Prøv avisen
Kronik

Historien om en ung mand, som mødte et blik, han ikke kunne stå for

Foto: Privatfoto

Jeg faldt for hendes blik og overblik samt det der udefinerbare element af at møde sin modsætning, som kompletterer én – i mit tilfælde sin absolut bedre halvdel! Sådan skriver dagens kronikør i sommerens kronikkonkurrence ”Min kærlighedshistorie”

Det her er ikke en moderne udgave af ”Romeo og Julie”. Det er såmænd bare historien om en ung mand, som mødte et blik, han ikke kunne stå for. Han så sig selv spejlet i de dér lysebrune øjne – og inden længe har vi, Hanne og jeg, været sammen i 14.000 dage i tykt og tyndt, langt fra Shakespeares berømte, arketypiske kærlighedsbeskrivelse.

Jeg faldt på et tidspunkt over et fotografi fra Hannes barndom. Hun kigger op på fotografen med netop det blik, som siger: ”Der er ingen, der skal løbe om hjørner med mig, for jeg ved, hvad jeg vil.” Det var det, jeg faldt for, samt det der udefinerbare element af at møde sin modsætning, som kompletterer én – i mit tilfælde sin absolut bedre halvdel!

Under foregivelse af dyb interesse for Hannes undulater besøgte jeg hende en lørdag aften i 1979. Klokken 5 om morgenen kørte jeg hjem på hendes knallert. Eventyret var begyndt. Fascination, forelskelse, etablering af lejlighed, fælles liv, holde i hånd, være udødelig, have livet og mere til foran sig. Ordene er fattige, men sådan er forelskelsens fase vel med et stænk af vanvid, når man er ung.

Hendes blik, overblik. Hun var god til at organisere og planlægge. Jeg forsøgte så vidt muligt at følge trop og lære. Jo, den her pige vidste da godt nok, hvad hun ville. Hun kunne sætte lamper op, hun kunne aflæse en brugsanvisning på koreansk og så bare sætte tingene sammen, mens jeg sad mere eller mindre ydmygt og kiggede på.

Til min 60-årsfødselsdag sagde Hanne en utroligt rammende sætning: ”Jeg tror, vi bruger to forskellige hjernehalvdele.” Det grinede gæsterne meget af, jeg også pligtskyldigt, men i eftertænksomhedens klare lys var det ramt meget præcist. Hvad jeg mangler i overblik, teknisk snilde og gåpåmod, det har Hanne. Til gengæld elsker jeg sang og musik, skriver digte og står for den mere ”underholdende del”, når der skal være fest i gaden.

Forelskelsen, der blev ramt, man fristes til at sige beriget, af hverdagen, har dog efterhånden taget den drejning, at vi er mødtes på midten. Jeg bliver bedre og bedre til at bruge den anden hjernehalvdel, smøge ærmerne op og kaste mig ud i praktiske projekter, som ikke er så underholdende, men som er nødvendige for at få det hele til at fungere. Den dag i dag hviler vi i vores forskellighed, og i den grå zone på midten står vi last og brast i et godt samarbejde.

Indimellem får jeg et hak i tuden, hvis jeg bare tager Hannes dygtighed og villighed for givet. Engang hos nogle venner fik vi napoleonshatte til kaffen. Spontant sagde jeg: ”Hanne, du får lige opskriften.” Hun så på mig med det dér blik og sagde: ”Nej, Ole, det gør du!”. Som sagt, så gjort. Jeg måtte bede om opskriften, og så gå hjem og lave napoleonshatte. Og det er faktisk slet ikke så svært, heller ikke for en mand!

14.000 dage er lang tid, og hvis jeg som ung havde siddet med det regnestykke, ville jeg måske lige have tænkt mig om en ekstra gang, før jeg tog hul på eventyret. Hemmeligheden er måske, at vi med et lidt forslidt udtryk har taget ”en dag, et øjeblik ad gangen”. Med fælles værdigrundlag i den kristne tro har vi kunnet leve i nuet og glæde os over de fleste dage. Sammen takke og bede og lægge problemerne frem for Gud.

Den dag i dag er den åndelige dimension det kit, som stadig knytter os sammen. Her henter vi overskuddet til at modtage og give.

Hanne og jeg mødte hinanden kort efter, at jeg havde været en forvirret, identitetssøgende ung mand. Med ikke så stort et mellemrum fik jeg skænket to uvurderlige gaver: troen på Guds milde, tilgivende blik og mødet med Hannes lysebrune øjne. Så Gud og Hanne har givet mig skulderklap og livsindhold. Det er også vores kristne tro, som har hjulpet, når vi mistede nogen, vi holdt af.

Blik, overblik, gyldent øjeblik. Det sidste har der været mange af, og de glimter lejlighedsvist endnu. Vi havde 15 år som par, før vi et sådant gyldent øjeblik besluttede os for, at vi ville søge om adoption af to børn. Vi passede vores jobs som pædagog og lærer, og vi var aktive i kirkeligt arbejde. Men vi syntes, at der manglede en dimension. Så vi gik igennem en proces, som varede fire år for at blive godkendt som adoptivforældre og finde det rigtige match. Der var mange skuffelser undervejs, men vi stod sammen om det, og det endte med, at vores kærlighed blev udfordret og beriget af de tvillingepiger, som vi adopterede.

Det modnede os at få det store ansvar. Det gav andre perspektiver på kærligheden, hvor vi pludselig fik andet at beskæftige os med end parforholdet. Nu skulle der hentes børn, synges ”Halfdans ABC”, tages barns første sygedag og alt det, der følger med. Støtte dem i skolegang, sport, kammeratskaber. Gennem ansvaret dag efter dag fik vi et nyt syn på os selv, en ny taknemmelighed for livet og for et godt helbred. Tænk sig, hvis pigerne mistede os, tænk sig, hvis vi ikke var i stand til at give dem rammer og fremtidsmuligheder.

Hanne og jeg er begge på efterløn. Vi står og ser tilbage på de mange tusinde dage, som kom til os. Mange som funklende perler på en snor, nogle grå og triste og bekymrede, men hvis de ikke var der på Guds kærligheds røde tråd, så ville de andre sten jo ikke glimte og glæde nær så meget.

Vores alder indebærer, at vi med lidt realitetssans må erkende, at vi har færre dage tilbage på perlesnoren, end de omkring 14.000 vi sammen har bag os. Indtil nu har vi været sparet for alvorlig sygdom, men vi kender ikke fremtiden. Kun at vi glæder os over stadig at have hinanden, at kunne supplere hinanden og stå sammen i tykt og tyndt.

Perspektivet for vores forhold er, at en dag står én af os alene tilbage. Det gør ondt at tænke på, men i livsglædens navn har vi indtil nu fået lov at leve hverdagene sammen med mange skønne minder og endnu planer for fremtiden. Vi ønsker at få lov at være der for vores døtre, om muligt at få lov at se børnebørn og følge med dem et stykke ad vejen. Vi er taknemmelige for mange gode venskaber, vi har fået gennem årene, vi er glade for stadig at være aktive og supplere hinanden i kirkens arbejde.

Kærligheden har ikke mistet sit nødvendige skær af mysticisme. Da vi var forlovede og gik hen ad landevejen omkring den gård, hvor Hanne er vokset op, mødte vi en gammel mand, som så spørgende på os. ”A’ Peter Friis’ datter,” sagde Hanne og så på ham med sit frejdige blik. Jeg følte en udefinerbar stolthed og glæde over at holde Peter Friis’ datter i hånden.

En respekt for hende og hendes baggrund, som var en ukendt verden for mig, lige fra første gang jeg kom med hjem til gården og hørte grisene skrige i stalden, lige inden de skulle fodres. Hold da op for en larm! Min baggrund var tilsvarende et lukket land for hende. Hanne har taget min familie til sig som sin egen. Ikke mindst min mor, ”svigermekanikken”. Hanne er hendes frisør, havekvinde, negleklipper og meget mere, og det er jeg stolt af.

Hvad er kærlighed? Et blik, som møder mig og siger: ”Jeg ved, hvad jeg vil.” En fascination af en person, som er anderledes end én selv og af hendes parfume. Jeg spejler mig stadig i hendes blik, og forandres endnu under det. Forhåbentlig. Ligesom jeg håber, at Hanne også ser sig selv som en elsket og kostbar perle i mine øjne, når eftermiddagslyset falder ind fra en bestemt vinkel.

Ole Bering er tidligere lærer

Foto: Flemming Jeppesen