Myten om forældrenes frie valg

Forskere hævder uden videre, at danske forældre har det frie valg, når det gælder børnepasning. Men sandheden er, at de forældre, som vælger at passe deres børn selv, indkasserer en økonomisk øretæve, der kan mærkes. Det er gjort umuligt at leve

Hver dag sin nyhed om børn og familier. Børnefamilierne kan sole sig i en uhørt stor opmærksomhed fra pressen og eksperters side, men det er nok en opmærksomhed af en tvivlsom art, for familien har vel aldrig været mere splittet end i dag. Splittet også i helt bogstavelig forstand, da danske børn har verdensrekord i at blive passet uden for hjemmet, og forældrene derfor tilbringer langt mindre tid med deres børn end for blot en generation siden. I sin efterhånden berømte nytårstale spurgte statsministeren på den baggrund, om »vi ikke kan gøre det lidt bedre« - et spørgsmål, der som bekendt aldrig fik et svar, hvad der ikke har været med til at øge statsministerens troværdighed. Men nu kan han ånde lettet op og glemme alt om sine halvkvædede løfter, for nu har en gruppe forskere afsløret, at den danske børnefamilie har det bedre end nogensinde. »Der er stadig problemer, men kernefamilien lever i bedste velgående,« siger den selvbestaltede talsmand for de danske børn, formand for »Børnerådet«, Per Schultz Jørgensen, (Søndagsavisen, 5. december). Og i Kristeligt Dagblad 3. december kan professor i socialpsykologi, Lars Dencik meddele os, at beklagelser over familiens situation i dag blot bunder i »en fascination ved at fortælle, at det hele går ad helvede til«. At børn tilbringer rekordhøj tid i institutioner er ifølge professoren intet problem, tværtimod har »børnÉ ikke godt af at være hjemme hele tiden«, for deres største glæde er andre kammerater. Forældrene er også glade, for når de fleste sætter deres børn i institution fra et-års alderen, skyldes det, at de frit har valgt »ikke at opgive et voksenliv«. Forskerne har talt! Vi kan glæde os over, hvor dejligt velfærdssamfundet har indrettet det for vores børn, og vi kan - oven i købet med henvisning til videnskabeligt funderet forskning - glemme alt om den dårlige samvittighed. Hvorfor have dårlig samvittighed, når de statslige institutioner tager sig så godt af vores børn, ja faktisk er endnu bedre til det, end vi er? Det mest forstemmende ved dette nye »forskningsresultat« har været den næsegrus modtagelse, den har fået i pressen. Resultaterne er blevet modtaget, som om de var objektive fakta, lige så indiskutable som en kontoudskrift fra banken. Den store videnskabelig patos, hvormed ovenfor citerede eksperter udtaler sig om børn og familie, er ikke blevet anfægtet, og det er tilsyneladende ikke faldet de involverede journalister ind, at eksperterne først og fremmest udtrykker en personlig mening. Når det drejer sig om børn og familie, kan der ikke være tale om andet end meninger og personlige vurderinger, for hvad den »gode barndom« er, kan som bekendt ikke måles og vejes. Alle har på den ene eller anden måde personlige aktier i dette emne, hvilket også er den mest legitime måde at få en kvalificeret mening om børn og familie. Men ifølge forskerne selvforståelse er de ude ovre det subjektive og kan udtale sig med videnskabelig autoritet. Men det bliver næsten for tykt, når Lars Dencik postulerer, at forældrene frit har valgt »ikke at droppe al voksenkontakt og gå hjemme og passe ungerne efter at have uddannet sig i 12 år«. Jeg ved ikke, om det er en særlig videnskabelige intuition, der gør ham i stand til så skråsikkert at udtale sig om danske forældres - herunder undertegnedes - ønsker og vilje. Men at hans udtalelser er i direkte modstrid med en undersøgelse, offentliggjort i Berlingske Tidende (15. december), er et faktum. Ifølge den gav flertallet af de adspurgte mødre udtryk for, at den primære årsag til, at de vendte tilbage til deres arbejde efter barselsorlov, var, at de ikke havde råd til at blive hjemme. At 71 procent udtalte, at de var bange for at fortælle, at de gerne ville gå hjemme hos deres barn, fordi det at være hjemmegående opfattes som en social trussel, er en interessant oplysning, der blot skal meddeles i forbifarten. Det afgørende er spørgsmålet, om det er rigtigt, at forældrene i dag har muligheden for frit at vælge. Og her er det tydeligt, at forskerne har valgt at se bort fra nogle hårde, økonomiske fakta. Før 1971 fik alle forældre et børnefradrag, ud fra den betragtning, at børn medfører udgifter, som der må tages højde for i beskatningen. Men i begyndelsen af 1970'erne, da rødstrømperne i skøn forening med erhvervslivet var interesserede i at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, blev børnefradraget forvandlet til et institutionsbidrag på ca. 50.000 kr. Det betyder, at den eneste måde, man kan få del i de penge på, er ved at sende sine børn i institutioner. Og det betyder, at de der passer deres børn selv, også må betale til de offentlige institutioner, der modtager op til 70.000 kr. om året (for en vuggestueplads). Pengene ligger altså ikke i forældrenes lommer, sådan at forældrene frit kan vælge, hvordan de skal bruges. Pengene ligger derimod i de statslige institutioners lommer med den logiske følge, at det eneste økonomisk rentable er at benytte dem. Det forældrepar, der beslutter sig for at ville passe deres børn, inkasserer derfor en økonomisk øretæve, der virkelig kan mærkes. Der bliver tit harceleret over moderne forældre, der er for materialistiske til at ville ofre penge på at være sammen med deres børn. Kan de ikke bare nøjes med én bil, spørger man forarget. Disse indvendinger er først og fremmest udtryk for uvidenhed, for det drejer sig ikke om en eller to biler. Der er, medmindre man er gift med en Christian Kjær, tale om nogle langt mere brutale økonomiske problemer. Eneforsørgede familier bliver tvunget til at leve på en helt anden ydmyg levefod end deres udearbejdende naboer. Et økonomisk martyrium, de færreste har lyst til at opsøge. Den barske sandhed er, at man indirekte har tvunget begge forældre ud på arbejdsmarkedet, hvor det ofte er meget vanskeligt at få deltidsarbejde. Derfor er det meget tæt på at være hykleri at påstå, at forældrene har et frit valg. Denne tingenes tilstand kunne nemt ændres ved, at man lod »pengene følge barnet«, i stedet for at give tilskuddet direkte til institutionerne. Netop det blev i efteråret foreslået som forsøgsordning af Søllerøds borgmester, Erik Fabrin. Men den regering, hvis statsminister så gerne ville gøre det lidt bedre for børnefamilierne, har sørget for at spænde ben for det forslag. Hvorfor er det så magtpåliggende for regeringen, at forældrene bliver på arbejdsmarkedet, og børnene i institutionerne? Økonomiminister Marianne Jelved har sagt det meget tydeligt: »Formålet med det offentlige tilskud til børnepasning er at give begge forældre mulighed for at arbejde og bidrage til finansieringen af velfærdssamfundet« (Jyllands-Posten 25. september). Forældrenes arbejdskraft er med andre ord noget, staten disponerer over, og når staten vurderer, at der er brug for den, må forældrene pænt parkere deres børn i institutionerne. Som det er nu, er der i det mindste et skin af frit valg over børnefamiliernes situation. Men spørgsmålet er, hvor længe det bliver ved, og hvornår den statslige omsorg for børnene også formelt bliver gjort obligatorisk. Umiddelbart før jul foreslog regeringen på initiativ af CD, at der skal bevilges adskillige millioner til forsøg med heldagsskolen. Forslaget var camoufleret som tilskud til flere undervisningstimer, men det, der reelt var tale om, var heldagsskolen. Den medfører, at skolefritidsordningen gøres obligatorisk, så børnene er tvunget til at være på skolen også om eftermiddagen efter undervisningen. Undervisningsministeren forsøgte at tale udenom ved at sige, at meningen er, »at skolen skal stå for fritidstilbud som internetcafeér og måske samarbejde med sportsklubber om eftermiddagen« (Kristeligt Dagblad 14. december). Men det ændrer jo intet som helst ved det principielle, så længe disse aktiviteter er obligatoriske, og altså er noget, børnene er tvunget til at deltage i. Det er rigtigt, som det er blevet sagt, at heldagsskolen stjæler børnene fra forældrene og på den raffinerede måde nærmest tvinger forældrene til fuldtidsarbejde. Mimi Jakobsen, der har en særlig evne til at formulere sig yndefuldt, har sagt det på den måde, at kvinderne skal hjem til kødgryderne, men først efter kl. 17, når de har været på arbejde. Det indgår åbenbart i CD's floskelagtige vision om et »rarere samfund«, at det er Mimi Jakobsen og andre politikere, der skal bestemme, hvornår jeg skal komme hjem, og at det er dem, der allernådigst skal bevilge mig lidt tid til at være sammen med mit barn. Lykkeligt nok blev forslaget taget af bordet igen, ikke mindst takket være Tove Videbæk fra Kristelig Folkeparti. Men der er ingen tvivl om, at det vil blive taget frem igen, for der er både politiske og økonomiske interesser i en heldagsskole. Lars Denciks påstand om forældrenes frie valg er svær at tage alvorligt, og man kan kun undre sig over, at den statslige omsorg for børnene pludselig endnu en gang som i 1970'erne skal udmales som lykken. Men at forskernes påstande er vand på heldagsskole-tilhængernes mølle, er der ingen tvivl om og sådan vil de formodentlig også blive brugt. Så meget desto mere grund er der til at skære igennem hykleriet og slå fast, at det er staten og politikerne, der har taget sig magten til at bestemme over familiens hverdag, og at det derfor er tom luft at påstå, at forældrene frit kan vælge, om de vil passe deres børn selv eller overlade omsorgen for dem til det offentlige. n cand.theol.