Prøv avisen
Kronik

Sygehuspræst: Musik lindrer både smerter og angst på hospitalsgangen

På Holbæk Sygehus foregår det konkret på den måde, at Alina Erbs triller elklaveret frem til et passende sted på den lange gang, hvorefter hun sætter sig og spiller og synger et kvarters tid. Tonerne flyder og spreder sig så langt ned ad gangen, de kan. Derefter vandrer hun frem og tilbage på gangen, alt imens hun synger, skriver sygehuspræst Thomas Gudbergsen.

Thomas Gudbergsen, sygehuspræst på Holbæk Sygehus og Slagelse Psykiatrihospital og sognepræst ved Tveje Merløse Kirke

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Musikken og sangen virker. Det er med til at åbne for et indre univers og er på én og samme tid også angst- og smertelindrende. Som sygehuspræst kan musikken også være særdeles behjælpelig, skriver sygehuspræst Thomas Gudbergsen i kronikken

I JOSVABOGEN i Det Gamle Testamente findes den forbløffende fortælling om byen Jerikos mure, der falder, fordi en flok soldater og præster går rundt om byen og spiller på horn og udstøder kampråb. Det får mig til at tænke på musikkens virkning i helt andre sammenhænge. Nemlig på hospitalsgangene rundt omkring på flere af landets sygehuse. På Holbæk Sygehus har vi over de seneste seks måneder arbejdet med musikkens virkning på den måde, at klassisk sanger Alina Erbs en-to gange om måneden spiller på klaver og synger for patienterne, mens de ligger i deres senge. Det har en positiv effekt. Musikken og sangen er med til at åbne for et indre univers og er på én og samme tid også angst- og smertelindrende. Sådan formulerer professor i musikterapi Lars Ole Bonde sig også i denne avis i en forsideartikel den 23. februar.

På Holbæk Sygehus foregår det konkret på den måde, at Alina Erbs triller elklaveret frem til et passende sted på den lange gang, hvorefter hun sætter sig og spiller og synger et kvarters tid. Tonerne flyder og spreder sig så langt ned ad gangen, de kan. Derefter vandrer hun frem og tilbage på gangen, alt imens hun synger. Af samme grund har vi været nødsaget til at opfinde ordet ”gåsang”.

Hun gør enkelte stop ved dørene til stuerne, hvis hun fornemmer, at nogle patienter er specielt interesserede i at lytte til sangen. Folk får også lov at ønske en sang, som særligt siger dem noget. Genremæssigt spænder repertoiret over salmer, folkelige viser, årstidssange og kærlighedsballader. Takket være sygehusledelsens positive indstilling til musikprojektet er det muligt at Alina Erbs medvirker cirka 15 gange i 2018. Holbæk Provsti muliggør endvidere, at der op mod jul kan afsættes tre hele dage med julesang og -musik. Her kommer julesangen rundt på næsten alle afdelinger på sygehuset, og tonerne og sangen spreder sin ufravigelige insisteren på at nå det menneskelige sind. Ved julearrangementerne medvirker ud over Alina Erbs også mezzosopranen Merete Laursen.

Det er velkendt, at musik er stemningsskabende og rører ved menneskers følelser. Derfor bruges det også i vid udstrækning på hospice og sygehuse rundt omkring. Det meget interessante spørgsmål er også mere systematiseret at se på, hvad det er musikken gør. Hvorfor er det, at musik rører ved os, når vi lytter til den? Kan der siges noget fysiologisk om klangenes påvirkning af vores hjerner? Alt det og meget mere forsøger man at svare på i et videnskabeligt sprog. Herhjemme er professor i musikterapi Lars Ole Bonde fra Aalborg Universitet ét eksempel på det. Et andet ledende forbillede er jazzmusiker og hjerneforsker Peter Vuust fra Aarhus Universitet.

DET, SOM VI ud fra et erfaringsmæssigt afsæt på Holbæk Sygehus kan sige om musikkens virkning på patientens sind, er, at det bryder en barriere. Ligesom Jerikos mure falder, når trompeterne lyder, falder de menneskelige forsvarsværker, når vi lytter til musik. Musikken bryder igennem menneskers overfladebelægning og åbner dermed for noget, man normalt ikke ser. Jeget fremtræder som en sandere udgave af sig selv. Det kan hjælpe på vejen til erkendelsen af livet som anderledes nu, hvor den alvorlige sygdom har meldt sit indtog.

Det kan også virke afklarende i forhold til accepten af, at døden er nært forestående. Men musikken røber sandheden om mennesket skånsomt. Det er det helt unikke. Musikken og sangen åbenbarer det inderste og det mest hemmelighedsfulde i et menneske, samtidig med at det inderste får lov at stå. Ingen har siddet over for den lidende og sørgende og forsøgt at italesætte vedkommendes svære situation. Vandspejlet i øjnene klargør dog om noget, at den syge er rørt og har i sig selv mærket en forløsende kraft ved overhovedet at blive rørt.

Det er et vigtigt anliggende i tilværelsen. Hvad kan røre mig? Den dag intet længere kan røre mig, gribe mine følelser, er størstedelen af livets allervæsentligste tabt. Så er skallen blevet så hård og altdominerende, at mennesket mere eller mindre fungerer som en maskine. Musikken kan dog overvælde de fleste. Igen: på den skånsomme måde.

Den svenske religionspsykolog Owe Wikström udlægger også pointen med musikkens nænsomhed i bogen ”Det bländande mörkret” og siger, at de musikalske udtryksformer ikke bare er et bifænomen. De er nødvendige og udtrykker det, der ellers ikke kan udtrykkes.

De afslører det uudgrundelige i sindet og står dog vagt om det. Derfor er musikkens og sangens udtryksform højst anvendelige i sundhedsfaglig sammenhæng. Få steder er mennesker så sårbare, som når alvorlig sygdom rammer. Musikken kan hjælpe til at finde det frem i mig, som må frem. Uden at flå mig i stykker. Sindet kommer i balance.

EN ANDEN GEVINST ved musikken og sangen er, at det bringer minder frem, der kan skabe en helhedstolkning af et levet liv. Ved en af julegudstjenesterne i en hospitalsafdelings opholdsstue spiller og synger Alina Erbs og Merete Laursen ”Glade jul, dejlige jul”. De synger smukt tostemmigt og en af tilhørerne, en ældre mand, kan slet ikke holde tårerne tilbage. Efterfølgende takker han de to sangere hjerteligt. Sangen havde mindet ham om de mange glade og dejlige juletraditioner, som han havde været en del af livet igennem. Nu var det den sidste jul for ham. For det første kan man sige, at sangen brød en mur ned omkring ham. Han blev meget synligt rørt.

Det kan dog ikke stå alene i det her tilfælde. Sangen blev også medvirkende til, at der skabtes en taknemmelig helhed i det liv, der snart var slut. Det skal ikke læses sådan, at mennesker dør med et smil på læben i dyb taknemmelighed over livet, blot der spilles musik. Så nem er døden ikke at bakse med. Men det skal forstås sådan, at musik og sang vækker hukommelsen og lader mange minder passere revy. De samler sig i et øjebliksbillede af taknemmelighed, når en kendt sang eller salme lyder. Eller når et velkendt stykke musik spilles.

I sjælesorgen er der stor optagethed af vigtigheden af at lytte til folks livshistorier. Ikke mindst i forhold til mennesker, som står ansigt til ansigt med dødelig sygdom. Menneskets fortælling om livet er med til at skabe en helhedstolkning af det liv, der er ved at være forbi. En sang eller et stykke musik kan altså gøre næsten det samme, endda noget enklere og uden at nogen har spurgt. Det kommer helt af sig selv, når man lytter til sangen og musikken.

For sygehuspræsten kan musikkens entré på sygehuset også være særdeles behjælpelig. Mange samtaler med præsten tager sit afsæt i noget, patienten kom til at tænke på ved gåsangen.

Sundhedspersonaler synes også at nyde godt af de musikalske tiltag. En oversygeplejerske beskriver Alina Erbs’ sang på gangen: ”Det er simpelthen så godt, det her! (…). Efter at det begyndte, er sket noget positivt i personalegruppen.”

En klinisk sygeplejespecialist udtaler: ”Hvor er det dejligt, man bliver helt fri indeni og får lyst til at blive lidt længere på arbejde.”

Ud af øjenkrogen kan man sågar se, at nogle af sygeplejerskerne går og synger lidt med, når gåsangeren bevæger sig stille syngende ned ad gangen.

I et sundhedsfagligt behandlingshus, som et sygehus er og skal være, skal den intellektuelle medicinske faglighed have serveretten. Indlysende. Dog er det lige så indlysende, at der hånd i hånd med den medicinske faglighed er god gavn også af det, der henvender sig til sanserne og følelserne. Det gavner i høj grad patienterne og personalet.