Ord kan være forførende så forførende, at de både kan sælge aviser og slippe Djævelen og alle hans gerninger løs i Guds navn.
Det kan vi læse os til i Bibelens fortællinger, det ved vi fra fortidens afbrændinger af hekse, fra nutidens selvmordsbombere, og det kan vi underholde os med i eventyrenes sort-hvide verden af helte og skurke, som næsten alle handler om menneskets indre kamp for at finde vej fra mørket ud i lyset.
LÆS OGSÅ: Engle: Beskyttere, budbringere og inspirationskilder
Disse indledende ord for at forklare mit ambivalente forhold til noget så sakrosankt som Den Apostolske Trosbekendelse. Personligt tror jeg på Gud Fader den almægtige. Jeg tror også på Jesus Kristus som den, der viser os vejen og lyset, og jeg har tillid til Helligånden som kilden til kærlighed mellem menneskene på jorden. Jeg har med andre ord tillid til den nåde, det er at tro på den treenige Guds velsignelse og barmhjertighed.
Men jeg har ikke tillid til skabelsesberetningen, jeg tror ikke på jomfrufødslen, jeg tror ikke på, at Jesus nedfarer til dødsriget og opstiger til himlen, hvor han sidder ved Guds højre hånd og dømmer levende og døde. Og jeg forstår overhovedet ikke ordene om kødets opstandelse. For mig at se forvirrer trosbekendelsens ordlyd opstandelsesbudskabet.
Og hvem er så jeg, der kan tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved denne hellige og oldkirkelige ordlyd? Jeg er et ganske almindeligt medlem af folkekirken har siddet i et menighedsråd i 12 år har igennem et langt professionelt liv virket tæt på kanten af livet i forbindelse med sygdom og død hvor jeg har oplevet velsignelse, nåde og forløsning, når troen, håbet og kærligheden er det sidste, der er tilbage, inden døden tager over. I min søgen efter en eksistentiel forståelse af kristendommen har jeg været optaget af religionsfilosoffen Paul Tillich, som flygtede fra Nazityskland for at virke i USA. Han døde som en gammel mand og efterlod sig et inspirerende forfatterskab om troens dilemmaer og komplicerede psykodynamik.
Tillich skriver: I vores daglige liv er vi optagede af de vilkår, som hører livet til, af bekymringer, bånd, tilknytninger og alle vores anliggender og begrænsninger. Når vi imidlertid hengiver os til det ubegrænsede, opstår der en følelse af sandheden, kærligheden, Gud, det guddommelige eller hvad vi nu vil bruge af ord om det, som ord ikke kan beskrive.
Som jeg forstår Tillich, er disse ord i troens åndelige verden nåde eller tillid til Guds åndelige kraft. For at få en bedre fornemmelse af kristendommen og Gud og af de ord om det, som ord ikke kan beskrive, tog jeg et grundkursus i Det Gamle Testamente og Nye Testamente og fik dermed et vist indblik i, hvordan Det Nye Testamente Den nye aftale er blevet til.
Jeg opdagede således, at den kristne Gud er blevet en del af den menneskelige kamplads ligesom Det Gamle Testamente, der er fyldt med voldsomheder, som kan måle sig med Homers Illiaden og Odysséen.
Igennem kristendommens 2000-årige historie har man så haft mulighed for at søge den sande fortælling om Jesus Kristus, Guds søn, og hans betagende gang på jorden, hans korsfæstelse og død i syndsforladelsens og kærlighedens navn.
I 2000 år har vi ladet vores børn døbe og sidenhen konfirmere i et ja til den treenige Gud, der giver os det åndelige liv, som sejrer over mørket, altså døden, ligesom solen, lyset og varmen er forudsætningen for vores liv på jorden.
Grundtvig sagde for eksempel: Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: Vi går til Paradis!. Det er ord, som forløser, ord, som viser vejen ind til de følelser af tillid til det guddommelige, til nåden, til barmhjertigheden, til essensen af det kristne univers.
Grundtvigs åndelige udsagn taler til hjertet, hvorimod trosbekendelsens fortællestil udfordrer intellektet. Og denne udfordring mener jeg at mange præster undervurderer, fordi de selv som en selvfølge er forankrede i teologistudiets bibellæsning, og dermed har de en lang og gedigen træning i tolkninger af de kristne tekster, som vi andre ikke har.
SOM IKKE-TEOLOG går jeg ud fra, at Jesus underviste sin menighed i den rette tro ved at bruge lignelser, som man kunne forstå i hans samtid det vil sige i antikken. Nogle af dem indeholder derfor grove trusler om pinsler og død, hvis man ikke magtede at hengive sig til den rette tro. Lignelser, som tydeligvis giver nutidens præster hovedbrud, når de skal fortolkes ind i vor tids form for humanisme.
Men det var næppe lignelserne, der fik datidens folk til at tro på Jesus Kristus. Det var hans handlinger, hans evne til at helbrede, hans ånd og hans guddommelighed. Alt det, som menneskene omkring ham kunne mærke, føle og se som Guds nåde og kærlighedens gerninger, når han som Guds søn viste dem sandheden, lyset og vejen.
Det er en basal psykologisk viden, at man skal kunne mærke sig selv for at kunne mærke sin verden. I gudstjenesten er det den kristne nåde, vi skal kunne mærke, og den tror jeg de færreste kan fornemme gennem trosbekendelsens håndfaste ord, som ligger langt fra overliggeren i denne avis: Ikke ved magt, ikke ved styrke, men ved ånd.
De fleste af de præster, som jeg fortæller om mit apostolske trosdilemma, får nervøse trækninger og taler om, at man ikke kan eller må røre ved arvesølvet. Tilsyneladende forholder de sig til trosbekendelsen, som om det er en guddommelig tekst, men det er det jo ikke trosbekendelsen er menneskeord, som gennem tidernes hellige kampe mellem præster er blevet gjort sakrosankte ved at spænde Gud for menneskevognen.
Erik Ågård har skrevet Den kristne tro en lille bog om trosbekendelsen. Den fortolker med poetiske ord, billeder og kunstværker, hvordan man skal forstå trosbekendelsens mytiske ordlyd, og så beskriver bogen også trosbekendelsens tilblivelsesproces: En gammel kirkelig overlevering om, at apostlene, inden de drog ud i verden for at forkynde evangeliet, samledes i Jerusalem for at formulere deres fælles tro. Det skete ved, at de hver fremsagde et af de 12 led, som trosbekendelsen med lidt god vilje kan inddeles i.
Erik Ågård fortæller os, at dette ikke holder en meter, fordi trosbekendelsen er formuleret igennem flere århundreder, også for børn og enfoldige kristne (Martin Luthers ord), og udgaven fra år 340 er stort set den, vi bruger i dag. Den apostolske trosbekendelse er for gentagelsens skyld ikke hellige ord, men ord som flertallet sikkert efter kamp var blevet enige om var dækkende for det, vi skal tro på for at blive døbt ind i den hellige, almindelige kirke.
Som kirkegænger har jeg fået det bedre med at synge trosbekendelsen som en del af gudstjenestens magi. At synge sammen i meninghedens fælleskab med kor og orgel er en rigdom, vi har i folkekirken. Salmerne har mange mystiske og hårrejsende formuleringer, som vi gladeligt synger med på forført både af poesien og musikken og her indgår så trosbekendelsens som en tekst, som understøtter den forkyndelse, der forener os omkring Faderen, Sønnen og Helligånden. Dåben og konfirmationen er derimod en personlig bekræftelse, hvor man siger ja til kristendommens essens. Et personligt ja er både et stort, inderligt og nærmest helligt ord for mange mennesker.
MIT ÆRINDE ER, at vi bliver nødt til at erkende, at vi lever i en tid, hvor det er et problem at finde ud af, hvordan vi kan tale om Gud på en måde, som gør, at det personlige ja ved dåb og konfirmation bliver mere troværdigt.
Jeg tror på, at Gud blev legemliggjort i Jesus for at forstå mennesket, og hvis vi kommer til at gøre Gud til et menneskeligt objekt, så er fanden løs i fundamentalismen navn, og heksene vil fortsat blive ved med at blive brændt på bålet til glæde for ateisterne.
Men det siges, at det åndelige klima er ved at ændre sig. To ud af tre præster melder om en øget interesse i befolkningen for den åndelige tilgang til livet og et mere personligt forhold til den kristne Gud. Hvis det er rigtigt, så vil det være endnu en grund til at inderliggøre det ja, som hører til dåbs- og konfirmationsbekendelsen med spørgsmål som: Tror du på Gud Fader, den almægtige? Tror du på Jesus Kristus, hans søn, som viser os vejen til sandheden og lyset? Tror du på Helligånden som kilden til kærlighedens væsen blandt menneskene?
Jeg gik ind i 2013 nytårsdag ved at gå i kirke. Her hørte jeg en prædiken holdt af professor i Det Nye Testamente Mogens Müller, som gjorde et stort indtryk på mig. Han sagde blandt andet ordret:
Troen vil altså kendes, ikke på sit mere eller mindre fint formulerede indhold, men på sine kærlighedsgerninger. Eller anderledes udtrykt: Hvad vi tror om Gud viser sig i vort liv med hinanden. Elsker vi os selv, sådan som vi bekender, at Gud elsker os, elsker vi vores medmenneske.
Om Bibelen sagde han: Det er ikke teksten som er hellig, men det den vil formidle. Og som gør, at vi med frimodighed kan byde endnu et Herrens år velkommen. For i kirken ved vi således hvad vi siger velkommen til, nemlig til Guds uudtømmelige kærlighedserklæring. For modsat så meget andet har den ingen udløbdato.
På en dejlig forårsgrøn skovtur kom jeg til at tænke på salmen Op al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise! Det mindste han har skabt er stort og kan hans magt bevise. Mit yngste barnebarn på fem år var med. Jeg spurgte ham, om han vidste, hvad Gud betyder. Han tænkte sig lidt om og sagde så, at Gud jo ikke er en mand pause det er vistnok kærlighed. Hans søster på 10 år kunne godt mærke, at det svar passede mig godt, så hun sagde straks: Det er mig, som har fortalt ham det. Jeg spurgte, hvorfra hun så vidste, at Gud er kærlighed, og svaret var, at det havde hun læst på internettet.
Så det håbefulde er vel, at der trods kirkelukninger og frafald stadig er en åndelig, religiøs og spirituel udvikling i gang på mange planer, som jeg håber at folkekirken kan rumme i en tid, hvor mange mennesker længes ikke efter magt og ikke efter styrke, men efter ånd.
Marianne Davidsen-Nielsen er forfatter og psykoterapeut (MPF)