Coronakrisen har styrket radikaliserede grupper og forsøgene på at bekæmpe dem med straf. Dommene over unge, der kaster sten og opildner til oprør, er nok ikke de sidste i rækken. Det er tid til at træde et skridt tilbage og diskutere, hvordan vi kan svække polarisering, så den ikke bliver til radikalisering. For Men in Black, Proud Boys, Femstjernebevægelsen og AfD, Alternativ for Tyskland, er ikke bare radikale protestbevægelser. De er også tegn på dybe sociale kløfter, som svækker demokratiet. Så det store spørgsmål er: Hvordan bygges der bro over kløfterne? At svare på det spørgsmål er vigtigt, fordi demokratiet dybest set afhænger af, at vi kan håndtere modsætninger. Men midlerne, vi har til at håndtere de modsætninger, er under kraftig forandring. Så hvad er de nye byggesten til brobygning i dag?
Traditionelt er dialog blevet hyldet som den vigtigste byggesten. Fra græske Aristoteles til amerikanske John Dewey og danske Hal Koch anses dialog som afgørende i et demokrati, fordi det styrker tillid mellem mennesker, når de lytter til hinandens synspunkter. Dialog er demokrati i praksis.
Uanset om målet med dialog er at opnå konsensus eller at anerkende hinandens synspunkter uden at blive enige, har mange af demokratiets fædre, og nogle få mødre, afdækket, hvilke midler der skaber brobygning. De har især fremhævet civilsamfundets og mediernes rolle som afgørende.
Civilsamfundet består af alle de netværk, vi indgår i uden for arbejdslivet og de politiske institutioner – fra idrætsforeninger til læseklubber og højskoler. I Danmark bryster vi os ofte af at være foreningernes land, hvor høj og lav mødes om en fælles interesse. Men vores engagement har ændret sig. Undersøgelser viser, at vi ikke længere er medlem af den lokale fodboldklub i mange år. I stedet engagerer vi os mere med ligesindede i kortvarige projekter, der passer til vores interesser her og nu. De aktiviteter giver ikke så god grobund for at bygge bro på tværs af forskelle.
Samme udvikling kan vi spore i medieudviklingen. Især digitale medieplatforme fremmer ensidige ytringer, og algoritmerne belønner de mest ekstreme af slagsen. Resultatet er, at mulighederne udtyndes for at møde anderledes holdninger og få gang i en udveksling mellem modsætninger, der kan træne de demokratiske muskler.
Så hvilke andre midler kan bruges til at styrke demokratisk kommunikation og dialog? Det kan aktiviteter i kultursektoren. Og her ikke mindst museerne. Vi tænker ofte på film, teater, billedkunst og kulturarv som områder, der giver os individuelle oplevelser, underholdning og adspredelse. Men resultater fra det nationale forsknings- og udviklingsprogram ”Vores museum” viser, at museer kan være demokratiske ressourcer, fordi de styrker, hvad man kan kalde befolkningens kulturelle medborgerskab, på tværs af sociale skel.
Traditionelt forbindes medborgerskab jo med en tur til stemmeurnerne eller med hårdtslående argumenter i politiske debatter. Kulturelt medborgerskab udvider den forståelse, fordi begrebet omfatter andre dele af livet end politik, og fordi det inddrager andre måder at forstå livet på end rationel logik.
Museerne har nogle særlige forudsætninger for at styrke kulturelt medborgerskab. De er tæt på de fleste, fordi de findes i hele landet. Museer er også sociale mødesteder snarere end individuelle oplevelsesrum. Og meget vigtigt, så giver museer brugerne mulighed for at møde modsætninger, fordi de rummer fortællinger om det anderledes og fremmede, det miskendte og mærkelige. Og de fortællinger vækker ofte medfølelse, undren eller måske foragt.
Museerne er derfor oplagte dialogrum, og resultaterne fra ”Vores museum” dokumenterer, at de kan spille en aktiv rolle i at samle forskellige grupper, hvis det, de samles om, har tilstrækkelig bred interesse. I et af projekterne i ”Vores museum” rykkede Randers Kunstmuseum dele af sin samling ud i en glascontainer foran museet. Her blev yoga og fællesspisning afsæt for, at lokale borgere diskuterede temaer, som de skiftende værker lagde op til. Væk var den aura af utilgængelighed, som mange mener hviler over især kunstmuseer. I stedet kom deltagerne i snak med hinanden på tværs af vante grænser, og de kom i snak om billeder, som mange ellers synes er utilgængelige.
Eksperimentet i Randers er bare et af mange initiativer, hvor museer i disse år rykker ud af de vante rammer og også rokker ved etablerede forståelser af, hvad et museum er. ”Vores museum”-programmet har dokumenteret, at sådanne initiativer faktisk styrker folks kulturelle medborgerskab. Og hvad der skal til, hvis det skal lykkes for flere museer at blive demokratiske laboratorier.
Først og fremmest skal museer indse og ønske at spille sådan en rolle. Det kræver, at et museums ledelse definerer den rolle, institutionen kan spille i forhold til verden uden for museet. Det kan være at styrke båndene til bestemte grupper i lokalsamfundet eller at tage temaer op, som museet har særlige forudsætninger for at belyse. Sådanne roller kan være kontroversielle at spille, fordi de udfordrer museers vante selvforståelser af, at deres samlinger begrunder deres eksistens.
Dernæst skal museer gøre en aktiv indsats for at skabe rum for aktiviteter, hvor brugere kommer sammen og kan udveksle erfaringer. Den demokratiske dialog kommer ikke af sig selv. Den skal rammesættes for at kunne trænes. ”Vores museum” har udviklet enkle metoder, som museer kan anvende her. I et samarbejde med københavnske Enigma, det kommende museum for post, tele og kommunikation, udviklede vi for eksempel et enkelt spil med inspiration fra det kendte Memory-spil, der satte gang i forskellige generationers erindringer om internettet. Museet tog initiativet, fastlagde emnet og inviterede folk. Men det var brugerne selv, der skabte indholdet.
Eksemplet viser museers store muligheder for at skabe kulturelt medborgerskab, fordi de netop ikke fokuserer på problemstillinger, der splitter folk eller fastlåser dem i bestemte positioner. Deltagerne i Enigmas spil trænede netop deres demokratiske potentiale, fordi de udviklede og delte erfaringer på et område, hvor de kunne rykke sig mentalt.
Sidst, men ikke mindst, vil det fremme museers muligheder for at fremme kulturelt medborgerskab, hvis man politisk udvider kriterierne for at vurdere museerne. I øjeblikket er enkle, kvantitative mål for antallet af besøgende en afgørende succesfaktor.
Corona har for alvor vist, at besøgstal er et mangelfuldt mål for museernes kvalitet og betydning. Folk er især strømmet i hobetal til lokalmuseer, mens store museer, der er afhængige af turister, har set indtægtsgrundlaget svinde ind. Men de forskelle angiver jo intet om, hvorvidt museerne har evnet at tiltrække andre grupper af gæster end de vante museumsbrugere. Hvis flere museer skal tilskyndes til at fremme den demokratiske dialog, må man kulturpolitisk komme videre end til at foreslå en tidsplan for genåbning, som 500 kulturinstitutioner har lanceret. Der er brug for at udvikle kvalitetskriterier, som belønner mere af det anderledes.
Selvom om mange museer finder nye veje til at inddrage andre slags brugere i disse år, er det nok ikke Men in Black, der står forrest ved billetlugen. Til gengæld demonstrerer resultaterne fra ”Vores museum” og andre undersøgelser, at museer kan være demokratiske laboratorier. De kan skabe rum for det store flertal af borgere, som kan spejle andre end sig selv, som vil sætte det skæve og uforståelige i spil med andre. Og som gerne vil finde overkommelige alternativer til de sociale mediers osteklokker og ulvehyl.