forfatter og foredragsholder
Islam har lige siden profeten Muhammeds dage - på nøjagtig samme måde som kristendommen - taget farve efter de kulturer, den har bredt sig til. Islam er én, og Koranens tekst er uforanderlig; men både den og Profetens sædvane giver ofte flere fortolknings- og valgmuligheder. Hverken islam eller sharia har nogensinde været statiske størrelser, snarere tværtimod.
Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man som troende - hvad enten man så er jøde, kristen eller muslim - skal leve som minoritet iblandt en majoritet, der for en stor dels vedkommende har fjernet sig fra sit oprindelige kristne livsgrundlag.
Nogle muslimer vælger - for at blive accepteret af majoriteten - helt at afstå fra at praktisere deres tro og kalder sig »kulturelle« eller »ultra-light« muslimer. Andre går til den anden yderlighed og bliver rene formalister, for dog i det mindste at blive respekteret iblandt deres egne - når nu majoriteten ikke vil acceptere dem som ligeværdige medborgere.
Ifølge Koranen er islam imidlertid troen »på midten« (ummatan wasatan), og de troende opfordres til at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold og ikke gå til yderligheder.
Oprigtig gudstro må nødvendigvis udmøntes i konkret handling. Troen skal være vor referenceramme individuelt, socialt og politisk - uden at vi dog skal gå til yderligheder og plædere for teokrati. Som troende må man ofte sige fra over for nogle af de ting, der af andre betragtes som »normale« eller som en del af dansk kultur og danske frihedstraditioner. Ved således at fravælge nogle muligheder, sætter man troen over (grund)loven - uden dog at bryde loven eller skade nogen derved!
Skulle man alligevel gå hen og bryde gældende lov, må man naturligvis tage sin straf som enhver anden borger. Og dersom man finder, at gældende lov ikke kan forenes med ens eget trosgrundlag, må man forsøge at ændre loven med lovlige, demokratiske midler - eller emigrere til et land, hvis lovgivning man finder mere acceptabel.
Som troende muslim har man nogle grundprincipper at holde sig til, der gælder til alle tider og under alle omstændigheder:
nhed (tawh"d) er et fundamentalt princip i islam. Det er nødvendigt at se Koranen som en helhed. Man må kende helheden for at forstå detaljerne og se, hvad islam retteligen er: en tidløs og universel tro og livsholdning, der gavner almenvellet og fremmer freden. Verden skal ikke deles op i »dem« og »os«. Muslimer skal se sig selv som en del af det, Koranen kalder »det fremmeste fællesskab« (ummatan wahidatan): menneskeheden.
Pluralisme kendetegner Koranen: Mangfoldighed i sprog, hudfarve, tro, byrd m.v. er en gave og en udfordring til at skabe enhed med respekt for mangfoldigheden.
Stræben (djihd) er et andet fundamentalt princip i islam. Mennesket skal stræbe (djahada) efter at betvinge ondskab og destruktive kræfter - og fremme det gode og skabe et blomstrende og retfærdigt samfund, hvor ingen lider nød, diskrimineres eller berøves de mest fundamentale rettigheder. Troende jøder, kristne og muslimer skal sammen stræbe (djahada) efter at bevare og fremme retten til at leve, som Gud vil det, leve et liv i ansvarlighed og forpligtelse.
Koranen siger om sig selv, at nogle af dens vers er tydelige - andre er billedlige og beregnet til fortolkning. Så for at være en ægte koransk fundamentalist er man nødt til at efterkomme påbudet om at fortolke teksten!
En naturlig konsekvens af tilstedeværelsen af et voksende antal muslimer i Europa har været, at man i 1997 oprettede European Council for Fatwa and Research. Rådet udsender med mellemrum erklæringer med retningslinjer for muslimer bosat i Vesten. Rådet har bl.a. ved flere lejligheder opfordret minoritets-muslimer til at overholde værtslandenes love og regulativer, til at opfylde deres forpligtelser over for værtslandene, til ikke at misbruge værtslandenes sociale system, til ikke at gå til yderligheder i deres religionsudøvelse og til at udvise respekt og tolerance over for deres medmennesker.
Ikke alle rådets erklæringer er lige banebrydende, men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag! At rådet overhovedet eksisterer er prisværdigt i sig selv og tegn på, at teologer omsider har fået øjnene op for, at fortolkninger ikke uden videre kan overføres fra én tidsalder til en anden, fra én kultur til en anden.
Muslimske retslærde begyndte i de første århundreder efter Profetens død at dele verden op i dr al-islm (islams hus) og dr al-harb (krigens el. lovløshedens hus) eller dr al-kufr (vantroens hus). Siden middelalderen har en række lærde ment, at det var muslimers pligt at gøre dr al-harb til en del af dr al-islm og har til det formål forvansket begrebet djihd til at være offensivt i stedet for som oprindeligt i Koranen udelukkende at være defensivt.
I en tid, hvor ca. 40 procent af verdens muslimer lever (og har frihed til at praktisere deres tro) som minoriteter i områder, der traditionelt ikke er en del af dr al-islm, er termerne dr al-harb og dr al-islm ikke længere relevante. Man må snarere sige, at alle mennesker i dag - ligesom Profeten og hans tilhængere før udvandringen til Medina - lever i dr al-da'wa - i en verden, hvor menneskeheden som sådan skal kaldes til Gud og tro.
Også begreber som tro (imn) og vantro (kufr) må nødvendigvis nyfortolkes. En troende (mu'min) defineres klart og tydeligt som én, der tror og handler derefter - ikke kun ved at fremsige trosbekendelsen og overholde de til troen tilhørende ritualer, men også ved at handle i forhold til den øvrige skabelse. Tro kan ganske enkelt sammenfattes til: At tjene Gud ved at tjene skabelsen - i fuld tillid til, at Gud vil os det bedste. Tro defineres endvidere ikke som værende eksklusiv, eftersom enhver, der tror på Gud den Almægtige, himlenes og jordens skaber, og på et eller flere af de skrifter, Han har nedsendt, og handler i overensstemmelse dermed, »intet har at frygte«. Gud alene er i stand til at se ind i menneskets inderste og til at bedømme værdien af individets tro, intentioner og handlinger. Det er ikke til at komme udenom: Koranen anerkender religiøs pluralisme. Det er islam i grundbetydningen fred gennem gudhengivelse, der skal styre verden.
Dødsstraf er et af de emner, der bringer sindene i kog. »Der kan ikke være tvang i trosanliggender« forkynder Koranen i forskellige variationer og omtaler personers gentagne frafald og tilbagevenden til troen - hvilket i sig selv udelukker dødsstraf for frafald.
Når man op igennem historien har straffet frafald fra islam med døden, er det, fordi man har forbundet frafald med forræderi. Det har måske engang haft sin berettigelse, men kan man tale om forræderi, når den muslimske menighed i vore dage tæller mere end en milliard sjæle spredt ud over jordkloden?
»Europæisk islam« er ikke et nyt fænomen - det har eksisteret lige så længe, som der har boet muslimer i Europa; men islam har i de seneste årtier været præget af fremmede udtryksformer på grund af indvandring af muslimer fra fjerne himmelstrøg.
De nyankomnes integrationsfase har været præget af mistro og angst for at miste sine værdier. Derfor har det været svært for europæiske tænkere som Murad Hofmann og Abdullah Borek i Tyskland, nu afdøde Z. Abadin i England, Soheib Bencheikh og Tariq Ramadan i Frankrig og undertegnede at få vort budskab igennem. Vi har mødt mistro og fordømmelse - ikke kun blandt vore trosfæller, men også blandt de kristne, der for enhver pris ønsker at fastholde islam som fjendebillede.
Muslimernes største udfordring i vor tid ligger i at fastholde Koranens autencitet og uforanderlighed - samtidig med at fastholde, at der er flere tolkningsmuligheder, således at islamiske principper kan anvendes på en fleksibel måde og uden at berøve dem deres kerne og ånd. Der er tale om en erkendelse, som den enkelte skal nå til. Giv muslimerne tid og rum til at modnes og finde deres egne ben - i stedet for at trænge dem ud på yderfløjene med den evindelige problematisering af muslimske traditioner, mistænkeliggørelse af muslimer generelt og hetz imod islam. Der er ikke overskud til selvudvikling og selvransagelse, når man konstant må forsvare sin tro og sine traditioner imod angreb udefra.
Tro giver mennesket selvværd, fremmer dets ansvarsfølelse og er det bedste bolværk imod vold og kriminalitet - verdsliggørelse gør derimod mennesket rodløst og gavner hverken individ eller samfund. Derfor er det bekymrende, at man skal være »kulturel« eller »ultra-light« muslim for at blive betragtet som brobygger og moderat muslim, medens de muslimer, der tager deres tro alvorligt, bliver betegnet som »fundamentalister« - samtidig med, at ordet »fundamentalist« bruges som synonym for »fanatiker, voldsmand og terrorist«. Hverken fanatisme, vold, kriminalitet eller terror kan legitimeres ud fra Koranen. Fanatisme af enhver art er menneskehedens værste fjende og bør imødegås og bekæmpes til hver en tid.
Mere end nogensinde før er det nødvendigt at tale med hinanden - i stedet for at tale om hinanden - og at søge indsigt i og viden om hinandens tro og traditioner, - at se på det enkelte menneske - i stedet for at generalisere ud fra vold, terror og magtmisbrug rundt omkring i verden, - at vise hinanden åbenhed, tillid og respekt - det får det bedste frem i mennesket og motiverer det til at bidrage aktivt til vor fælles fremtid, - at anerkende religiøs pluralisme og stræbe (djahada) efter at skabe enhed og harmoni - med fuld respekt for mangfoldigheden, således at mangfoldighed bliver en berigelse i stedet for en trussel, - og at se ud over vor egen næsetip og stræbe (djahada) efter at fordele verdens rigdomme på retfærdig vis - for fattigdom, nød og elendighed skaber grobund for vold, ufred og krig. n