TIDEN STOD STILLE og alting føltes uvirkeligt. Ordene ”Vi har valgt at stoppe arbejdet på hende” genlyder i mine ører. En ubærlig smerte breder sig i min krop, og tårerne vil ingen ende tage. Hvordan kunne dette ske? Spørgsmålet gentager sig i mit hoved, mens mine ben langsomt bevæger sig fremad. Hospitalsgangen føles så uendelig lang. Ved min side går en sygeplejerske, som prøver at støtte mig på mit livs sværeste tur, nemlig turen ned til den dør, hvor jeg vil blive konfronteret med det, som ingen forældre nogensinde burde opleve: at have mistet mit barn.
Nanna kom til verden på Rigshospitalet den 12. november 2013. Hun var den skønneste lille pige, og hun viste sig hurtigt at være en rigtig charmetrold, som kunne snakke ørerne af de fleste. Det var ikke for ingenting, at hun blev ”souschef” i dagplejen og kaldt ”papegøjen”, da hun senere kom i børnehave. Nanna var elsket af alle, og ligeså betragtede hun alle hun mødte som sine venner. Bag det søde, kærlige lille menneske med en enorm livlig ansigtsmimik gemte sig også en temperamentsfuld lille pige.
Hun vidste, hvad hun ville, og når der var noget, der ikke passede hende, lagde hun armene over kors og stillede et meget bestemt ansigt op. Nanna havde da også to storesøstre at se op til. Hun havde hele livet for sine små fødder, men alt dette ændrede sig brat den 8. juni 2017. Det var den dag, hvor min lille Nanna mistede livet i en tragisk drukneulykke. En ulykke forsaget af et fald gennem låget på vores septiktank. En ulykke, som jeg skal leve med resten af mit liv.
Med tabet af min elskede datter fulgte sorgen. En sorg, som er barsk og ubarmhjertig. En sorg, som vendte op og ned på alt i mig og min families liv. En sorg, som for mennesker, der ikke står eller har stået i den sorg, er fuldstændig umulig at sætte sig ind i. Hvordan man vælger at håndtere sorgen, tror jeg kommer helt an på, hvordan ens forhold til døden og det at miste er i forvejen.
Jeg valgte at være fuldstændig åben omkring tabet af Nanna og den enorme sorg, som tabet af et barn medfører. Tanken om at skulle lukke så stor en smerte, vrede og frustration inde var for mig ikke en mulighed. Jeg tror også, at det var medvirkende til, at min familie og omgangskreds turde tale til mig og om min sorg. I hvert fald de fleste.
DA VI MISTEDE NANNA, kom hele min familie ind til Rigshospitalet og sad omkring hende. Selvom det var barskt, turde de være i sorgen sammen med os, og det betød alt. Min familie var der hele ugen op til Nannas begravelse. De hjalp med de praktiske ting i forbindelse med begravelsen, men også de praktiske hverdagsting som at støvsuge, tømme opvaskemaskinen eller lægge tøj sammen. For selvom det virker som nogle simple gøremål, var det fuldstændig uoverskueligt, da jeg stod dybt i sorgen, og alt i mig var kaos.
Venner og bekendte kom også forbi. Huset blev da fyldt med duften fra blomster, der bar på afskedshilsener fra folk, som var dybt berørte over den tragedie, som havde ramt vores lille familie. Alle, som var involveret i Nannas begravelse, gav alt, hvad de havde i sig, for at give min lille pige en afsked, som ikke kunne have været smukkere.
NÅR MAN MISTER ET BARN, oplever mange heldigvis en stor omsorg og hjælp fra folk. Men jeg oplevede også, at hjælpen og den nære omsorg stille og roligt forsvandt, da hverdagen så småt begyndte igen. For livet går videre – i hvert fald for menneskene omkring mig. De tænker måske ikke over, at for mig er livet gået totalt i stå. Hvor jeg før var omgivet af familie og venner det meste af tiden, føles hverdagen nu som at blive efterladt helt alene i et følelseskvælende kaos, som engang var mit liv. En klassiker, som jeg hørte folk omkring mig sige, var: ”Du ringer bare, hvis du har brug for noget.”
Det er en stor misforståelse at tro, at mennesker i sorg kan bede om hjælp til noget som helst. Jeg havde i hvert fald svært ved det og i det hele taget svært ved at tillade mig selv at vise, at jeg rent faktisk var fuldstændig knust. Jeg havde jo altid klaret tingene selv og været den stærke, også for andre. Men nu var jeg pludselig den, der var sårbar. Midt i alt kaosset var jeg også den, som skulle finde overskuddet til at spørge om hjælp. Et overskud, som ikke eksisterede, ligesom jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg egentlig havde brug for.
Jeg begravede mig i stedet i min uddannelse og i mine lektier. Når jeg var omkring andre, havde jeg mit ”gamle” jeg på. De følelser, jeg bar på, var så svære at rumme, at det var nemmere at lade, som om jeg kunne klare mit studie, mine lektier, ja, at jeg kunne klare mit familieliv. Men indeni var hele min verden væltet, og livet var tomt og ubærligt.
Til tider kunne jeg ikke holde ud at være i mig selv, og mit hoved blev fyldt med mange skræmmende tanker. Jeg følte mig splittet mellem at ville være hos min lille Nanna og samtidig at skulle være mor for mine to levende børn. I starten fyldte tabet af Nanna alt, og det gør det til dels stadigvæk. Det er svært at finde tilbage til livet og at skulle vænne sig til at være en familie på fire i stedet for en familie på fem.
SOM UGERNE BLEV til måneder, oplevede jeg, at bekendte, jeg havde kendt i mange år, pludselig begyndte at gå over på den anden side af vejen, når jeg kom. De kunne ikke engang sige hej mere eller kiggede bare væk, når de passerede mig på gaden, eller når jeg var ude at handle. Selv personer, jeg troede ville være der for mig, svigtede, og det gjorde, at jeg virkelig fik øjnene op for, hvem der egentlig er der for mig, når jeg har allermest brug for dem og ikke bare, når de har brug for mig. Det mest overraskende var egentlig, at folk, jeg slet ikke kendte, stoppede mig på gaden for at udtrykke deres største medfølelse. Nogle kom hen og gav mig et kram helt uden at sige noget. Denne enorme støtte fra lokalsamfundet var så overvældende og betød virkelig meget. Ikke kun for mig, men for hele min familie.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor det er så svært for mange at snakke om eller at tage kontakt til forældre, der mister et barn? Hvad er det, der får nogen til at vælge at skynde sig over på den anden side af vejen? I Danmark er døden et emne, vi har svært ved at tale om, og døden bliver især et følsomt emne, når det er børn, der mister livet.
Før jeg mistede Nanna, var døden også et følsomt emne for mig at snakke om, og personligt tror jeg, at det er, fordi vi bliver tvunget til at se virkeligheden i øjnene, at det er så svært at åbne op. Vores forestilling om, at ”børn kan da ikke dø” bliver lige pludselig kun en forestilling, og vi kan som forældre rent faktisk risikere at skulle lægge vores børn i graven, før vi selv skal herfra.
UANSET HVORDAN du vælger at håndtere sorgen, når en omkring dig mister, så husk på, at ingen forlanger, at du skal kunne sætte dig fuldstændig ind i, hvordan det føles, for det er umuligt, medmindre du selv har stået i det. Og ja, det er svært at snakke om, men fordi man lader være, går sorgen ikke væk. Tvært imod. Så bliver den bare forstærket, og man vil som forældre føle sig afvist.
Jeg har ligesom alle andre ikke valgt at skulle opleve at miste min elskede datter. Jeg kan godt forstå, at man er bange for at sige noget forkert og gøre mig ked af det. Men det at turde gå ind i det mørke rum og bare være der er vigtigere, end du tror. Og hvis du tænker over det: Hvad kan du sige, som vil gøre mig mere ked af det, end jeg allerede er i forvejen?