NÅR DE STORE DRENGE i ”Gummi- Tarzan” giver Ivan Olsen buksevand på skolens lokummer, er det et klassisk billede på mobning. Også selvom den i Ole Lund Kirkegaards version nærmest fremstilles lidt humoristisk. Ivan Olsen er lille, han kan hverken spille fodbold eller spytte langspyt – at han bliver mobbet, det kan selv et barn i 3. klasse nok forstå. En skøn fortælling, der dog ikke ville bestå en prøve i faglig viden om mobning.
Det er ikke Gummi-Tarzans skyld, at han bliver mobbet. Men hans klejne skikkelse og skæve ben er måske oplagte for nogle at mobbe ham med. I hvert fald når faderen, bogens gymnastik lærer og måske endda resten af skolekulturen synes at tillade det. Ivan Olsen bliver ikke mobbet, fordi han er lille og slap, han bliver mobbet med det. En lille omformulering af sætningen med en stor forandring i forståelserne af, hvad der ligger bag.
DET ER LANGTFRA UALMINDELIGT, at samfundet har placeret årsagen til mobning på ofrets side. Vores fokus har været rettet mod de mangler eller fejl hos en person, der kan udløse udstødelse. Og vores retorik har været i overensstemmelse med idéen om, at ikke alle individer i en flok passer ind i det, vi opfatter som det almindelige eller det ”normale”.
I 1998 afleverede jeg sammen med en studiekammerat et juridisk speciale, som var svært at bedømme, fordi det undervejs forlod juraen og bevægede sig over i det antropologiske felt. Vi undersøgte sociale optagelsesritualer blandt danske soldater i Grønland. Unge danske værnepligtige på den øde base Grønnedal i Vestgrønland har over årtier udviklet en lang række uformelle underkastelsesprøver i det sociale miljø. De nye rekrutter blev beordret til at betjene de ældre rekrutter på alle mulige måder, og de blev udsat for en lang række strabadser og prøver, som skulle bestås, for at de kunne blive accepteret som deltagere til stedets klubaftener og fester.
Prøverne bestod af forskellige former for grænseoverskridelser. Støvler indsmurt i sennep skulle slikkes af og skylles ned med en ”suppe” af rådne madrester. Hår blev barberet i grinagtige frisurer, og rekrutterne blev stillet op på række uden tøj og beordret til at onanere på sidemanden. Alt blev filmet og vist som underholdning i kantinen.
JEG HØRTE OM RITUALERNE ved et tilfælde. En lillebror til en af mine venner var en af de tilbagevendte soldater fra Grønnedal, som fik krisebehandling efter strabadserne. Soldaternes talsmand på Grønnedal viste os ved sin hjemkomst det ene videobånd efter det andet af nøgne, frysende rekrutter overmalet med vrængende øgenavne og smurt ind i gamle madrester og deres eget bræk.
I dag ved vi, at mobning bedst kan udfordres, når vi dropper den ensidige skyldsudpegning af ofret eller af udøveren og ser bag om eller uden om individet og ind i fællesskaberne. Det er nemlig ikke alle fællesskaber, der producerer den form for ekstrem eksklusion, vi kalder mobning. Og forskelle på fællesskaber kan give os viden om, hvornår og hvorfor et ”vi” tipper til at udvikle systematiske udstødelsesprocesser, hvor der i stedet bliver tale om et ”dem” og et ”os”. Den viden må vi tage med os, når vi i dag ser en tendens til, at mobningen også er gået digitalt. Vore dages Gummi-Tarzan får ikke buksevand – hun bliver fotograferet nøgen eller truet på livet på Instagram.
Digitale platforme er vokset frem i hast globalt set, og netop vores muligheder for at kommunikere med andre ser ud til at være en kraftfuld drivkraft i den udvikling. Digitale devices er relationelle.
For mange er det digitale en af de vigtigste indgange til både arbejde, studier og bredere netværk, og det digitale bliver en slags sprog, vi alle sammen får brug for at kunne tale. Et tredje sprog ved siden af tale og skrift, men et sprog, der endnu ikke har fundet sit ”sådan gør vi”, kulturelle leje. Slet ikke når vi vil dele følelser og holdninger.
Internetkommunikation påvirker os. Vi bliver overraskede, sårede, bange og vrede. Vi bliver også glade, når vi modtager digitale hjerter eller thumbs up. Samtidig tager vi selv billeder, skriver og finder passende emojis, som vi sender i cirkulation på de sociale medier. På den måde påvirker vi også andre. Alle de følelser, der bliver til onlinehandlinger, kalder jeg ”netpsyke”.
Vores netpsyke påvirker de måder, vi er sammen med andre mennesker på. Nogle trækker sig fra den offentlig gørelse, der ligger i de sociale medier, og forsøger på den måde at beskytte sig mod udstilling og udpegning. Andre deltager aktivt i debatbølger, shitstorms, netvrede og -begejstringer. Atter andre finder en mellemvej, hvor det, de deler, er ”uskyldigt” og ”ufarligt”. Sådan finder de en ny form for digital privathed.
I nogle netmiljøer belønnes modet til at være brutal, grov og udstødende med mange likes eller adgang til fora, hvor medlemmerne går til grænserne for accepteret kommunikation. Og er vi først gået på like-hunting, er der sat gang i et selvforstærkende system. En spiralbevægelse. Der opstår en parallelmoral og et fællesskab, der handler om at udgrænse andre. Men friløb for netbrutalitet har ikke bare konsekvenser for debatmiljøet på de sociale medier – det kan også for eksempel true demokratiet i en skoleklasse og få konsekvenser for de unges ageren i de digitale fællesskaber.
NOGLE UNGE VÆLGER, at de under ingen omstændigheder vil udsætte sig for at være en skydeskive. Så hellere være passive og mindst muligt aktive i både analoge og digitale diskussioner. Det betyder, at de mest dominerende stemmer ikke får modstand, men også, at de udsatte ikke får støtte og opbakning ved, at nogen blander sig. Nogle elever trækker sig helt og bliver tavse og ensomme. Sagt med et lille ordspil: De oplever, at det bliver svært at få dig i tale i det digitale.
Min kollega Jette Kofoed og jeg besøgte i foråret 2016 en produktionsskole på Sjælland. Her gik mange unge, der havde lagt meget negative grundskoleforløb bag sig. Krøllede skoleliv. Nogle havde haft det svært med de skolefaglige krav og forventninger. Andre havde haft sociale vanskeligheder i skolen. Nogle begge dele. Igen sad vi med unge drenge og piger, der fortalte om deres grundskoletid som ofre for mobning. Flere af dem havde stadig kopier på deres telefon af de udstødelsesbeskeder, de modtog i grundskolen.
Tanja fortalte, hvordan hun i hele børnehaveklassen var fuldstændig alene. Kun i frikvartererne, hvor hun kunne stikke hænderne gennem hegnet ind til sin gamle børnehave, fik hun kontakt med sine yngre bekendte.
Gustav fortalte om sin far, der var terminalt syg, og om de nådesløse sms-beskeder, han fik, da faderen døde: ”Er det dig, der har slukket for respiratoren?”.
ET STED AT BEGYNDE, når vi som voksne vil blande os i børn og unges liv på nettet, er at undgå den moralske panik og de dæmoniseringer, som kan udvikle så store generationsmodsætninger, at vi voksne bliver fremmede for de unge. Tværtimod skal de kunne henvende sig til os og opleve, at vi forstår.
Vi kan ikke forhindre, at sociale medier præger og påvirker unge, men vi kan hjælpe dem med at navigere i det. Og vi kan hjælpe dem med at bearbejde den sorg, det er at være udelukket fra et fællesskab.
Her er tre råd til forældre, pædagoger og lærere, der netop alle handler om, at voksne må stille sig til rådighed og gøre sig tilgængelige for de børn og unge, der har brug for støtte i digitalt stormvejr:
Frygt ikke børn og unges digitale liv. Forarg jer ikke over børn og unges digitale liv. Fjern jer ikke fra børn og unges digitale liv. Til børn og unge vil jeg opfordre til, at I blander jer offensivt for hinanden på såvel de sociale medier som i det analoge liv.