Prøv avisen

Messiasskikkelsen Moon er død, men problemet lever videre

Nu er Moon død. Manden, der forvandlede nogle papkasser - af dem byggede han sin første kirke - til en verdensomspændende bevægelse. Manden, der velsignede millioner af par ved massebryllupper. Manden, der udløste tusindvis af kidnapninger på sine tilhørere, skriver sognepræst og tidligere Moon-medlem Martin Herbst. Foto: Mette Frandsen.

Det 20. århundredes sidste store messiasskikkelse, der velsignede millioner af par ved massebryllupper og udløste tusindvis af kidnapninger på sine tilhørere, er afgået ved døden. Hvad sker der med hans imperium? Sognepræst og tidligere Moon-medlem Martin Herbst giver svar

For få dage siden afgik Sun Myung Moon, en af det 20. århundredes mest markante religiøse ledere, ved døden. I modsætning til andre nyreligiøse ledere som L. Ron Hubbard, Osho, Guru Maharaj Ji og Maharishi Mahesh Yogi, der ligeledes fik stor tilslutning i anden halvdel af forrige århundrede, var Moon helt eksplicit angående sin messianske selvforståelse.

Den bliver eksemplificeret med de kendte bunkebryllupper. Ved disse ceremonier, der tillige udgør bevægelsens centrale religiøse ritual, bliver deltagerne genfødt ind i Moons guddommelige blodslinje. I kraft af denne blodslinje vil de grundlægge syndfrie familier og dermed virkeliggøre himmeriget på jorden.

Lyder det bizart? Lyder det surrealistisk? Mere begribeligt bliver det ikke af, at det ikke kun var søgende unge mennesker som mig selv, der lod sig gribe af Moon.

Den katolske ærkebiskop Immanuel Milingo var overbevist om Moons messianske status og lod sig ikke ryste, da den tidligere pave Johannes Paul II og den nuværende gjorde, hvad de kunne, for at få ham tilbage i folden. Stormuftien af Yemen, Ahmed Kuftaro, troede, at Moon var den messias, man venter inden for islam. Og selvom begge disse personer er døde, indikerer deres hengivenhed for Moon, at det ikke kun var rodløse unge, der lod sig gribe af ham.

Måske kan dette bedst illustreres med en ceremoni, der foregik for otte år siden på Capitol Hill i Washington. Tirsdag den 23. marts 2004 blev Moon og hans hustru, Hak Ja Han, officielt kronet som menneskehedens messias og frelser i The Dirksen Senate Office Building. Hermelinskåberne og kronerne, der var fremstillet til lejligheden, blev andægtigt båret ind af kongresmedlemmer og kristne præster.

Bagefter lyttede flere hundrede religiøse og politiske ledere til, hvordan Moon blev tituleret som Kærlighedens konge, Fredens konge og Menneskehedens sande far. Naturligvis blev senatorerne bagefter spurgt, hvordan de kunne gå med til noget sådant. Da de svarede, at de ikke rigtigt vidste, hvad der foregik, var der ikke flere spørgsmål. Så meget for dybdeborende journalistik.

Men nu er Moon død. Manden, der byggede en kirke af nogle papkasser, som siden blev en verdensomspændende bevægelse. Manden, der velsignede millioner af par ved massebryllupper. Manden, der udløste tusindvis af kidnapninger på sine tilhørere. Manden, der var gift tre gange og i fængsel seks gange. Manden, der grundlagde avisen The Washington Times og etablerede utallige virksomheder og institutioner. Manden, der fik hundredtusindvis af unge til at opgive alt for at generere hundredvis af milliarder kroner. Manden, der var udskældt af verdenspressen og tilbedt af nobelpristagere og religiøse ledere.

Det 20. århundredes sidste store messiasskikkelse er nu afgået ved døden. Og hvad nu? Hvad vil der ske med det imperium, han efterlader sig? Der er tre mulige scenarier.

Den første mulighed er, at det hele vil kollapse. Det vil ikke ske. Selvom lederen er død, er bevægelsen i live. Dertil kommer, at den aldrig kun har været opretholdt af Moon. Ud over lederen Moon har der tillige været læren og fællesskabet. Selvom lederen er død, er læren og fællesskabet intakte.

Hvad angår den specifikke ledelse, vil den blive videreført af tre af Moons børn. Sønnen Hyung Jin Moon vil lede den religiøse afdeling, datteren In Jin Moon vil stå for det kulturelle og uddannelsesmæssige, medens en anden søn, Kook Jin Moon, vil overtage forretningsimperiet. Da alle tre er uddannet på Harvard og har ret vindende personligheder, skal de nok sørge for, at bevægelsen fortsætter.

Den er i så gode hænder, som den kan være, efter at Moons ældste søn, Hyo Jin Moon, der ellers var udset som arvtager, er afgået ved døden grundet et overforbrug af narkotika, og den næstældste søn, Hyun Jin Moon, har forladt skuden, fordi han ikke fik lov til at overtage ledelsen.

DET ANDET SCENARIO ER, at bevægelsen stivner og svinder hen. Det er en reel mulighed. For Moons bortgang betyder, at han ikke længere er til stede med sine messianske inspirationer, der ledsagede ham i så godt som alle døgnets 24 timer.

Læren skal også tilpasses den tid, man lever i, hvis den skal forblive attraktiv. Det kneb allerede for Moon. Det vil måske knibe endnu mere for hans arvinger. Man vil være meget påpasselig med at omformulere Guds åbenbaring.

Men selvom det værst tænkelige scenario for bevægelsen skulle indtræffe, selv hvis medlemmerne gradvis falder fra og lader sig absorbere af samfundet, vil der alligevel gå mange generationer, før den sidste moonie er død. Bevægelsen er kommet for at blive.

DEN TREDJE MULIGHED er, at bevægelsen vil få et opsving efter Moons død. Også denne mulighed skal medtænkes. Den er faktisk mere realistisk, end man skulle tro.

Sagen er, at Moons messianske selvforståelse har virket befordrende for bevægelsens konsolidering, men begrænsende for dens ekspansion. Den konstante række af direktiver med dertil hørende udskiftning af ledere har bevirket, at man ofte måtte opgive lovende projekter, og skabt en uro i bevægelsen, der har været hæmmende for medlemstilgangen.

Kravene om stadig større donationer fra Moons side har ligeledes udmattet mange trofaste medlemmer og henvist dem til sidelinjen. Der er tale om titusindvis af mennesker, der har forladt bevægelsen på grund af arbejdspresset, ikke på grund af manglende tro på Moon. Nu hvor disse direktiver og krav bortfalder eller bliver mere moderate, vil mange af disse medlemmer givetvis vende tilbage.

Her skal det også pointeres, at en stærk hierarkisk ledelsesform er hæmmende, ikke mindst den foranderlige samtid taget i betragtning. Med Moons bortgang vil organisationen næsten pr. automatik blive mere decentral.

Hvad sker der, når en organisation bliver decentral? Den kan enten gå i opløsning, hvis dens identitet ikke er stærk nok, eller den kan ekspandere.

Det sidste blev tilfældet for kristendommen. Det var der mange, der ikke havde forudset. Da Jesus hang på korset, troede de fleste, at det nu var slut med den sekt. Jesu død blev imidlertid kun begyndelsen.

Da Ron Hubbard, grundlæggeren af Scientology, døde i 1986, var der ligeledes mange, der betragtede det som bevægelsens endeligt. Men ikke så snart var Ron Hubbard væk, før John Travolta og Tom Cruise dukkede op. Hvad vil der ske med Moon-bevægelsen, nu hvor han er død? Man skal være varsom med at give et endegyldigt svar.

Hvad var og er det egentlige problem med Moon-bevægelsen? Problemet består ikke i, at bevægelsen hjernevasker sine medlemmer eller benytter sig af fordækte metoder til at fastholde dem. Den slags har aldrig foregået, hvor mange avisartikler der end bedyrer det modsatte.

Problemet med Moon-bevægelsen er det samme, som vi finder i ethvert andet sekterisk foretagende. I en sekt gør man en del til helheden. Dermed lukker man øjnene for den begrænsning og mangelfuldhed, der kendetegner ethvert sundt fællesskab.

I Moon-bevægelsen er det helt ekstremt. Mennesket, Moon, bliver til den ufejlbarlige messias. Læren, Det Guddommelige Princip, bliver til hele sandheden. Fællesskabet bliver til himmeriget på jorden.

Tendensen til at gøre en del til helheden, ser man imidlertid ikke kun i en sekt som Moon-bevægelsen. Den er til stede overalt og antager mange forskellige skikkelser. Hvor kan man hurtigt havne i en situation, hvor autoriteten forankres i lederen, sandheden i læren, og hvor den ønskværdige verden sidestilles med et særligt fælleskab.

Med andre ord, Moon er død, men problemet lever videre. Det gælder både den bevægelse, han efterlader sig, og den verden, han nu har forladt.

Martin Herbst var i perioden 1978-1996 medlem af Moon-bevægelsen. I dag er han folkekirkepræst, medlem af IKONs redaktion og panelist på religion.dk.