Det vil jeg sige til min datter, når vi taler om det dér med at blive konfirmeret

Måske ved man slet ikke, at man tror. Måske tror man – uden at vide det imens – takket være modtagelighedens gave, skriver forfatter Jens Christian Grøndahl forud for sin datters konfirmation

Jens Christian Grøndahl
Jens Christian Grøndahl. Foto: Leif Tuxen.

OM ET ÅRS TID vil vores ældste datter nærme sig den alder, hvor hun skal konfirmeres. Det vil sige, skal og skal. Det ligger i sagens natur, at hun selv tager stilling til, om hun vil bekræfte sin dåb.

Første gang modtog hun Guds rige som et lille barn, denne gang bliver hun bedt om selv at svare for sig. Noget af en mundfuld for en eftertænksom pige. Hvem er ikke bange for at tage munden for fuld?

Vores datter går ind i en tid med svære overvejelser. Der ligger jo også et oprørspotentiale – vendt mod forældrene mere end mod kirken – i at sige nej tak. Det hjælper ikke, at hendes far også har været vankelmodig. Selv undlod jeg at blive konfirmeret, men lod hende ikke desto mindre døbe.

Hvis hendes mor og jeg var taktiske, kunne vi sige ”Lad du bare være” i håb om, at hun så vil reagere kontra. Taktikken duer bare ikke, fordi hun allerede er udmærket klar over, at vi håber, hun vil sige ja. I sådan et spørgsmål gør man nok også bedst i at være helt utaktisk, helt åben og troskyldig.

”Troskyldig” er et godt ord, men selvmodsigende. I daglig tale mener vi jo ikke, at vi skylder at tro. Tværtimod tales der om en tilstand af næsten barnlig åbenhed og umiddelbar, uforbeholden tillid. Måske et godt sted at begynde.

NOGET AF DET SMUKKESTE i Det Nye Testamente er efter min mening de berømte ord fra Markusevangeliets kapitel 10 om ikke at hindre de små børn i at komme til Jesus. Man forstår jo godt disciplene. Hvad skulle sådan noget småkravl kunne begribe af, hvad deres mester havde at fortælle?

Senere tiders kristne har fortolket hans ord, som om man bedst udtrykker sin tro ved at opføre sig som børn. Den lallende, huldsalige fromhed er en af grundene til, at jeg i lange perioder har holdt mig på afstand.

Men er troen overhovedet noget, man kan udtrykke? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg er en tvivler og forestiller mig, at tro er noget, der sætter sig igennem, sommetider ligefrem på trods. I så fald kan der ikke være tale om en præstation. Sikke en lettelse.

Det siger noget om vores individualisme og de voldsomme krav, vi stiller til os selv, at også troen er blevet noget, vi mener at have ansvaret for. Tror du på Gud? Spørgsmålet virker lige så intimiderende som en skarpladt pegefinger.

Man kan jo ikke bare folde hænderne og presse troen frem. På den anden side må tvivlen også kunne rettes mod sig selv, og med alderen er jeg nået frem til at lade min tvivl komme troen til gode. Jeg håber for min datter, at hun vil gøre det samme.

I øjeblikket er hun inde i en økumenisk periode, hvor hun synes, at der er noget rigtigt i alle religioner. Hun lægger op til at lave sit eget miks, men er dog ikke blind for, at det kan blive ensomt i længden at sidde for sig selv med sin specialbyggede ”spiritualitet”.

Hun kan også godt se det nærliggende i at reservere en særplads til den trosretning, som hun kender bedst, og hun er ikke så hårdnakket en relativist, at hun ikke erkender, hvor indflettet den kristne kultur er i hendes øvrige tilhørsforhold. Men troen, hvad med den? Hvis den ikke er en præstation på linje med en ironman eller ”Den store bagedyst”, hvad er den så?

Selv i de år, hvor min afstand til kirken har været størst, kunne jeg i bestemte, særligt smukke kirkerum føle mig grebet, ligesom jeg på en uforklarlig måde kunne føle mig talt til og truffet af evangeliernes sprog. Det kunne simpelthen være teksternes komprimerede, episke sejhed, men det kunne også være enkelte sætningers paradoksale insisteren. Som nu for eksempel førnævnte sted hos Markus: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Det er noget mærkeligt noget at sige, og jeg kan ikke tro – der poppede ordet op igen – at Jesus vil have os til at lægge fornuften i våbenhuset. Blive hellige på den påtaget barnlige måde, som en agnostiker døjer sådan med at kapere.

MÅSKE HANDLER DET heller ikke om at afmontere fornuften, kun om at indse dens begrænsning? Besinde sig på, at tro angår det, vi ikke kan vide, udgrunde, begrebsliggøre og få styr på. Sådan som vi i vores regelbundne teknosamfund ellers har fod på det meste.

”Hvis man nærmer sig Gud, fjerner han sig,” skrev maleren Oluf Høst i en af sine logbøger. Det burde fanatisk troende af enhver religiøs observans tage at skrive sig bag øret, men de ville nok forbande ham i stedet. For nylig fik jeg til gengæld et stikord til, hvordan man også kan tale om den variable afstand mellem tvivl og tro.

Vi var i Trinitatis Kirke juleaften og hørte Erik Høegh-Andersen prædike. Han talte om resonans, om hvordan sindet kan sættes i svingninger og vibrere. Musikken gør det, kunst og poesi formår det somme tider, og det er ikke bare en æstetisk oplevelse. Eller rettere, man snyder sig selv, hvis man sætter ”bare” foran æstetikken og på den måde forklejner kunstens betydningskraft, som om den kun var til pynt. Et fremføringsmiddel for mere tungtvejende indhold.

SOM SAGT KAN Bibelens ord og fortællinger have den samme indvirkning. Ligesom når musikken bevæger, eller når lyset i et landskab eller samværet med et andet menneske får noget i én til at svinge, så man føler sig ramt et sted, man ellers ikke ville have mærket, at man havde i sig. For en stund er man umiddelbar og åben, trygt hvilende i nærværets nu og her ”ligesom et lille barn”.

Oplevelsen kommer ikke indefra, men evnen til at svinge med er ens egen. Man er på samme tid i en dybere kontakt med sig selv og med noget, der er ubegribeligt meget større.

Fortolket på den måde antyder ordene i Markusevangeliet, at modtageligheden i sig selv er en slags tro. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage og blive 14 år igen, ville jeg synes, det var nok til at bekræfte min dåb.

Nutidens pædagogisk korrekte forældre taler med hinanden om, hvor vigtigt det er at acceptere deres kontroltab i forhold til familiens teenager. Selvstændighedstrangen såvel som samfundets forventninger til præstation og succesmål taler for, at den unge nu indtager førersædet og disciplinerer sig.

Samtidig bobler de unge år af livsglæde og lyst til at give sig hen, danse vildt, forelske sig euforisk eller bare drikke sig i hegnet uden tanke på fremtiden. Alt opleves stærkere, mere sindsoprivende, mere overvældende og vidunderligt.

I OVERGANGEN MELLEM barndommen og ungdommens langstrakte løsrivelse står man på én gang åben og forsvarsløs. Den store aha-oplevelse bliver, at det gør vi andre såmænd også, trods voksenlivets garderinger og skepsis. Sårbarheden er et blivende vilkår, men den er også kilden til al lykke. At vi er prisgivet hinanden og den opmuntrende tanke om en kærlighed, der er større, end vi kan fatte.

Derfor er det også alt for snævert at spørge sig selv, om man tror ”på” Gud. Det nøjeregnende lille ”på” ligner allerede et ønske om at hegne ham ind frem for at overgive sig til tanken om, at det vigtigste i livet er uden for vores kontrol.

Her er, hvad jeg vil sige til min datter, næste gang vi taler om det dér med at blive konfirmeret: Måske ved man slet ikke, at man tror. Måske tror man – uden at vide det imens – takket være modtagelighedens gave.