for at tage imod det, som andre mennesker magtede at give mig, og jeg bestemte, at andres reaktioner ikke var til for at skade mig. Jo bedre jeg var til at lukke andre ind og tilgive deres utilstrækkelighed, desto bedre og stærkere kom jeg selv videre med mit liv.

Jeg forestiller mig, at andre sørgende kan opleve omgivelsernes forsøg på at tackle deres sorg helt anderledes end jeg. Mennesker har forskellige præferencer, også når det kommer til sorghåndtering, er jeg sikker på. Jeg repræsenterer derfor kun mig selv, og dette er således blot en venlig opfordring til hensynsfuld tale og overbærende lytning. Det tror jeg de fleste mennesker kan få gavn af.

Wicki Bergholdt Burkal er jordemoder