Prøv avisen

Muslimernes redningsmand fortjener at blive husket

Al-Ghazzali døde for 900 år siden og regnes for den næstvigtigste muslim efter profeten Muhammed

Islams historie I 1111 døde den muslimske filosof, mystiker og retslærde al-Ghazzali, som er kendt for at have reddet muslimer fra total teologisk splittelse. 900 år efter står verdens muslimer igen over for udfordringer. Al-Ghazzali kan bidrage med inspiration

Vi søgte efter viden for andre end Allahs skyld, men Han nægtede, at vores søgen skal være til andet end Ham.

SÅDAN LØD den islamiske filosof, jurist, teolog og mystiker Abu Hamid Mohammad al-Ghazzalis (Algazel på latinsk) forklaring på, at han i slutningen af 1000-tallet begav sig ud på en afgørende rejse. En rejse, der førte ham fra en position som øverste retslærd ved en statsdreven islamisk institution i Bagdad til et liv som asketisk mystiker.

LÆS OGSÅ:Islams skjulte skat

Ghazzalis rejse og hans beretning om den fik så store konsekvenser for islamisk teologi, filosofi og praksis, at han har fået tilnavne som Islams bevis og Troens ornament, ligesom han er blevet kaldt den næstmest betydningsfulde muslim efter profeten Muhammed.

Hans mest berømte værk, Ihya Ulum al-Din (Genoplivelse af de religiøse videnskaber), fylder 6000 sider. I det enorme værk argumenterer han for, at man kun kan opnå sand erkendelse via mystisk erfaring og indsigt via sufiernes (de islamiske mystikeres) praksisser.

En vigtig pointe hos Ghazzali var, at nok så korrekte teoretiske antagelser om Guds væsen ikke er afgørende for individets skæbne i efterlivet. Kun etisk forsvarlig adfærd og Guds nåde kan føre til frelse. Denne adfærd så Ghazzali hverken hos sig selv eller sine kolleger på Bagdads vigtigste islamiske læreanstalt, hvor han var ansat fra 1o91-1095. Hos sufierne, de islamiske mystikere, derimod fandt Ghazzali alt det udmøntet i praksis, som han og hans kolleger læste om og underviste i. Han anklagede senere de traditionelle sunnimuslimske lærde, som han selv hørte til, for alene at være lærde af denne verden og ikke i stand til at guide de troende til at opnå et godt liv efter døden.

Årsagen hertil var ifølge Ghazzali, at man som troende aldrig kunne opnå fuld indsigt i den åbenbarede sandhed, som ifølge islam findes i Koranen, alene ved at studere den hellige bog. Der måtte andre metoder til, og her var sufiernes askese, bøn, meditation og disciplinering af selvet den rette vej at gå. Det var denne påstand, der med stor tydelighed stod tilbage, da han døde her i december måned for 900 år siden.

Ved sin død var Ghazzali allerede berømt og berygtet, og i tiden efter hans død fortsatte diskussionerne. En af hans berømte kritikere var den konservative islamiske retslærde Ibn Taymiyyah (1263-1328), der hævdede, at Ghazzali trods sin strålende intelligens, sin gudstro, sit dybe kendskab til filosofi, sin askese og sin åndelig praksis endte i en tilstand af forvirring, og at han tyede til den sti, som følges af folk, der hævder at finde sandheden via drømme og spirituelle metoder.

GHAZZALI VILLE formodentlig til dels have tilsluttet sig den beskrivelse. Hans liv havde vist ham, at rationel tænkning og traditionel teologi havde sine begrænsninger. Ghazzali skriver i Lykkens Alkymi (et resumé af Genoplivelse af de religiøse videnskaber), at når mennesket når frem til det stade, hvor de lavere tilbøjeligheder bliver erkendt, er mennesket befriet og kan skue den Evige Skønhed. Ghazzali blev født i 1058 i byen Tus i nutidens Iran. Han og hans yngre bror, Ahmad, blev faderløse i en tidlig alder, og en af faderens venner sørgede for, at de blev indskrevet i en koranskole, hvor de studerende fiqh, islamisk retsvidenskab. Da Ghazzali var omkring 23 år, rejste han til Nishapur, hvor han blev elev hos en berømt muslimsk lærd. Efter dennes død blev Ghazzali udnævnt til ledende professor ved den mest prestigiøse religiøse læreanstalt i Bagdad. Hans forelæsninger tiltrak hundredvis af studerende, og han fik ry som en indsigtsfuld og retorisk dygtig teolog.

Men i 1095, kun fire år efter udnævnelsen til professor, oplevede Ghazzali en spirituel krise. Han isolerede sig mere og mere, og under indtryk af islamiske mystikeres værker begyndte han at skrive på det værk, der skulle blive det mest læste i den islamiske verden ud over Koranen, Genoplivelse af de religiøse videnskaber. Værket var en naturlig fortsættelse af et tidligere værk Tahafut al-Falasifa (Filosoffernes manglende sammenhæng), hvor han analyserede og modsagde en gruppe islamiske tænkere fra 700-1000 tallet, kendt som falasafia-bevægelsen. Det var islamiske nyplatoniske filosoffer, som især trak på græske filosoffer som Aristoteles og Sokrates.

Ghazzali anviste en alternativ vej for den islamiske filosofi en vej, hvis udgangspunkt var troen på én gud, på Muhammed som hans profet og på et liv efter døden. Med Tahafut al-Falasifa ændrede Ghazzali den islamiske filosofis retning på afgørende vis.

Ghazzalis kritik af de islamiske nyplatonikere var imidlertid kun første skridt på den forvandlingens vej, han betrådte. Under sin spirituelle krise blev han mere og mere overbevist om, at filosofien kom til kort, når det kom til at erkende sandheden fuldt ud. For at afprøve sufiernes praksisser forlod han sin ærefulde stilling i Bagdad under påskud af at ville på pilgrimsrejse til Mekka. Inden han forlod Bagdad, sørgede han for sin families underhold og skilte sig af med sine ejendele. Så begav han sig af sted, og han fulgte sine egne ord om sufiens ekstase, som han beskrev i Lykkens Alkymi: Du kan opmåle tusinde mål af vin, men før du den drikker, er ingen glæde din. Religionens sande sødme kan ikke opnås med formel belæring, men med længsel og kærlighed til Skaberen.

FØR OG EFTER REJSEN til Mekka opholdt han sig i Damaskus og Jerusalem. I Damaskus levede han i isolation og praktiserede under vejledning af en sufimester et omfattende bøns- og meditationsprogram. Hans spirituelle erfaringer overbeviste ham om, at et etisk forsvarligt liv ikke kunne kombineres med at være i sultaners og viserers tjeneste, og under et besøg ved Abrahams grav i Hebron afgav han løfte om aldrig igen at tjene politiske autoriteter eller undervise ved statsfinansierede skoler.

En enkelt gang, i 1106, brød han sit løfte. Det skete, da han efter pres fra seljuk-herskerne indvilgede i at undervise ved Nizâmiyyah-skolen i Nishapur, hvor han havde studeret som ung. Hans tilhængere forsvarede løftebruddet med, at det var en nødvendighed for at afhjælpe den forvirring, der herskede blandt almindelige muslimer. En forvirring, som ifølge nogle muslimske lærde findes tilsvarende i dag. Ikke mindst derfor er det relevant at vende sig mod Ghazzali for at finde inspiration til at tackle de udfordringer, der møder troende i almindelighed og muslimer i særdeleshed i det 21. århundrede.

At få overblik over Ghazzalis liv og værk er imidlertid ikke let. Han skrev over 70 bøger om islamiske videnskaber, filosofi og sufisme, de fleste på arabisk, enkelte på persisk. Men selv uden at kende hele hans værk er det muligt at få en idé om hans betydning, og det er næppe forkert at kalde Ghazzali for muslimernes redningsmand nummer et. Han koncentrerede sin indsats om at gøre sufisme til en mainstream og etableret disciplin blandt de islamiske videnskaber. Han formåede ikke at forene de ortodokse retslærde og sufierne. Men han lagde grunden til en gensidig forståelse og anerkendelse, som er et af de bånd, der binder en stor del af verdens muslimer sammen i dag.

Hvis der er en konkret lektion, vi kan uddrage af Ghazzalis erfaringer, så er det: Enden på den ultimative søgen og menneskehedens eksistentielle krise findes i den menneskelige ånds kreativitet. Ghazzali fandt vej igennem en spirituel depression og kom stærkt igen.

Han valgte originalitet i stedet for imitation; selvkritik i stedet for intellektuel stædighed. Selvom Ghazzali tilhører fortiden, har han mindst lige så meget at sige nutiden. Ghazzalis intellektuelle kapacitet i samspil med hans uopslidelige længsel efter kilden er en kærkommen kombination, der kan bruges af både muslimer og ikke-muslimer. Tradition og fornyelse skal forenes for at skabe en lys fremtid. Det lærer Ghazzali os.

Naveed Baig er næstformand i Islamisk-Kristent Studiecenter, og Malene Fenger-Grøndahl er journalist og forfatter