Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Murens fald – den fredelige revolution med tysk orden

Arkivfoto. Foto: Gunther Kern/AFP/Ritzau Scanpix

Eberhard Harbsmeier, Tidligere rektor ved Præstehøjskolen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er grund til at fejre Murens fald og til at stoppe al den jamren over problemerne med genforeningen. Det var en vellykket revolution, man kan være stolt af. 1933 var en katastrofe, 1945 var Befrielsen, 1989 var genoprettelsen af et fredeligt Tyskland

Til Murens fald for 30 år siden knytter der sig for mig meget personlige erindringer. Jeg var i denne uge for 30 år siden i Rostock som gæsteforelæser på Det Teologiske Fakultet, oplevede begivenhederne på stedet og deltog aktivt i dem. Der var en mærkelig stemning i denne uge – da jeg kom, var endnu alt på plads i det gamle DDR, sure politifolk ved færgen i Warnemünde, der i øvrigt ikke fungerede rigtigt, så man måtte bakke op i den med bilen, da den ene klap ikke fungerede.

Jeg havde en gæstelejlighed i Rostock, der var endda tv. Det var den eneste gang i mit liv, hvor det var mere spændende at se øst-tv end vest-tv.

Men stemningen var præget af usikkerhed, alt var ved at gå i opløsning, glæde, men også usikkerhed om, hvad det nu ville føre til. Nok ville man af med den kommunistiske diktatur, men man ville heller ikke bare opsluges af Vesttyskland.

Der var demonstrationer hver dag, jeg var så at sige med til at fyre direktøren for teatret, der havde været alt for tæt på statspartiet SED. Om formiddagen holdt jeg forelæsninger om Søren Kierkegaard, stort set alle studerende deltog, det gjorde man, når der var gæsteforelæsninger. Jeg sagde til dem, at der jo faktisk var en revolution, så jeg ville kunne forstå, hvis ikke de gad at høre om Søren Kierkegaard.

Jeg fik svaret: Nej, revolutionen finder først sted efter fyraften. Vi skal have tiden til at gå – så fortsæt du bare. Sådan, tænkte jeg, er det med mine kære landsmænd – selv om der er revolution, Ordnung muss sein. Og den kommunale græsplane må stadig ikke betrædes. Det var imponerende og rørende – en revolution, men en fredelig revolution – og så en revolution, der lykkedes.

Selve dagen glemmer jeg aldrig. Det var den 9. november, der var varslet demonstrationer i alle byer, også i Rostock. Men det startede i kirkerne. Jeg deltog i en bevægende gudstjeneste i universitetskirken – som var overfyldt, langt over tusind mennesker, flere stod udenfor. I Mariekirken, byens største kirke, var der langt over femtusinde mennesker. Gudstjenesten i universitetskirken blev ledet af ganske unge studerende, en præst så jeg ikke noget til. Men jeg husker prædikenen, dagens tekst var opvækkelsen af den unge mand fra Nain, og pointen var tydelig: Jesus forvandler et ligtog til et livstog. Det er det, der sker også i dag. Vi vil ikke finde os i det længere.

Alle mennesker omkring, det kunne man mærke, havde næppe været i en kirke før. Men jeg har aldrig oplevet så megen andægtig stilhed, bevægende undren over, at det nu kunne lade sig gøre med et oprør. Kun ved kirkebønnen blev der råbt og klappet – for det er jo det mest politiske sted i en gudstjeneste, når forholdene skriger til himlen. En ting lagde jeg mærke til. Gudstjenesten handlede ikke kun om opgøret med det kommunistiske diktatur – der blev også talt om, at dagen jo var årsdagen for krystalnatten i 1930’erne, begyndelsen på jødeforfølgelsen under nazismen. Det skulle ikke glemmes, vi havde selv været ude om det, oprøret i DDR skulle i hvert fald ikke tages til indtægt af alle de højreorienterede i Vesttyskland, der aldrig rigtigt havde gjort op med nazi-fortiden.

Efter gudstjenesten var der en demonstration, mange sluttede sig til, cirka 70.000 mennesker i en stille march omkring byen, en blanding af procession og demonstration, man gik ikke med faner, men med et stearinlys i hånden, symbol på den fredelige revolution. Jeg gik sammen med kollegerne fra fakultetet, også præster. Der blev også råbt slagord. En pæn og høflig professor kom til at råbe højt, så vendte han sig forskrækket om, overrasket over sig selv. Han blev pludselig bange for, at det engang kunne blive brugt imod ham.

De behøver ikke være bange, sagde jeg til ham – og så sagde han til mig: Vi er blevet ydmyget i 40 år, man skulle altid passe på, hvad man sagde, det kommer til at tage lige så længe, førend vi vinder frimodighed igen. Og en præst, der gik ved siden af mig, sagde: Tja, nu er vi jo mange, men om tre måneder, så er kirkerne tomme igen. Jeg sagde til ham: Det skal du ikke være ked af, det her gør du da ikke for at fylde din kirke, men for at være solidarisk med folket.

Demonstrationen endte foran Stasi-bygningen. Der blev råbt, og man satte stearinlys op ved bygningen. Foran bygningen var der organiseret vagter, ingen skulle komme på den idé at storme bygningen. Man vidste, at bag i gården var der samlet soldater, parate til at rykke ud – men det fik de heldigvis ikke lov til af russerne. En mand ved siden af mig sagde bekymret: Nu skal der bare komme en idiot, der kaster en sten imod bygningen. Men det skete ikke. Den fredelige revolution holdt. Da jeg kom hjem, åbnede jeg for tv, selvfølgelig tv-øst, og så, at et medlem af partiledelsen meddelte, at muren var åbnet – den faldt jo ikke fysisk, men folk fik bare lov til at gå igennem.

Bevægede dage. Man kan være stolt af den historie, og jeg har selv med glæde registreret, at også i udlandet og ikke mindst i Danmark delte man oprigtigt denne glæde.

Så kom genforeningen, mange komplicerede forhandlinger, det var jo et kæmpeprojekt.

Jeg husker, at jeg havde lejlighed til sammen med de danske biskopper flere år senere at tale med den tyske præsident Richard von Weizsäcker. Han fortalte om sine erfaringer ved genforeningen. Han talte om, at han i to punkter var uenig med partifællen forbundskansler Helmut Kohl, nemlig at han havde lovet østtyskerne samme levestandard som i Vesttyskland og så samtidig med havde indført D-Mark i Østtyskland med arbejdsløshed til følge. Det kan man i øvrigt diskutere, trods alle vanskeligheder gjorde Kohl måske alligevel det rigtige, at gribe chancen, når den var der – og at undgå en opblomstring af tysk nationalisme.

Alligevel sætter jeg stor pris på von Weizsäcker. Det var ham, der holdt den legendariske tale i 1985 til minde om afslutningen af Anden Verdenskrig. Her sagde han, at 1945 var ikke en katastrofe og et nederlag, men en befrielse fra et terrorregime. Katastrofen var ikke 1945, men januar 1933, da Hitler kom til magten. Det var en stor tale dengang, og ikke ukontroversiel, for der var stadig alt for mange gamle nazister, der ikke havde gjort op med fortiden.

Men ved mødet i Berlin fortalte han også en anden historie – den om Murens fald, som han havde oplevet den. Dagen efter, den 10. november, tænkte han over, hvad han nu skulle gøre. Han kalder efter sin chauffør og siger til ham, at nu kører vi til Potsdamer Platz helt alene uden sikkerhedsvagter. Foran pladsen lader han bilen stoppe, stiger ud og går ganske alene helt hen til grænsen for at se, hvad der nu sker.

Der står en DDR-soldat, han er åbenbart helt på den og ved ikke, hvad han skal gøre, når nu selveste præsidenten står foran ham. Men så vælger han at salutere og siger de bevingede ord: ”Herr Präsident, keine besonderen Vorkommnisse!”. Hr. præsident, ikke nogen særlige forekomster! Egentlig meget charmerende. Tysk ordenssans fornægter sig ikke trods revolution, en fredelig revolution, man kan være stolt af, revolution ja, men Ordnung muss sein.

Når vi diskuterer Murens fald og genforeningen i dag, finder jeg, at der lægges alt for stor vægt på det negative og de vanskeligheder, der siden kom. Selvfølgelig var de der, men i virkeligheden er det en kæmpepræstation at løse den store opgave, og vanskelighederne bliver tit overdrevet. I modsætning til mange kommentatorer mener jeg ikke, at opkomsten af højrepopulistiske partier og deres store tilslutning i det gamle Østtyskland er en følge af genforening og skyldes skuffelse over den. Det spiller selvfølgelig en rolle, men opkomsten af højrepopulismen er ikke et tysk, men et globalt fænomen.

Der er grund til at fejre Murens fald – til at stoppe al den – typisk tyske – jamren over de problemer, der var og er i forhold til genforeningen. Grundlæggende er Murens fald en fredelig og vellykket revolution, som man kan være stolt af. 1933 var en katastrofe, 1945 var befrielsen, 1989 var genoprettelsen af et nyt fredeligt Tyskland.