Prøv avisen

Moderskabet er i krise

Foto: .

Der er al mulig grund til at opfordre kvinder til at inkludere moderskabet i deres livsplaner så tidligt som muligt, mener denne kronikør

Kvindernes internationale kampdag, som den blev markeret for en måneds tid siden, satte fokus på kvinders vilkår og rettigheder. Men spørgsmålet er i dag, hvad der bør stå i fokus for disse bestræbelser.

For mens der ikke kan være tvivl om, at spørgsmål om for eksempel fysisk vold mod kvinder eller om deres adgang til undervisning og arbejdsmarked stadig er aktuelt rundt om i verden, så er situationen i de vestlige lande snarere, at kvinderne på mange måder har en ønskeposition i forhold til mændene. Flere kvinder end mænd får i dag en videregående uddannelse, og i forbindelse med den økonomiske krise har flere kvinder end mænd fastholdt deres tilknytning til arbejdsmarkedet. For første gang i USAs historie sidder kvinderne på flertallet af landets job.

LÆS OGSÅ: Krisen får kvinder til at udskyde fødsler

Men der er et stort minus i dette regnskab, og man kunne ønske, at kampdagen i dag også fokuserede på den krise for moderskab, som findes hos kvinderne i vore vestlige lande (og andre lande med samme livsstil).

Mødrene i Europa og andre udviklede lande har igennem årtier bragt stadig færre børn til verden. Børn, som ikke alene er en kilde til glæde og livsbekræftelse, men som også skal holde samfundsproduktionen i gang og skabe økonomisk grundlag for at forsørge de ældre. De europæiske befolkninger befinder sig alle under reproduktionsniveauet, det vil sige det gennemsnitlige antal børn, en kvinde eller et par skal have for at erstatte sig selv.

1968 var det sidste år, hvor det danske folk reproducerede sig selv med en fødselsrate på 2,1. I 2011 faldt den danske fødselsrate til 1,76, det laveste siden 1988. I lande som Italien, Spanien og Grækenland har fødselsraten længe ligget nede omkring 1,3. Det er ikke tilfældigt, at de samme lande kæmper med enorme gældsbyrder, for de har optaget lån i tillid til, at nye generationer af unge har kunnet betale regningen gennem deres købekraft og skattebetaling. Men disse generationer er bare aldrig blevet født.

Så lad os se virkeligheden i øjnene: Det er i grunden hverken ældrebyrden eller gældsbyrden, som har været årsagen til den finansielle og økonomiske krise, men det faldende fødselstal sammen med almindelig grådighed og overforbrug.

En lavere fødselsrate må selvfølgelig hilses velkommen for de landes vedkommende, der trues af overbefolkning, men det er ikke situationen hos os. Hvis det lave fødselstal fortsætter her, vil der i fremtiden blive behov for en massiv indvandring for at kunne finansiere vores velfærdssamfund.

Ifølge Eurostats prognose frem til 2060 vil indvandringen til EU komme op på 59 millioner mennesker, heraf cirka 400.000 mennesker til Danmark, overvejende fra fattige muslimske lande. Man behøver ikke at være sympatisør af yderligtgående, populistiske partier for at mene, at denne udvikling vil sætte forståelsen og den fredelige sameksistens mellem europæerne og de nye indvandrere på en hård prøve.

Hvorfor er det gået tilbage med fødselsraten? Svaret ligger først og fremmest i, at mange kvinder i dag udsætter deres fødsler i en grad, så der ikke bliver plads til barn nummer to og slet ikke til nummer tre. I 1965 lå gennemsnitsalderen for danske førstegangsfødende på 22,7 år i dag ligger den på 29,1 år. Årligt bliver herhjemme mere end 12.000 børn født af mødre på 35 år eller derover, og omkring 2000 børn af mødre over 40 år. Der er her tale om biologisk set halvgamle og ligefrem gamle mødre. Især når man tager i betragtning, at den optimale, det vil sige den mest naturlige, fødealder for en kvinde ligger på mellem 18 og 25 år.

Og jo mere man sætter sig op imod de biologiske lovmæssigheder, desto større risiko er der for en række ubehagelige konsekvenser. Det kan godt være, at den unge kvinde og hendes forældre mener, at hun først skal have afsluttet uddannelsen eller gjort karriere, eller parret mener, at der skal være orden i økonomien, hvormed der oftest menes at købe ejerbolig, før der er tid til børn.

Men kvinden må da være klar over, at når hun er blevet frugtbar som 13-årig og først vælger at få et barn som 35-årig, undertrykker hun hele sit reproduktive system gennem samfulde 22 år. Der er tale om en biologisk set dybt unaturlig tilstand. Udsættelsen af fødsler har fået dramatiske konsekvenser, ikke alene for fødselsraten og samfundsøkonomien, men også for kvinden selv og det barn, som hun håber på at føde sund og rask.

LÆS OGSÅ: Færre fødsler truer Europas fremtid

Fra omkring 35-årsalderen falder kvindernes frugtbarhed markant. Selvom reagensglasbefrugtning (IVF) hjælper en del par, er behandlingen ikke risikofri, og mange kvinder må gå bort med uforrettet sag, omkring en tredjedel efter tre forsøg. Hvis en kvinde således må opgive at få et barn, kan det være en af de vanskeligste ting, hun overhovedet kan komme ud for i sit liv. Det kan føre til mindre selvrespekt og problemer med sit parforhold, når hun ikke kan leve op til den mest grundlæggende kvindelige egenskab af alle at kunne føde børn.

Kvinder, der debuterer sent som mødre, eller som ikke får børn, løber også en større risiko for at udvikle brystkræft. Jo længere tid der går mellem pigens første menstruation og hendes første graviditet, desto større er risikoen for at udvikle brystkræft. Hvis danske kvinder får deres første barn som 18-årig og et barn mere inden 25-årsalderen, vil vi kun se halvt så mange tilfælde af brystkræft, som vi har i dag. Hvis danskerne fulgte dette råd, vil det sige, at omkring 2000 kvinder hvert år kunne undgå at få brystkræft, og at omkring 700 dødsfald ville blive sparet.

En kvindekrop på over 35 er ikke lige så sund eller velegnet til at føde som en yngre kvindes, og med en graviditet vil hun have større risiko for komplikationer. Dertil kommer, at hendes foster vil have større sandsynlighed for at udvikle diabetes 1 og autisme eller for at få kromosomfejl. En fostervandsprøve fritager ikke kvinden for svære etiske valg på egne og fosterets vegne et valg, der i mange tilfælde kunne være undgået, hvis hun havde født tidligere.

Over store dele af den vestlige verden har man gennem de seneste årtier kunnet iagttage, at stadig flere børn bliver født for tidligt, hvilket som regel også indebærer for lav fødselsvægt. I Danmark er andelen steget fra knap fem procent i 1980 til syv procent i 2006, svarende til 4500 børn årligt. Hvad de ekstremt tidligt fødte angår, er der næsten sket en fordobling (fra 0,7 til 1,2 procent) svarende til 250 pr. år.

En væsentlig del af denne stigning er forbundet med kvindernes højere alder, når de føder. Dette gælder især, hvis de derudover har fået foretaget IVF, har fået tvillinger, har haft kønssygdomme, fået foretaget abort eller været udsat for stress, for eksempel i form af lange arbejdsdage under graviditeten og en eller flere af disse faktorer er da også mere sandsynlige, jo ældre kvinden er, når hun føder. Meget tyder på, at for tidligt fødte børn har større risiko for at udvikle diabetes 2 og neurologiske eller psykiatriske lidelser som ADHD, fordi hjernen ikke er færdigudviklet.

Nu er der ingen grund til at gøre 35-årige kommende mødre foruroliget, for de fleste af dem klarer fødslen uden større problemer og får en sund og rask baby. Alligevel er der al mulig grund til at opfordre kvinder til at inkludere moderskabet i deres livsplaner så tidligt som muligt på trods af skiftende regeringers opfordringer til de studerende om at gennemføre studiet så hurtigt som muligt og på trods af omgivelsernes pres for at prioritere den materielle levestandard i forhold til det at få børn.

Så lad kvinderne kæmpe for retten til at få børn, når de er unge, mens tid er den biologiske tid.

Niels Arbøl er lektor i biologi og forfatter til bogen Det moderløse samfund, der udkommer i denne måned på forlaget Queenswood