Prøv avisen

Mod bjergets top

En interreligiøs konference for foden af Table Mountain i Sydafrika samlede 7000 deltagere fra alverdens religioner, som mødtes til et overflødighedshorn af aktiviteter og blandt andet hørte taler af Dalai Lama

»At tro, at overgangen til det ny årtusinde i sig selv vil skabe forandring, er urealistisk,« sagde Dalai Lama til en forsamling af græsrødder og prominente religiøse ledere samlet i Cape Town i Sydafrika i begyndelsen af december. »Fuglene vil synge, og træerne vil fortsat gro. Skal der skabes forandring, er det op til os,« konkluderede Dalai Lama lattermildt under stort bifald. Dalai Lama var sammen med Nelson Mandela blandt de hovedtalere, der kunne trække samtlige 7000 deltagere i »Parliament of World Religions« til den samme store scene i Good Hope-centeret i Cape Town. Blandt de deltagende var en bred, global repræsentation af kristne, jøder, muslimer, hinduer, buddhister samt forskellige geografisk mindre spredte grupper, bl.a. amerikanske indianere, afrikanske traditionalister, japanske shintoister m.v. Derudover deltog en række mere new age-prægede repræsentanter, f.eks. Hare Krishna - alle meget synlige i deres optræden i løbet af konferencen. Konferencen bestod af et overflødighedshorn af aktiviteter, bl.a. 800 workshops afholdt på forskellige lokaliteter over hele Cape Town. Et vældigt organisationsapparat var sat ind for at fragte konferencens tusindvis af deltagere rundt i busser, der sammen med de mange kunstneriske og musiske indslag var med til at give Cape Town en helt anden puls i de otte dage, verdensreligionernes parlament varede. Konferencen indledtes på World AIDS Day, 1. december, med en stor march. De traditionelle aids-quilts (mindetæpper) var bragt fra USA og andre lande og blev båret frem som en del af en rituel dans, vævet sammen med en række politisk provokerende taler, bl.a. af lokale aids-aktivister. Marchen gik gennem det centrale Cape Town til District 6, et område, som også i dag bærer vidnesbyrd om de mange tvangsforflytninger, der foregik i apartheid-årene, især i 1970'erne, hvor kampen for at bevare District 6 som et multikulturelt boligområde satte skub i den lokale apartheid-modstand. »I det progressive interreligiøse miljø står vi i dag over for en stor udfordring,« siger Rashied Omar, der er muslimsk leder, en del af den gamle modstandsbevægelse skabt under apartheidtiden og en af konferencens lokale hovedarrangører. »Vi står over for at miste kontakten til de mennesker, der ikke ved, hvad det vil sige at arbejde på tværs af de traditionelle religiøse skel. For os, for hvem det har været en del af vores historiske situation at arbejde i det interreligiøse miljø, er det en udfordring at få bl.a. de yngre generationer med. Faktisk er det utroligt vanskeligt at forklare, hvad betydningen af den interreligiøse dialog kan være, hvis ikke man selv har væ-ret i en proces, hvor man har oplevet det.« Rashied Omar taler af smertefuld erfaring. Den stille tilstedeværelse af bevæbnede bodyguards omkring ham taler sit eget sprog. De sidste mange år har han levet under konstante dødstrusler fra mere fundamentalistisk indstillede muslimer, der ikke mener, at hans åbne interreligiøse aktiviteter er god politik. Både på marchens første dag og senere i løbet af ugen blev konferencedeltagerne mødt af demonstranter. Kristne fundamentalister stod side om side med sortklædte muslimske kvinder. Med alvorlige ansigter holdt de næsten enslydende skilte frem. »Der er kun én vej til Gud,« var det fælles budskab, skønt skiltenes konkrete indhold markerede oplagt forskellighed. »Allah er vejen,« stod der på de skilte, muslimerne holdt frem. »Kun gennem Jesus opnås frelse,« slog de kristne demonstranter fast. Side om side stod de, tålmodigt, indtil de kristne demonstranter gik hjem, og kun de muslimske var tilbage. Uanfægtede af de alvorsfulde demonstranter udfoldede konferencens deltagere sig i en mangfoldighed af aktiviteter. Guruer fra hele verden præsenterede hver sine frelsesprogrammer, ofte under stor tumult, mens fredsaktivister diskuterede ikke-vold, og mindre grupper af intellektuelt betonede deltagere afholdt workshops om global etik. Udenfor i den varme sol overdøvedes debatterne af afrikanske dansegrupper, stilfærdige toner fra indiske raga'er, den imponerende, bombastiske lyd fra japanske taiku-trommer og trampen fra amerikanske indianeres cirkeldanse. Fra skandinavisk side deltog kun ganske få i konferencen - muligvis fordi forudsætningerne for en egentlig interreligiøs dialog ikke er fuldt modnet i de skandinaviske samfund, hvor multikulturalitet stadig er et relativt nyt fænomen. Den største nordiske repræsentation bestod af en grønlandsk delegation på tre personer, der var taget til Afrikas sydspids for at fortælle om et planlagt år 2000-projekt, et nyt kirkebyggeri i nærheden af Narsarsuaq, bygget med det formål at skabe et økumenisk valfartssted. Parliament of World's Religions har rødder mere end 100 år tilbage, til verdensudstillingen i Chicago i 1893, hvor en række religioner samledes for at præsentere sig selv. I 1993 blev traditionen genoptaget, idet en gruppe af interreligiøst interesserede besluttede at danne Verdensreligionernes Parlament som en markering af hundredeåret for den oprindelige verdensudstilling. Konferencen i Chicago i 1993 udmundede i en lang fælles deklaration, primært forfattet af den tyske teolog Hans Küng. Denne deklaration, »Towards a Global Ethic«, skabte grundlaget for de debatter, der blev ført på den opfølgende konference i Cape Town. At enes om den oprindelige deklaration var i 1993 et stort og besværligt skridt, der krævede lange forhandlinger om særlige ordvalg, f.eks. betydningen af ikke-vold. Men for de fleste deltagere var det ikke deklarationen som sådan, der betød noget, men selve det at mødes, lære af hinandens traditioner, se nye perspektiver gennem den gensidige dialog. For derfor at undgå et nyt pindehuggeri - og i erkendelsen af, hvor svært det er at få de religiøse traditioner til at enes, når det drejer sig om konkrete, fælles udsagn - havde man på konferencen i Cape Town valgt en anderledes, praktisk tilgang. Godt 700 særligt indbudte religiøse ledere og græsrødder samledes i de sidste tre dage for at diskutere konkrete handlingsperspektiver. De medvirkende udgjorde således et levende folketing, der i workshops fremlagde hver sine perspektiver og strategier og gav hinanden inspiration og nye ideer. Til stor fortrydelse for både pressen og de øvrige, mere »menige« deltagere var disse sessioner ikke åbne for alle. På trods af sine slagsider havde konferencen som helhed et vigtigt budskab. På tærsklen til det ny årtusinde - som vi nu allerede er trådt ind i - er fuglene ikke holdt op med at synge og træerne ikke holdt op med at vokse. Overalt på kloden arbejder folk fra vidt forskellige religiøse traditioner seriøst på at skabe fred, dels via dialogen med hinanden, dels via konkrete projekter i lokale miljøer. Arbejdet hen imod en fælles global etik er ikke hørt op, selvom vejen er vanskelig, og der er mange sten at vende. Forsøget på at forene den spirituelle søgen med det sociale og det politiske engagement er ikke altid en let vandring, men intentionerne er der, og konferencen skabte grundlag for mangfoldige netværksdannelser. Behovet for den interreligiøse dialog udtrykkes måske tydeligst i den interesse, som ganske almindelige, ikke særligt religiøst interesserede mennesker viste i konferencens tema. Dalai Lama samlede to gange 6000 mennesker til to på hinanden følgende arrangementer i Kirstenbosch Botanical Gardens, hvor han enkelt og ligetil talte om global etik, indbyrdes omsorg, betydningen af at give kærligheden næring m.v. Den interesse, som Dalai Lamas besøg i Cape Town skabte, ikke mindst i sekulære kredse, viser, at der er grobund for åbningen til en etisk søgen. Cape Town, der er kendt for sin bjergrige naturskønhed, var i sig selv en fremragende ramme for en konference som denne, hvor interessen for økologi, naturbevarelse og social forandring gik hånd i hånd med længslen efter genfindelsen af dybere åndelige værdier. I bogen »Sacred Mountains - Ancient Wisdom and Modern Meanings« (Floris Books 1997) beskriver forfatteren Adrian Cooper, hvordan en dyb åndelig længsel ofte forbindes med dybe naturoplevelser. Bogen behandler bjergvandringens psykologi og ser på de motiver, der får mennesker til at trodse de værste farer for at nå til de mest øde egne, bestige de mest øde tinder. De fleste af de interviewede bjergbestigere understreger, at de i deres traditionelle kirker, synagoger eller templer ikke har kunnet finde den frihed og multidimensionalitet, som de finder i bjergene, og at de aldrig, før de kom ud i de øde egne, lærte at bede med alle sanser. De beretter om en lukkethed i de religiøse samfund, som de kommer fra - kristne, jødiske, såvel som buddhistiske - en lukkethed, som de først har været i stand til personligt at kaste af skuldrene, da de kom ud i bjergenes store, åbne, overraskende hellige rum. De beskriver mødet med bjergene som en dyb spirituel oplevelse, som en oplevelse af, at vingerne vokser ud fra de stækkede skuldre igen. Måske kan Parliament of World's Religions sammenlignes symbolsk med bjergene, som beskrives her, idet konferencen åbnede for en tilgang til det åndelige, der ikke fornægtede traditionerne, men heller ikke lod sig begrænse af dem. I nogens øjne kunne åbenheden måske indimellem synes lidt for stor - men ikke desto mindre var det netop inklusiviteten, og ikke eksklusiviteten, der dannede grobund for de virkeligt dybe møder, på tværs af traditionernes skel. Det blev muligt at gå op ad det samme bjerg, fra hver sine sider - og alligevel mødes et sted på toppen, eller når snørklede stier krydsede hinanden i et ellers viltert, uigennemtrængeligt landskab. Som Dalai Lama sagde i en af sine taler i Kirstenbosch Botanical Gardens: »Man kan først se toppen af bjerget, når man er der«. Han pegede mod Table Mountain, der som næsten altid på den tid af den sene eftermiddag var dækket af fine, hvide skyer. n kultursociolog