Forfatteren Martin A. Hansen, der både var en stor digter og en skarpt iagttagende historieberetter, pegede engang på det mærkværdige paradoks, at det er de særligt frihedselskende folk, der har konger.
"Det er de ældste og mest stabile demokratier, der stadig er kongedømmer. De tre gamle nordiske riger vil jo ikke vide af diktatur. Frivilligt giver de aldrig slip på folkestyret. Men konger vil de også have!"
Så vidt Martin A. Hansen. Alligevel finder vi hjemme hos os, i verdens ældste monarki, en lysende forklaring på modsigelsen: Ingrid, dronning af Danmark ved kong Frederik IX's side fra 1947 til 1972. Den menneskelige ballast, hun bragte med sig ved indtoget i 1935 som kronprins Frederiks brud, er ganske enkelt nøglen til monarkiets beståen hos os.
Det er i morgen søndag hundrede år siden, hun kom til verden på Stockholm Slot. Ingrid Victoria Sofia Louise Margareta var eneste datter i børneflokken hos Sveriges kronprins Gustav VI Adolf og kronprinsesse Margareta.
I opdragelsen blev hun stærkt påvirket af sin engelske mor, som hun mistede meget tidligt – et hårdt slag for den tiårige. Bernadotterne var endnu et ungt dynasti. På sælsom vis opstået, da en af Napoleons marskaller blev konge af Sverige. Jean-Baptiste Bernadotte regerede under navnet Karl den XIV Johan i perioden 1818-1844.
Det skulle vise sig, at der i Bernadotternes blod rullede både videnskabelige og kunstneriske talenter. Ingrids far, Gustav VI Adolf (konge af Sverige 1950-73), var højt respekteret i faglige kredse for sin indsigt både i nordisk forhistorie og fremmede kulturer. Han blev også regnet for en virtuos udgraver blandt andet inden for klassisk arkæologi. Han færdedes hjemmevant ved Italiens etruskergrave på jagt efter vidnesbyrd om det forsvundne førromerske folk.
Men vigtigere var dog kronprins Gustav Adolfs holdning til begrebet demokrati. Han havde oplevet hos sin far, Gustav V – i øvrigt verdensberømt tennisspiller under pseudonymet Mr. G. – en meget nølende forståelse, i begyndelsen en klar vrangvilje imod det nye samfund, der groede op omkring tronen med uafviselige krav på magten.
Ligesom Christian X blev Gustav V den sidste i sin kongerække, der forsøgte at spille en politisk rolle. Gustav VI Adolf indtog den modsatte holdning og orienterede sig positivt over for de demokratiske strømninger. Af Bernadotternes førende historiker, Jürgen Weibull, er han blevet kaldt demokraten på tronen.
Hans kloge og tidssvarende adfærd har været en skole for livet for datteren Ingrid, der bragte lys og luft til Christian X og dronning Alexandrines gamle lukkede hofkultur. I 1936 købte kronprinseparret Gråsten Slot og gjorde det til et af de foretrukne opholdssteder. Det er et ærefuldt kapitel i danmarkshistorien, at kronprinsesse Ingrid med et meget personligt og meget varmt engagement gik ind i Sønderjysk Hjælpefond. Hendes samarbejde med den navnkundige gamle socialist I.P. Nielsen, Dynt, fik legendarisk betydning for sønderjyders oplevelse af et Danmark, hvor de ikke var glemt. Uden at svigte ungdommens politiske idealer blev Nielsen, Dynt, nærmest royalist.
Overhovedet fik mange socialdemokrater i de år et andet syn på kongedømmet end i de republikansk orienterede dage. Kong Christians fortsatte ridt i gaderne under besættelsen – han var stærkt inspireret til det af sin svigerdatter – fik en kolossal symbolværdi. Efter tronskiftet i 1947 blev skiftende socialdemokratiske statsministre venner med kongeparret. Nogle borgerlige skumlede i krogene, og kongens upartiskhed ved regeringsdannelser blev lejlighedsvis draget i tvivl. Næppe nogensinde med skygge af grund.
Kong Frederik og dronning Ingrids første besøg i Grønland fik konsekvenser, som ingen havde drømt om. Takket være dronningens stærke ønske om et dybt indblik i grønlandsk hverdagsliv afsløredes tuberkulosens hærgen i Grønland i et omfang, som rystede nationen. Det banede vej for bevillinger til en hårdt tiltrængt sundhedsindsats. Dronning har æren for, at Grønlands første tuberkulosehospital blev bygget. Hendes omsorg for, at kampen mod tuberkulose fortsat fik resultater, bekræftedes af hendes mange senere besøg ved grønlandske sygesenge – navnlig børnenes.
Ved grundlovsændringen i 1953 fik Danmark en ny tronfølgelov, der gav adgang for kvindelige regenter. Udspillet kom fra politikere, der fandt det betænkeligt, at kong Frederik skulle følges på tronen af kongens broder, prins Knud, og dennes efterkommere.
I første omgang vægrede kong Frederik sig ved en sådan ændring, der lagde det tunge ansvar på skuldrene af den mindreårige prinsesse Margrethe. Kongeparret holdt i det hele en lav profil under processen til en ny grundlov og gik først helhjertet ind i sagen, da politikerne havde truffet den endelige afgørelse.
Chefredaktøren for "Dansk Biografisk Leksikon", Sv. Cedergreen Bech, skriver i sin biografi om dronning Ingrid: "Det har været antydet, at Ingrid var aktiv for indførelsen af kvindelig arvefølge. Dette er urigtigt, men da en enig forfatningskommission havde truffet beslutning herom, engagerede hun sig med megen omtanke i tronfølgerens uddannelse."
En bitter prins Knud opretholdt dog livet igennem insinuationen om utidig indblanding fra dronningens side. I hans optik var hun i det hele taget "Fru Kongen". Enkelte politikere tillod sig samme etiket.
Dronning Ingrid engagerede sig med stor beredvillighed i pigespejderbevægelsen, sygdomsbekæmpelse, Børneringen og Ensomme Gamles Værn. Hverv, hun bestred med indsigt og stor aktivitet, hedder det i "Dansk Biografisk Leksikon". Desuden for formandskabet for dronning Ingrids romerske fond til humanitære og kulturelle formål. Med sin slægtsarv af Bernadotternes kunstsans har hun restaureret Fredensborg Slot og Kancellihuset i Fredensborg. Om sin kærlighed til blomsterhaver sagde hun selv: "Jeg har nok altid været inspireret af min mors haveglæde. Det er noget med en harmoni. Og jeg tror, at harmoni er noget af det vigtigste i livet".
Men ingen roser uden torne. Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft, kongens gode ven, som han var dus med, fik det pinagtige problem, at kongens alkoholforbrug skabte bekymring blandt politikere. En enkelt historiker skrev om visse episoder, der ikke kunne bortforklares med "indisposition", og i regeringen overvejede man at drøfte problemet med partiformændene på Christiansborg. En appel til kongens nære slægtning prins Axel blev forsøgt.
Pinlige anliggender på højt plan har det med at danne myter. En af dem påstår, at det i virkeligheden udviklede sig under statsminister H.C. Hansen, ligeledes kongens gode ven. En meget vred dronning Ingrid var rejst på eftertanke til familien i Stockholm. Hertil ankom H.C. Hansen med ultimative forslag til en redningsplan for kongens helbred – og monarkiets overlevelse.
På Amalienborg fik H.C. Hansen derefter sin daglige gang. Han havde taget til sig, at dronningen fandt hans engelskkundskaber under lavmål for en stats- og udenrigsminister. Hendes majestæt underviste ham gerne, og kongen lyttede med, lettet over sin beslutning om livsvarig tørlægning med vennen H.C. Hansen som urokkelig daglig støtte i bekæmpelsen af misbruget.
Således sluttede alt i eventyrånd. H.C. Hansen lærte engelsk, kongen forblev afholdsmand, og kongedømmet bestod. Dronning Ingrid døde i november år 2000. Landesorgen var spontan, den folkelige opmærksomhed så stærk som ved hendes indtog i Danmark 1935.
Ove Sten Rasmussen er journalist og historiker