Prøv avisen
Kronik

Psykolog: Vi skal myten om mennesket uden uønskede symptomer til livs

Vi taler ofte om stress, angst og depression som noget, den enkelte kan forebygge, og også som noget, der kan fjernes med den rette teknik. Det er bare ikke virkeligheden. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har den dybeste respekt for psykoterapeutiske metoder, for der findes virkelig gode metoder derude. Men alle kan ikke slippe for psykologiske ubehageligheder, siger psykolog Birgitte Sølvstein. Foto: Privatfoto

Myten om det fuldt funktionsdygtige menneske uden uønskede symptomer er barn af vores tid, som er præget af økonomiske, politiske og samfundsmæssige interesser. Og hvem af os vil ikke gerne købe den idé? Den holder bare ikke, skriver dagens kronikør, der selv lider af angst

”Sådan tacklede jeg min egen livskrise – undgå psykiske symptomer og mén.” Forleden faldt jeg over en artikel skrevet af en psykolog med denne overskrift på et dagblads hjemmeside.

Eller det var nok nærmere en reklame. Længere nede kunne man således betale for at få adgang til ”gode råd og tips til at undgå psykiske symptomer og mén efter en hvilken som helst livskrise”. Det er helt sikkert god markedsføring, men efter min mening useriøs psykologfaglighed.

Det var åbenbart også dråben, der fik mit bæger til at flyde over. Det bæger, der over årene er blevet fyldt, hver gang jeg har hørt om psykologer eller andre, der forsøger at sælge ”enkle teknikker” og ”simple strategier” som løsningen på livskriser, eksistentielle spørgsmål eller komplekse størrelser som eksempelvis stress, angst og depression.

Jeg mener, vi psykologer og andre lignende faggrupper skal passe på med ikke at ophøje en metode til noget, der kan løse alverdens problemer på 12 samtaler eller mindre. Især som yngre psykolog er jeg selv utallige gange hoppet på limpinden med at forsøge at lange det over disken, der ofte bliver bestilt hos en psykolog: et bedre selvværd, robusthed, afmontering af symptomer eller endda dele af personligheden, som var de en splint i foden. Og jeg er også selv ad flere omgange blevet forblændet af en metode og har set lyset, indtil jeg besinder mig lidt og husker på, at essensen af psykoterapi handler om noget helt andet.

Vi taler ofte om stress, angst og depression som noget, den enkelte kan forebygge, og også som noget, der kan fjernes med den rette teknik. Det er bare ikke virkeligheden. Det betyder ikke, at jeg ikke har den dybeste respekt for psykoterapeutiske metoder, for der findes virkelig gode metoder derude. Når de bruges af erfarne og kloge mennesker, så hjælper de. De ikke bare hjælper lidt, de gør en verden til forskel. Det betyder bare ikke, at alle kan slippe for psykologiske ubehageligheder.

Det kan godt være, en del mennesker kan gennemskue nævnte overskrift som ”klikmadding”, men der er også nogle, der ikke kan. Mange ender med at sidde tilbage og føle sig forkerte, fordi de faktisk har det skidt. Det tilfører blot det enkelte menneske endnu et problem og en endnu større følelse af uduelighed.

Følelsen af uduelighed og frustration over ikke bare at kunne fungere optimalt og som jeg plejer, kender jeg selv fra indersiden. Måske blev jeg netop så forurettet over nævnte artikel, fordi jeg (inden man nåede til betalingsmuren) kunne læse mig til, at pågældendes krise bestod i at have fået et alvorligt sygt barn. Det lignede min egen historie til forveksling, men med den forskel, at jeg ikke er kommet igennem den oplevelse uden symptomer. Desuden er det heller ikke noget, man ”kommer igennem”, fordi det, som så meget andet her i livet, er noget, jeg må acceptere som et vilkår.

I lang tid troede jeg ellers, der var noget i vejen med mig. Jeg er psykolog, for himlens skyld! Og jeg har haft adgang til god behandling, viden, støtte og stort set alt, hvad man kan begære, når det kommer til professionel assistance og nære personlige relationer. Og alligevel sidder jeg altså her tilbage med symptomer, som åbenbart ikke har tænkt sig at forsvinde. Jeg er ikke kriseramt eller ramt af stress længere, men angsten hænger ved.

Listen over ting, jeg har forsøgt mig med for at få bugt med angst er ellers lang: intensiv psykologbehandling, alternativ behandling, kost, meditation, bøn, retræter, skriveterapi, yoga, qigong, læsning af stakkevis af bøger og diverse andre ting. Og jeg bliver sådan set ved, fordi jeg ikke ønsker, at angsten skal få det sidste ord i mit liv. Jeg bliver ved for min egen skyld og især for mine børns og min mands skyld.

Men der er en hårfin balance her, som jeg hver dag forsøger at holde mig for øje. Den handler om på den ene side at gøre ting, der gavner mig, og på den anden side at acceptere, at jeg har det, som jeg har det, og at det egentligt er en naturlig del af mit liv, som det indtil videre har udfoldet sig. Og så ellers leve mit liv på bedste beskub. Jeg siger ikke, angst er hverken ønskværdig eller nem at acceptere, og det er desuden langtfra alle, der oplever vedvarende angst efter traumer. Men vi er nogle, der gør. Og det ville da ærligt talt også være mærkeligt, hvis alle kom gennem rædselsfulde oplevelser helt uden skrammer.

Her kommer vi til det, denne kronik egentligt gerne vil til livs. Det er myten om det fuldt funktionsdygtige menneske uden uønskede symptomer. Den myte er barn af vores tid med diverse økonomiske, politiske og samfundsmæssige interesser. Og hvem af os vil ikke gerne købe den idé?

Og det er ikke, fordi jeg vil slukke nogens håb om, at man kan udradere angst én gang for alle. Det sker nogle gange, og jeg håber da også inderligt, at det sker for mig. Men det er efter min mening et kæmpe etisk problem, hvis vi, som sælger behandling, hvad enten den er medicinsk, psykoterapeutisk eller hvad som helst, er med til at fremelske denne myte. Og det sker.

Jeg mener, at vi som psykologer har en etisk forpligtigelse til ikke at bruge overdreven og falsk markedsføring. Det er ikke tandpasta, vi sælger, men livskvalitet, og for nogle mennesker det sidste strå, de har at holde sig til.

Vi har ikke bare taget et weekendkursus i en enkelt psykoterapeutisk metode. Vi har fem års studier bag os, hvor vi har lært at se teorier og metoder i en historisk og et videnskabteoretisk lys. Vi ved, at hvor vigtig naturvidenskabelig forskning end er, så kan den aldrig give et komplet billede af sandheden om vigtige aspekter af den menneskelige eksistens.

Derfor kan evidens heller ikke bruges som den eneste målestok, når vi forsøger at finde ud af, hvordan vi bedst muligt afhjælper menneskelig lidelse. Og når alt kommer til alt, så er det – i min bog – det, vi som psykologer er her for: at øge trivsel og afhjælpe lidelse. Vi bliver nærmere en del af problemet, hvis vi farer frem med metoder, der tilsyneladende kan rense os fra ethvert symptom.

Jeg tror, at vi både samfundsmæssigt og individuelt prøver at undgå at se i øjnene, hvordan vi egentlig har det. Det gør vi ved at opstille et umuligt ideal, som vi så stædigt forfølger. Det er åbenbart nemmere end at indrømme, at vi ikke kan klare livet, som vi selv har skabt det og ud fra de vilkår, samfundet tilbyder os. Hvor ville det være rart, hvis der fandtes en metode, vi kunne bruge til at blive mere perfekte, arbejdsdygtige, og som i det hele taget kan kurere os for de mindre fantastiske aspekter af det at være menneske. Den findes bare ikke.

Og dog. Jeg har sandet, at er der noget, angst og andre indre ubehageligheder ikke overlever særlig længe, så er det åbenhed og mangel på vilje til at skamme sig over, at man har det, som man har det. Jeg foreslår derfor, at vi alle taler om lidelse som en naturlig del af livet. Ikke at vi af den grund skal afskaffe behandling og sende alle med psykiske lidelser ud på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Men med åbenhed er vi i det mindste ikke længere med til at holde liv i en forfejlet idé om et menneske uden symptomer og uden lidelse.

For mit vedkommende stiger jeg i hvert fald af toget her. Personligt dropper jeg idéen om, at jeg er i stykker, eller at jeg som psykolog bør være særlig robust og i stand til at overvinde enhver indre forhindring.

Jeg tager et ”all inclusive”-ophold i mit eget liv og giver hermed andre tilladelse til det samme.

Birgitte Sølvstein er psykolog