Mit møde med Danmark

Som barn i en hollandsk skole skulle jeg engang lave en opgave om Danmark. Det var kedeligt! Landet lignede alt for meget Holland. Sådan synes mange hollændere - og jeg ligeså, indtil jeg flyttede til Danmark. Jeg blev gift med en dansker - hvordan det gik til er en historie for sig - og som man gjorde i 1960'erne: konen fulgte manden. Det havde jeg nu ikke noget imod, for jeg havde opdaget, at i Danmark er der plads - masser af plads. Også til en fremmed, i hvert fald dengang. En indvandrer, selv én fra et så lidt eksotisk land som Nederland, var spændende. Alle ville gerne høre om min baggrund, hvorefter tilhørerne straks underholdt mig om det perfekte land, jeg var kommet til. Jeg kunne ikke have valgt bedre, syntes de fleste. Jo, Danmark ligner Nederland lidt. Nederland (eller Holland i dansk dagligtale) hører til de lande, som politikere »sædvanligvis sammenligner Danmark med«. Udadtil ligner det, men hvor er Danmark alligevel anderledes end det land, jeg kom fra. Det er trods alt dagligdagen, og ikke de store linjer i et lands politik, der gør hele forskellen. Selvfølgelig er der allerførst sproget. Nok er de to sprog - dansk og hollandsk - i familie med hinanden, men det er slet ikke så ligetil at tale dansk og forstå det. Læse det - det var ikke så svært, men udtalen! Danskerne taler hurtigt og sluger utroligt mange bogstaver, i hvert fald i København. Men sproget skulle læres, og helst så hurtigt som muligt. De fleste var villige til at tale engelsk med mig, men i et større selskab glemmes dét hurtigt. Og hvor er det kedeligt at måtte le alene, når en morsom historie, fortalt på dansk, bagefter skal oversættes til den stakkels fremmede! Men sproget blev lært - det tog en del år - og da følte jeg mig mere hjemme. Når dagligdagen skal fungere, opdager man, at skolevæsenet, sygeforsikringen, transportmuligheder, (og mange andre tusind ting) skal undersøges, for at de kan bruges. »Vi dropper regnetimen, for sneppen er kommet.« Her har børnene et stramt skema med forskellige lærere helt fra første klasse. Det har andre fordele og andre ulemper, men i hvert fald er det anderledes. Sådan var der utallige ting, man skulle lære og finde ud af. Tænk, hos slagteren blev kødet skåret anderledes ud, end man var vant til - og hvor var der dog få grøntsager for 30 år siden! Det var svært for én, der er vant til de bugnende hollandske grønthandlerbutikker og tulipaner i overflod (i Danmark blev de solgt stykvis!). Også kirken var mærkelig. Den danske højmesse forekom mig underlig katolsk - vant, som jeg var, til de enkle reformerte gudstjenester. Salmerne skulle læres, det var bare om at begynde forfra. Der findes næsten ingen sammenlignelige salmer i de to kirkers salmebøger (det opdagede min mand og jeg for første gang inden vor vielse i Rotterdam). Men salmerne kan læres - og sommetider bruger jeg denne erfaring til at fortælle de danskere, der aldrig lærte dem i skolen, at de bare skal hænge i og synge med. Når man flytter til et andet land, kan man selvfølgelig ikke lade være med at sammenligne, og resultaterne falder skiftevis ud til fordel for det nye land og for det gamle land. Jeg undrer mig bl.a. over, at man ikke kontakter hollændere, når der skal bygges broer og graves tunneler. Hollændere har en enorm erfaring, og de snakker ikke så meget, de bygger bare - og gør det godt. I byen Rotterdam, hvor jeg stammer fra, har man siden Anden Verdenskrig (der lagde det meste af byen i ruiner) bygget byen op igen og bygget et enormt metronet, tre tunneler og to store broer over floden. Og det i en undergrund, der er meget blød og ligger en meter under havoverfladen! Det får én til at undre sig over, hvorfor det tager så lang tid i Danmark. Sådan noget som det her må man egentlig slet ikke sige. Så får man på puklen, for kritik af noget, der er dansk, det kan danskerne ikke særlig godt tåle. Danskerne i almindelighed har en meget stærk nationalfølelse - dansk er bedst - og så skal fremmede ikke komme og sige noget andet! Så kan de bare skrubbe hjem! Det er nu mest synd for danskerne, for dette udmærkede land kunne sikkert blive bedre endnu, hvis man ikke lukkede øjnene for, hvad andre lande og folk kan. »I Danmark er jeg født (det er jeg ikke), dér har jeg hjemme (det har jeg)«. Det skete først, da jeg uden at stamme og hele tiden lede efter ord kunne tale med folk, da jeg fik mine egne venner og en større familie og dermed min egen historie her i landet. Når man kommer til et nyt land helt alene med kun danskerne omkring sig, møder man aldrig nogen, man kender. Oplevelsen af at møde en gammel skolekammerat, en gammel nabo eller kollega har man aldrig. Det forstærker følelsen af at være fremmed. Der skal nye venner, nye kolleger, en ny familie til, og så tager det tid, lang tid. Jeg »har hjemme i Danmark«- nu! - selv om der altid er lidt hollænder i mig. At jeg føler mig godt tilpas her, har selvfølgelig at gøre med den måde, danskerne dengang mødte mig på. I 1960'erne var der ingen indvandrerskræk, jeg så ikke anderledes ud end danskerne, og jeg lærte sproget, selv om der resterer en smule accent. »Kommer du fra Færøerne?«, spørger man for det meste, og det tillader jeg mig at tage som et kompliment. Det må være meget mere svært for indvandrere i dag at falde til. De ser anderledes ud, har mere besvær med sproget, når de ankommer her som voksne, og deres kultur er trods alt meget mere forskellig end den, jeg kommer fra. Men mange danskere har ændret sig, er blevet mistroiske og bange for fremmede, og det er det værste. Den imødekommenhed, som jeg oplevede, findes kun få steder. Og den kan ingen undvære, der flytter til et fremmed sted. Danmark er dansk - det må alle fremmede forstå og leve med. Men ikke mere dansk, end at der igennem århundreder er blandet fremmed blod ind i det danske - til berigelse for det danske samfund. Ligesom danskere er udvandret i titusindvis og har tilført andre kulturer nogle værdier. Jeg har altid undret mig over den entusiasme, hvormed danskerne omtaler f.eks. det danske mindretal i Sydslesvig, eller danskerne i Argentina og Amerika. De har holdt fast ved den danske kultur, sproget og højmessen! Tænk, efter så mange generationer! Mens der ses skævt til de fremmede her til lands, der gerne vil beholde noget af deres kultur. Forstå det, hvem der kan! Min hollandsk-genetiske hjerne kan ikke. Men hollændere har da også den særhed, at der ikke findes en organisation som Dansk Kirke i Udlandet. Når hollændere udvandrer, går de i den kirke, der er på det sted, hvor de nu engang er rejst hen til. Vi fremmede har noget at give, og hvorfor ikke tage imod det? Ingen bliver ringere af at lære noget nyt og anderledes. Danskerne gør det uden videre med alle de fremmede retter og ingredienser, der er kommet på markedet. Måske er der også noget andet end madkultur, danskerne kan få glæde af? Mit møde med Danmark blev et lykkeligt møde. Jeg videreuddannede mig - blev præst og er glad for at være det - i den (mærkelige) danske folkekirke, som jeg til at begynde med syntes var så katolsk. Sådan opfatter jeg den selvfølgelig ikke længere. Men at være oplært i en helt anden kirke, med andre måder at være kirke på, er ikke så ringe endda. Det afføder en del spørgsmål, bl.a. om den måde, folkekirken er kirke på, nu også er den bedste. den danske folkekirke, salmebog, folkeskole og det sociale system er de bedste i hele verden. Ofte udtrykt af mennesker, der aldrig har oplevet noget andet. Lad os være glad for det, vi har, men Vorherre bevare os for den selvtilstrækkelighed, hvormed vi dømmer andre folks kultur. De holder jo af den! - og er det uden grund? Jeg er dansker - og lidt hollænder. Mit hjerte banker altid lidt hurtigere, når jeg passerer den hollandske grænse og hører mit modersmål. (Og spiser pandekager, for sådan nogle kan kun hollændere lave ordentligt). Men deres bibliotekssystem er ikke særlig godt, og deres trafiklyssystem er helt håbløst! Og så er landet enormt overfyldt med mennesker, boliger og biler. Når jeg så har været et stykke tid i Holland, længes jeg tilbage. Til den ro der er her, til familie og venner og endda til sproget! Og til ikke at sidde i kilometerlange køer på motorvejene på næsten enhver tid af døgnet. at være i selskab. Ikke bare selskabeligt, men netop hyggeligt! Mit fædreland, selv om danskerne nok vil synes, at det er frækt! Men Sankt Hans aften synger jeg nu med stor glæde, sammen med alle de ægte og uægte danskere, og hekse: »Vi elsker vort land« (jeg kan den næsten udenad). I dag er jeg nok mest dansker, i hvert fald når jeg er her. Delt i to personer - en dansker og en hollænder - er jeg kun, når Danmark og Holland spiller fodboldlandskamp! n sognepræst