I Danmark kæmper vi kvinder stadigvæk med mange af de typiske ting, som altid tages op den 8. marts – for eksempel den manglende ligeløn eller vold mod kvinder og prostitution.
Men det største problem, der stadigvæk eksisterer for os muslimske kvinder i Danmark er, at vi ikke bliver taget alvorligt som enkeltpersoner, men skåret over en kam af kvindebevægelsen som etniske stakler i et muslimsk bur.
Islamisk feminisme som begreb accepteres ganske enkelt ikke af den danske kvindebevægelse, og som muslimsk, praktiserende kvinde bliver man fastholdt i en skrue af fordomme om ens religion.
Dette stammer muligvis fra kvindebevægelsens venstreorienterede og dermed ultrasekulære baggrund i 1960'erne og 1970'erne, og netop derfor er der i dag et behov for at gøre op med tvangssekularismen inden for kvindebevægelsen og give plads til troende feminister, der har lige så meget ret og pligt til at bidrage til kvindekampen som deres sekulære søstre.
Kvindernes internationale kampdag er egentligt et misvisende begreb, ikke mindst fordi man som muslimsk kvinde i hvert fald ikke skal associere sit køn med et udtryk, der i sin begrebsverden straks vil blive forbundet med jihad og hellig krig.
Jeg ville foretrække, at den 8. marts blev kaldt for Kvindernes internationale bevidsthedsdag, hvor man som kvinde – muslim eller ej – højner sin egen og andres bevidsthed om de fantastiske rollemodeller, der igennem historien har inspireret kvinder til at udvikle sig selv og finde et brugbart ståsted i samfundet.
Men vi muslimske kvinder i Danmark har ikke været bevidste nok om vores rollemodeller. I stedet for er vi gennem medieverdenen og gennem politiske tiltag blevet præsenteret for etniske rollemodeller i form af arabiske, tyrkiske, pakistanske, bosniske eller persiske kvinder, der har klaret sig godt i samfundet og er blevet toneangivende på deres felt. Ofte er de enlige mødre og har smidt tørklædet – fint for dem, men ikke brugbart for den muslimske kvinde, der praktiserer sin religion og prøver på at leve i overensstemmelse med den.
SOM MUSLIMSK KVINDE savner jeg personligt at kunne spejle mig selv i levende kvinder, hvis første prioritet har været deres tro og deres samfundsansvar, og ikke deres etniske afstamning, hudfarve eller kulturelle baggrund.
Desværre mangler vi muslimske kvinder sådanne levende rollemodeller i vores hverdag, og de seneste års sekulariseringstiltag i samfundet har ikke ligefrem gjort det nemmere for den muslimske kvinde at spejle sig i nogen levende rollemodeller i det danske samfund.
Enkelte muslimske kvinder har gjort forsøget, som for eksempel Asmaa Abdol Hamid (EL), men det har været trist at følge den medieskabte og politiske hetz imod Asmaa og at se, hvordan samfundet på det kulturelle og politiske plan modarbejder muslimske kvinders erobring af det offentlige rum og dermed af samfundsposterne.
Som muslimsk kvinde mangler jeg stadigvæk at spejle mig i en muslimsk dommer, en muslimsk politibetjent, en muslimsk officer, en muslimsk journalist eller en muslimsk folketingspolitiker. Som sagt findes der såkaldte etniske kvinder på disse områder, men ingen af dem er praktiserende muslimer.
Som muslimsk kvinde ønsker jeg ikke at få påduttet sekulære rollemodeller, der promoverer skilsmisse og abort, lesbisk levevis eller som er fortalere for åndelig og religiøs udvanding af samfundsbevidstheden. Ej heller ønsker jeg at få påduttet patriarkalske kulturregimer i form af forbud imod uddannelse (Taleban), forbud imod bilkørsel (Saudi-Arabien) eller tvangsægteskaber (familietyranni).
Ikke nok med at man som muslimsk, praktiserende kvinde skal slås med mandlige kulturtyranner, oven i købet skal vi også kæmpe med statslige overgreb, der fratager os retten til at forblive hele mennesker, hvis vi vil have et job inden for staten.
Der findes efterhånden en stor gruppe muslimske kvinder, der ikke føler sig repræsenterede på samfundets ansvarsområder – ikke på grund af manglende evner, men måske på grund af politisk modvilje. Hvorfor ellers vedtage en tørklædelov for dommere og advokater? Hvad er man bange for?
Er man fra politisk side bange for at opdage, at praktiserende muslimske kvinder er lige så dygtige som deres sekulære mandlige kolleger, når de arbejder for samfundets ve og vel? For så kunne det jo være, at de fordomme om haremsdamer og undertrykte stakler ikke fremstår som den ultimative sandhed mere, og at man fra politisk side måtte revurdere sin opfattelse af den muslimske kvinde som et offer for sin egen religion.
Jeg ved ikke, om denne angst for muslimske kvinder stammer fra ukendskab til islamisk historie eller fra en politisk stillingtagen, men lad mig i anledningen af kvindernes internationale dag understrege, at den muslimske kvinde til alle tider har været og stadigvæk er både stærk, dygtig og yderst initiativrig.
Muslimske kvinder har spillet en vigtig rolle for det muslimske samfund, især på for undervisnings- og oplysningsområdet, men også inden for politik, militærvæsen, økonomi, medicin og videnskab.
Således blev verdens første officielle universitet grundlagt af en muslimsk kvinde. Den tunesiske, muslimske kvinde Fatima al-Fihri havde arvet en ikke ubetydelig sum penge fra sine velhavende forældre i år 840. Denne sum penge brugte hun til at bygge og etablere al-Karawiyine Universitet i Fez i Marokko i 859, efter at hun havde bygget den tilhørende moské i 841.
I HENHOLD TIL "Guinness Rekordbog" er Al-Karawiyine Universitet verdens ældste fungerende universitet og fungerer den dag i dag som uddannelsesinstitution. Her uddannede man både muslimer, kristne og jøder i hundreder af år, og det var til Al-Karawiyine Universitet, at middelalderens europæiske, kristne rigmandssønner blev sendt for at få både teologisk, medicinsk og naturfaglig undervisning.
Igennem hele det 12. og det 13. århundrede etablerede man i den muslimske verden over 150 universiteter, hvoraf de 26 blev grundlagt af muslimske kvinder.
Der har siden profeten Muhammeds tid været kvindelige muslimske soldater, læger, lærere, religiøse lærde, videnskabsfolk, historikere, politikere, digtere, meningsdannere, regenter, mødre og koner og samfundsstøtter. De har eksisteret på trods af alle fordomme og politiske, sociale eller religiøse modforhold.
Det er i den islamiske historie, at den muslimske kvinde kan finde sine rollemodeller og hente sin styrke til at skabe en forskel i det samfund, hun lever i; for mit vedkommende er det lige nu i Danmark.
Der er intet provokerende eller odiøst i at vedkende sig sin religion som et værdifuldt middel til feminin selvudvikling i særdeleshed og samfundsudvikling i almindelighed. Vores kristne søstre har igennem mange års ihærdig kamp gjort det legitimt at være en troende kvinde i sit hjem, på jobbet eller på uddannelsesinstitutionen. Den samme opgave venter på os muslimske kvinder. Religiøs feminisme kan og bør respekteres på lige fod med den sekulære feminisme.
Som praktiserende muslimske kvinder skal vi ikke lade os kue af hverken kulturelt tyranni, obskur religiøs fundamentalisme eller politiske sekulariseringsbestræbelser. Lad den 8. marts blive dagen, hvor vi ikke kaster sløret, men fordommene af os og (gen)finder bevidstheden om den stærke muslimske kvinde, hvis tanker og virke gavner det samfund, hun er en del af og kan være med til at udvikle i den rigtige retning til alles bedste.
Safia Aoude er muslimsk feminist og jurist