Mit venskab med Havsteen-Mikkelsen

Tak for indbydelsen til åbningen af denne lille, men udsøgte udstilling og for lejligheden til at sige et par ord om Sven Havsteen-Mikkelsen. Kristendommen gjorde et stort indtryk på Sven, men den kristne side af ham fandt først kunstnerisk forløsning gennem det sjældne og stærke venskab med Martin A. Hansen og arbejdet med Orm og Tyr

Træsnittene i Orm og Tyr var altså det første indirekte møde med Havsteen. Senere lagde man mærke til navnet, når det dukkede op i en avis, en bog eller en radioudsendelse. Blandt andet blev jeg klar over, han også var begyndt at male altertavler. Kristendommen gjorde indtryk på Havsteen, og den kristne side af ham spirrede i kraft af hans venskab til Martin A. Hansen.
Træsnittene i Orm og Tyr var altså det første indirekte møde med Havsteen. Senere lagde man mærke til navnet, når det dukkede op i en avis, en bog eller en radioudsendelse. Blandt andet blev jeg klar over, han også var begyndt at male altertavler. Kristendommen gjorde indtryk på Havsteen, og den kristne side af ham spirrede i kraft af hans venskab til Martin A. Hansen. Foto: Torben Christensen Denmark.

Første gang, jeg stødte på navnet Havsteen-Mikkelsen, var i Orm og Tyr. Det er vist sket for mange andre. Martin A. Hansens, som var venner med Havsteen, levende, organiske tekst gjorde en fjern verden nærværende. Havsteens træsnit gjorde det samme. At man på en almindelig bogside kunne skabe billeder af en sådan enkelhed og kraft, at de åbnede ens øjne for en virkelighed, man slet ikke havde kendt, er ufatteligt. Og det er aldrig glemt.

Træsnittene i Orm og Tyr var altså det første indirekte møde med Havsteen. Senere lagde man mærke til navnet, når det dukkede op i en avis, en bog eller en radioudsendelse. Blandt andet blev jeg klar over, han også var begyndt at male altertavler.

Det var i den forbindelse, jeg mødte ham første gang. Jeg var sognepræst ved Folding Kirke ikke så langt herfra og boede i Askov. Man havde i flere år talt om, at kirken trængte til en ansigtsløftning. Malingen skallede af, og den slags. Enkelte røster havde også talt om, at de kedelige billeder i altertavlen skulle erstattes af nye.

Men så skete der det, at en gammel mand fra nabosognet testamenterede 1000 kroner til Folding Kirkes forskønnelse. Det er begrænset, hvor meget forskønnelse man kan få for 1000 kroner. Men det var et startskud. Nu blev det alvor med istandsættelsen. Samtidig skete der det, at det lille kunstmuseum i Vejen skulle åbne et nyt udstillingsrum. I Vejen Avis stod der, at det skulle ske med en udstilling af maleren Sven Havsteen-Mikkelsens værker.

Nu var han kommet tæt på, nærmere betegnet tre kilometer, og der skete noget af en kortslutning i sognepræstens hoved. Tænk, hvis man kunne få ham til at male nye billeder til den gamle tavle. Jeg nævnte ikke et ord til menighedsrådet, for der var jo en ting, der først skulle afklares. Ville Havsteen overhovedet have opgaven?

Jeg vidste tilfældigvis, at han under åbningen af udstillingen boede hos sin ven gennem mange år, højskolelærer Richard Andersen i Askov. Jeg ringede til Richard og forklarede ham min idé. Det lyder spændende, sagde Richard, kom om to timer. Da de var gået, cyklede jeg over til Richards bolig. Her sad de to ældre herrer ved frokostbordet. Havsteen var en stor mand. Men han fyldte ikke blot korporligt. Han havde en udstråling, der sagde: Den mand ævler man ikke til. Vil man ham noget, må ærindet fremføres kort og præcist.

Jeg spurgte så kort og præcist som jeg kunne: Vil De male nye billeder til altertavlen i Folding. Ja, det vil jeg gerne! Så var det afgjort.

Et par dage senere mødte jeg Richard, og han forklarede, hvorfor der skulle gå to timer. Hans første tanke var nemlig, at Havsteen skulle se Folding Kirke, inden han besluttede sig. Under Richards uendelig mange gearskift var de to herrer kørt de syv kilometer til Folding Kirke, og Havsteen syntes godt om rummet. Bagefter gik vi ud til kirkediget, sagde Richard, og vi så ud over Kongeådalen og talte om religionsskiftet i Norden. Niveauet var lagt.

Samtidig kom der brev fra Havsteen, hvor han bekræftede sit tilsagn, og han gjorde opmærksom på, at kirken trængte til en kærlig hånd.

Menighedsrådet blev nu orienteret, de var med på idéen, og det gik sådan, at Alan, Svens arkitektsøn, kom til at stå for istandsættelsen af kirken. Hans far gik i gang med billederne, og deres ven, malermester Palle Bødker fra Troense, hjalp med farveafsætningen.

Havsteen havde jo sagt ja til opgaven, og vi regnede alle med, at han selv havde forslag til motiv. Det havde han også, men han ville gerne høre, hvad menighedsråd og præst havde af forslag. Et af forslagene var overgangen over Det Røde Hav. Det kan måske undre. Det er jo et gammeltestamentligt motiv. Farao er blevet mør, efter at de 10 plager har raseret Egypten, og han lader Moses og israelitterne rejse.

Snart kommer de til Det Røde Hav og kan ikke komme længere. Og hvad værre er: Bagved sig kan de høre hovslag. Farao har fortrudt, at han har ladet dem rejse. Foran sig har de døden. Bagved sig har de døden. Her er ikke flere menneskelige muligheder.

I et brev fra dengang skriver Havsteen: Tak for forslaget om overgangen over Det Røde Hav. Bare det ikke frister mig over evne. Men da der ikke er nogen altertavlemalere i Danmark, der har sådan et forhold til havet, som jeg har, så må det forsøges. I Folding Kirke er der ikke plads til både israeliterne og til Faraos soldater. I stedet for er det blevet til Kristus stiller stormen. Er det ikke godt nok, hvis det er godt?. Sådan fandt maleren sit motiv.

Nu ser man igennem det gamle rammeværk fra 1632 ud over et hav i vildt oprør. En nøddeskal af en båd kastes rundt af bølgerne. Apostlene er næsten ikke til at se. De er ude af sig selv af angst. Der er kun én rolig skikkelse, der står som en lysende flamme i båden: Kristus, der stiller stormen.

Hvis ikke evangeliet er tale til nutiden, kan det være lige meget, mente Havsteen. Hvis ikke Kristi opstandelse gælder nu i ens liv, kan det være ligemeget. Derfor er Genesaret Sø for Havsteen Nordatlanten, hvor han har været tæt på forlis. Jeg må male, hvad jeg kender, ellers bliver billedet løgn. Eller som Martin A. Hansen udtrykte det: Kristendom er nu.

Havsteen gik sine egne veje, samtidens kunstneriske moderetninger gjorde ikke indtryk på ham. Med enkle, kraftige strøg fortalte han, hvad han havde på hjerte. Om det var en altertavle, et landskab, et portræt; han arbejdede på samme måde. Mødet mellem malerens sind og de steder og mennesker, han holdt af, blev til værker med en særegen magi.

Men det var altså i Lopra, det begyndte, her, hvor folkene gik i blod til anklerne og omgikkes de 12 apostle som deres venner. Disse menneskers kristendom var en ny erfaring for en ung Havsteen. Når de roede ud, lod de et øjeblik årerne hvile, bad en bøn og sang en Kingo-salme. Når de vendte tilbage, gentog det sig.

Kristendommen var en del af deres liv. Det gjorde et stort indtryk på Sven, men den kristne side af ham fandt først kunstnerisk forløsning gennem det sjældne og stærke venskab med Martin A. Hansen og arbejdet med Orm og Tyr. Med den første altertavle i 1956 året efter Martin A. Hansens død malede han så at sige Kristus ind i de nordiske landskaber i vores moderne tid.

Som hans landskabsbilleder taler hans kirkebilleder med deres egen myndighed. Som en Kingosalme underordner de sig evangeliet og taler med stærke farver direkte til den, der deltager i gudstjenesten. Her er intet føleri eller udenomssnak, ingen selvpromovering. Hans lidenskab er bundet til noget, der er større end han selv.

Detaljer interesserede ikke Havsteen. Ved åbningen af en kirke, hvor han på altertavlen havde malet Golgata-motivet, sagde en mand til ham: Havsteen, jeg er skuffet over Deres Kristus-fremstilling. Jeg ville gerne se Kristi ansigtstræk. Men dem har De ikke malet. Der blev en pause. Så lød det fra Havsteen som et hug: Skal vi ikke være enige om, at det er noget, vi to har til gode?

Sven var ikke altid let at omgås. Han havde afgjorte synspunkter, der ikke stod til diskussion. Hans humør kunne svinge en del. En af de sidste gange, jeg besøgte Sven, sagde han: Det er mærkeligt, alle er så gode ved mig. Jeg har ikke altid været god ved dem.

Nej, det har du ikke, men du har givet os noget, ingen andre kunne give. Ja, jeg har nok fået en gave der. Da han ikke længere var i stand til at bruge penslen og forvalte gaven, mistede livet sin mening for ham. Som en ægte håndværker følte han, at han ikke længere var nogen nytte til.

Sidste gang, jeg besøgte ham, stod Alan og jeg ved sengen, hvor han døsede. Så åbnede han øjnene og sagde: I må undskylde, jeg er her endnu. Jeg burde være død. En nøgtern og usentimental håndværkers slutreplik. Hans kompromisløse livsværk er en gave til os alle. Vi kan ønske hinanden tillykke med at have været samtidige med en maler af så stort et menneskeligt og kunstnerisk format.

Tak for ordet og tillykke med udstillingen.