SIGNE HAR VÆRET TIL BARNEDÅB i den lokale kirke. Et par dage efter møder hun præsten, Jens, og han spørger hende, hvordan det går. Hun forklarer tøvende, at det var fint at besøge kirken, men hun kan ikke se sig selv komme i den over længere tid.
Det gør man jo kun med steder, hvor man virkelig hører til, og hvor det betyder noget, at man er der, mener hun. Og der er mange ting, hun ikke rigtig forstår, selvom det er smukke ritualer. Der er nok bare for meget andet, der kalder på min tid men jeg kunne vældig godt lide din prædiken, skynder hun sig at understrege.
LÆS OGSÅ: Folkekirken som vært og som gæst
Kirketjeneren og organisten er kommet voldsomt på kant med hinanden. Jens kone, Britta, kan ikke forstå, hvorfor han ikke inviterer dem over til en kop kaffe. Det må da kunne lade sig gøre at få dem til at tale sammen, siger hun. Det kunne være bedre, men det kunne også være værre, mener Jens, og jeg vil helst ikke blande mig for meget. Jamen, jeg kan da mærke, at det påvirker dit humør, siger Britta, og ovre i kirken er der somme tider så dårlig stemning, at selv kirkegængerne må kunne mærke det. Ja, det er noget skidt, siger Jens og kigger ud ad vinduet.
Troels skal aflevere en fødselsattest til præsten. Jens ønsker til lykke med den lille ny og spørger, om der så snart skal være barnedåb. Måske, siger den unge mand. Jeg er nu mere optaget af buddhismen og har prøvet at meditere i flere år, men det er svært at holde regelmæssigheden, når man altid er alene. Han spørger, om kirken har en meditationsgruppe. Jens siger, at Troels er velkommen til gudstjenesterne, og at det faktisk er meget meditativt, både med salmesangen og bønnerne. Men han føler sig ubehagelig til mode, for han kan mærke, at Troels er et helt andet sted. Troels afrunder snart samtalen og går igen. Jens er træt og egentlig lidt ked af det.
Det kræver mod at være kirke i dag. Mod til at bringe sig selv i spil, hvad enten det drejer sig om relationen til samarbejdspartnere, initiativet til at inddrage kirkegængere, samtalen om kristen spiritualitet eller fordybelsen i det, som er kirkens eksistensberettigelse og budskab.
Det er virkeligheden i en folkekirke, der er under hastig forandring. Der er behov for nye ledelsesformer. Der stilles krav om medindflydelse. Og nødvendigheden af at inkludere og integrere nye mennesker og andre tilværelsestolkninger bliver tydelig.
Det kan man både opfatte som en udfordring og en mulighed. En mulighed for at have et samarbejde, der er præget af tillid og engagement. En mulighed for at inddrage kirkegængere og beboere i sognet. Og en mulighed for at være tiltrækkende for mennesker, der ellers sjældent har sat deres ben i kirken. Det kræver aktiv handling at skabe rum for det potentiale, der vokser frem i disse tider. Og det kalder på mod til at gå i dialog.
DER TALES MEGET om ledelse i folkekirken såvel som i samfundet som helhed. Vi vil ledes på en måde, så vi trives, føler os anerkendt og vokser som mennesker. Men hvem leder hvem i et sogn, hvor menighedsrådsmedlemmer og provst ikke har en hverdag i kirken? Hvilke former for ledelse foregår der i praksis? Indtil nu har det mest almindelige været selvledelse, altså at de enkelte medarbejdere leder sig selv under stor frihed, idet de arbejder for en fælles vision i et ligeværdigt samarbejde med stor åbenhed og respekt for hinandens kompetencer.
Men det kan være en udfordring at få samarbejdet til at blomstre i den komplekse struktur, som folkekirken er, og er man blevet skuffet, kommer man let til at distancere sig fra hinanden. I disse år arbejdes der meget på at finde den rette model i den enkelte sognekirke, hvor nu også en ny medarbejdertype, daglig leder er kommet til. Samarbejdet kræver dialog. Det handler om kommunikation, om at bringe sig selv i spil og om at give plads til, at den anden gør det samme. Vi må vælge modet til at gøre os sårbare og udtrykke vores ønsker for samarbejdet, selv hvis vi har oplevet vores kompetencer overset. Vi må vælge ydmygheden til at spørge ind til andres erfaringer og holdninger, selv hvis disse strider imod vores egne. Hvis kirken skal være et sted, som mennesker forbinder med liv, ånd, fællesskab og værdsættelse af den enkelte, må det være afspejlet i måden, der samarbejdes på.
Der bliver i disse år eksperimenteret med forskellige måder at være kirke på. Det kræver mod at acceptere og endda opmuntre til, at mennesker i sognet får en større plads i kirkens liv. Ikke mindst er der en voksende tendens til, at mennesker ønsker at være mere aktivt medvirkende ved kirkens gudstjenester.
Vi har i kirker for eksempel oplevet, at et menighedsrådsmedlem deler salmebøger ud, en konfirmand ringer med klokkerne, et barn tænder stearinlys, en ung mand spiller klaver under nadveren, en mand læser et digt efter prædikenen, en kvinde læser epistelteksten, mens andre igen laver kaffe og dækker bord.
Der eksperimenteres med konceptgudstjenester, eksempelvis for børn, for dem, der søger stilhed, og for dem, der gerne vil koble fra på vej fra arbejde. Og vi kender præster, der skriver prædiken på baggrund af samtaler med en gruppe kirkegængere. Der er brug for endnu flere udtryk, der tager form efter de mennesker, der omgiver kirken og engagerer sig aktivt i den. For mange mennesker bliver det først min kirke, når jeg har givet den mit fingeraftryk eller kender en af dem, der medvirker aktivt. Men det gælder om at forny sig på en måde, som den pågældende kirke kan rumme. Pointen er ikke, at man skal kopiere andres succeser, men at vi må spørge os selv og hinanden, hvordan kirken bedst kan skabe rum for netop de mennesker, som hører til den.
Skal folkekirken være kirke i tiden, må den forholde sig positivt til de mennesker, der er åndeligt søgende. Den må være lyttende og respektfuld over for andres åndelige erfaringer. Men den må samtidig grave i sine traditioner og hente viden om ny og gammel bønspraksis, som kan være til inspiration i hverdagen.
I disse år bruger mange mennesker østligt inspirerede teknikker til spirituel fordybelse midt i en travl hverdag uden at vide, at der faktisk findes en oldgammel kristen meditationspraksis. Kurser i bøn, kristen meditation, pilgrimsvandringer med videre udbydes flere steder i folkekirken, og der er mennesker, der ad denne vej kommer i kontakt med deres lokale folkekirke for første gang.
Men for mange præster og kirkeligt ansatte kan samtaler om åndelige erfaringer med mennesker uden noget kirkeligt sprog være uvant. Ikke at man ønsker at afvise dem, man ved måske bare ikke, hvad man skal stille op med de spørgsmål, de kommer med.
Kirken er nødt til at lade sig udfordre på dette punkt. Vi må tage os tiden til selv at fordybe os i vores egen tro, så vi har en ballast at møde åndeligt søgende med, og vi må sammen med de mennesker, der søger vejledning, turde tale om det personlige gudsforhold og om, at troen kan tage mange former.
Det at være kirke kræver mod til at møde den anden ærligt og med åbent sind, både samarbejdspartneren, den, der gerne vil involveres, og den åndeligt søgende. Der er en længsel efter steder med plads til fordybelse og fællesskab. Det sted har den lokale folkekirke fortsat en unik mulighed for at være.
Steen Clausen er advokat og konfliktmægler, Jette Dahl er præst og procesleder, Kristina Garth-Grüner er jurist og konfliktmægler, Morten Hinz er organist og konfliktmægler og Dorte Kappelgaard er sociolog og procesleder. Kronikørerne er tilknyttet Broskaberne, et fællesskab af fagfolk, der hjælper og inspirerer sognekirker i deres udvikling