Mord i katedralen

I en mordsag leder man normalt efter morderens motiver, men i en historie fra middelalderen er det lige omvendt. Det drejer sig om det religiøse og politiske drama omkring mordet på ærkebiskoppen af Canterbury i 1170

Normalt leder vi efter mordernes motiver, men i dette drama om politik og religion er det den myrdedes motiver, der volder os de største vanskeligheder. Selv om det handler om et mord i middelalderen, er der ingen af motiverne, der har mistet deres aktualitet. Den 29. december 1170 blev ærkebiskop Thomas Becket myrdet i sin domkirke i Canterbury. Nobelpristageren T.S. Eliots skuespil »Mord i Katedralen« fra 1935 fremstiller dette drab. Det er et religiøst og politisk drama, men først og fremmest er det en tidløs dissekering af de motiver, som skjuler sig bag vores handlinger. Scenen er sat i domkirken. Efter mordet på Thomas Becket træder de fire riddere frem, der efter kongens ønske har slået Thomas ihjel. De retfærdiggør sig direkte over for publikum. Eliot vil have tilskuerne til at reflektere over, hvorfor de i løbet af stykket har identificeret sig med den nu myrdede ærkebiskop. Ridderne fortæller, at de ikke får nogen fordel af det, de har gjort. Tværtimod vil de helt sikkert komme i knibe. Mordet var en samfundsnødvendighed, og Thomas havde i øvrigt forbenet og helt bevidst bragt sig i en situation, hvor det ikke kunne ende anderledes. Man kunne tale om en slags selvmord. En af ridderne, Hugh de Morville, der præsenteres som specialist i statskundskab og forfatningsret, henviser blandt andet til, at der havde været uro i landet. Kongen forsøgte ved sin kanslers hjælp at genoprette ro og retlig regulering. Det gik godt, og kongen fandt så på, at Thomas også burde være ærkebiskop. »Hvis Becket havde levet op til kongens ønsker, havde vi fået en nærmest ideel stat, en forening af gejstligt og verdsligt styre under centralregeringen«. Men hvad skete der? Becket blev udfordrende from og gejstlig og hævdede en anden orden end den, som kongen og han selv i årevis havde søgt at oprette. Han hævdede oven i købet, at den kirkelige og den verdslige orden var uforenelige. Derfor måtte der gøres noget. »Ingen beklager nødvendigheden af vold mere end vi. Uheldigvis er der tider, hvor vold er den eneste måde at sikre social retfærdighed ... Men hvis I er nået frem til en retfærdig underordnelse af kirkens prætentioner under statens velfærd, så husk, at det var os, som tog det første skridt. Vi har været afgørende for at opnå den tilstand, som I billiger. Vi har tjent jeres interesser. Vi fortjener jeres bifald, og skulle der i sagen være nogen som helst skyld, må I dele den med os.« Eliot lader morderne tale som en parodi på moderne politikere med slagord, appel til common sense og med rationelle hensigtsmæssigheds-betragtninger. Det ligger der en vigtig pointe i. Det siger nemlig noget om mordernes virkelige motiver. Eliot havde ikke meget fidus til politikerne. De lyttede ikke, men fortalte trøstende løgne. De handlede ikke ud fra moralske principper, men bøjede sig for økonomiske hensyn, uden at tage højde for griskhedens følger: fattigdommen, forarmelsen af følelseslivet, kreativitetens forvitring og rovdriften på ressourcerne. Sådan så Eliot på det, og derfor lader han en af Thomas' præster sige om herskerne: »De har kun én lov: at gribe magten og beholde den.« Under disse betingelser måtte Thomas miste livet. »Mord i katedralen« er således ikke nogen mordgåde. Vi kender morderne, deres politiske motiver og glattungede undskyldninger. Mere interessant er nok spørgsmålet om den myrdedes motiver. For at kunne forstå dem, må man se på Thomas' personlighed, som Eliot tegner den. Thomas er sammensat opkomling, en begavet og effektiv administrator med en udpræget religiøs kaldelsesbevidsthed i sit kirkelige embede. En præst, der har kendt ham længe, siger, at Thomas' stolthed blev født under hastig medbør og hærdet under bitter modstand. Han var en utryg fremmed fugl, der ofte følte foragt. Hans stolthed fandt næring i hans dyder, blev støttet af hans upartiskhed og holdt oppe af hans gavmildhed. Allerede kirkefædrene var klare over hovmodets farer - særlig den veludviklede religiøse personligheds åndelige hovmod. Der er ingen tvivl om, at Eliot betoner denne svaghed hos Thomas, fordi den var det svage punkt hos Eliot selv. Hovmodets modsætning - ydmygheden - er da også et centralt tema i Eliots lyrik: »Den eneste visdom, vi kan håbe på at opnå, er ydmyghedens visdom: Ydmyghed er endeløs.« Der kommer fristere til Thomas. De lokker med søde ungdomsminder om venskab med kongen og skønne oplevelser, med æren ved igen som kansler at udøve verdslig magt og retfærdighed og med muligheden for at sætte sig i spidsen for et oprør. Det er mest madding fra fortiden, der er sat på krogen, og Thomas bidder ikke på. Han har udviklet sig, har fået en højere opgave. Man skal ikke vække en død verden. Sindet skal være helt til stede i nutiden. Det er tåbeligt at tro, man kan vende tilbage til sin egen fortid. Thomas ser tilbage: »For tredive år siden søgte jeg alle de veje, som fører til glæde, forfremmelse og ros. Fornøjelsen ved sanser, lærdom og tanke, musik og filosofi, den purpurfarvede dompap i syrenen, færdighed i turnering, skakkens strategi, kærlighed i haven, sang til strengelej, var alle lige værd at efterstræbe. Ærgerrigheden kommer, når den tidlige kraft er opbrugt, og vi forstår, at alle ting ikke længere er mulige.« Den sidste frister, der kommer til Thomas, er anderledes. Han taler med Thomas' egen stemme og fremfører hans inderste tanker. Det, han frister med, er martyriet. Mindet om Thomas vil en dag blegne, religionen vil gå i opløsning, historikere vil bagatellisere hans indsats. Men i himlen blandt andre helgener vil Thomas kunne se sine modstandere i helvede. (Helvede var en realitet for den historiske Thomas, men så sandelig også for Eliot). Først bliver Thomas forfærdet. »Er der ingen vej i min sjæls sygdom, som ikke leder til fordømmelse i hovmod? ... Kan syndigt hovmod kun drives ud med endnu mere syndigt? Kan jeg hverken handle eller lide uden fortabelse?« Men bevidstgørelsen om fristelsen bliver en udfrielse fra en. Thomas samler sig. »Den sidste fristelse var det største bedrageri: at gøre den rette ting af den forkerte grund.« (The last temptation was the greatest treason: To do the right thing for the wrong reason). Herefter kan Thomas i sin juleprædiken sige til menigheden, at det kristne matyrium ikke er resultatet af, at en mand vil være helgen, således som en mand ved udholdenhed kan blive hersker over andre. »Ærgerrigheden styrker menneskets vilje til at herske over andre, den regner med bedrag, smiger og vold. Således er det ikke i himlen. En helgen og martyr bliver til efter Guds plan, fordi Gud elsker menneskene, vil advare dem og lede dem, bringe dem tilbage til hans veje. Martyriet ligger aldrig i menneskets plan. Den sande martyr er den, som er blevet Guds redskab, som har tabt sin vilje til Gud, ikke tabt den, men fundet den, for han er blevet frigjort ved at underkaste sig Gud. Martyren ønsker intet for sig selv, end ikke æren ved at blive martyr.« Thomas regner med at overskride både handling og lidelse i martyriet og ønsker ikke at blive bedømt på resultaterne. Han har ikke længere noget motiv, men kun en fuldstændig accept. Der er i Thomas' replikker om handling og lidelse en genklang af den hinduistiske »Bhagavadgita«, der hør-te til Eliots ynglingslæsning. Unægteligt en kilde langt fra middelalderens Canterbury - men måske er det ikke så overraskende, at Eliot netop i denne situation trækker på guden Krishnas opmuntringstale til Arjuna, der tøver med at deltage i et blodigt slag. Eliots overordnede tema - spørgsmålet om vore handlingers værdi - er jo ikke blot tidløst, men også transkulturelt. I den virkelighed, Eliot tegner for os, er menneskene - herskere som folk - onde eller svage. De kan ikke opbygge det gode samfund uden at blive motiveret og holdt på plads af troens værdier. Derfor må Guds lov hævdes over for den verdslige lov. Det er et generelt krav, der går ud over de konkrete komptencestridigheder, der var udgangspunktet for Thomas uvenskab med kongen. (Den historiske Thomas kom da også selv til at se sin sag stadig mindre i et juridisk og stadigt mere i et teologisk lys.) Derfor må Thomas blive martyr, og han kan blive det uden synd. Dette virkelighedssyn afspejler på en gang pessimisme og optimisme - ikke mærkeligt hos en forfatter, der erkendte at være puritaner af tilbøjelighed, calvinist af baggrund, men anglo-katolik af bekendelse. Der er heller ingen tvivl om, at Eliots beskrivelse af Thomas' dilemma afspejler Eliots stillingtagen til reformationstidens teologiske problemstillinger. Den danske læser med luthersk baggrund vil sikkert være tilbøjelig til at mene, at Thomas går forblændet i døden. Det må da også indrømmes, at Eliot principielt var åben for muligheden af at læse et litterært værk på tværs af forfatterens intentioner. Litterære tekster kan betyde forskelligt for forskellige mennesker. Dette faktum må, skriver Eliot, paradoksalt nok forliges med, at teksten har en absolut og uforanderlig mening. Ser man Thomas som fortabt, klamrende sig til en falsk gerningsretfærdighed, så bliver stykket en tragedie i ordets uhyggeligste betydning. Personligt tror jeg dog, at Eliot havde fat i noget rigtigt, når han i digtet Little Gidding skrev, at alt vil blive godt ved motivets renselse i dybden af vor anråbelse. n byretsdommer