Prøv avisen

Når døden banker på

KRONIK: Hvor en patient på et hospital må indordne sig efter forholdene dér, så indordnede det dygtige personale på Sct. Maria Hospice i Vejle sig efter patienten. Det gjorde en kæmpeforskel og gav en værdig død

– Nu flytter vi hjemmefra! sagde min kræftsyge Vera i ambulancen på vej til Sct. Maria Hospice i Vejle, hvor hun i god tid havde bestemt sig for at ville dø. Hun ville ikke opleve, at hun blev til besvær for nogen.

Da vi kom ud af elevatoren, tog en sygeplejerske imod os. Velkommen! sagde hun smilende og varmt. Jeg følte mig straks tryg ved, at hun nu skulle hjælpe Vera.

Vi blev ført hen til en stue med Veras navneskilt ved døren. Stuen var stor og dejlig. I vindueskarmen og på borde var tændt fyrfadslys. På væggene hang smukke billeder. Overalt var der en stemning af ro og varme. Her var hverken stopurstyranni eller forstyrrelser.

Sygeplejersken havde tid til at snakke med os, så længe vi ønskede. Jeg forstod pludselig, at hvor en patient på et hospital må indordne sig efter forholdene dér, så indordnede personalet sig her efter patienten. Jeg blev så glad, fordi jeg kunne mærke, at Vera ikke kunne få noget bedre sted at være. Det føltes desuden som en lettelse, at vi pårørende nu kunne dele ansvaret for Vera med professionelt plejepersonale. Den modtagende læge sagde, at jeg var lige så velkommen, som Vera var. Det var, som om vi var flyttet ind i en verden af lys og fred.

I dagtimerne mødte jeg i køkkenet venlige Vejleborgere, som frivilligt var der for at give en hånd med. Vera og jeg deltog i morgensang og aftensang og gudstjeneste i opholdsafdelingen. Og ønskede vi præstens besøg i vores stue, kom hun gerne. Dagen før Veras død tog hun os til alters.

Inden indlæggelsen havde Vejles dygtige "palliative team" fundet frem til den dosis medicin, der kunne holde Vera næsten smertefri. Kun små justeringer måtte en gang imellem til. Det blev tolv smukke døgns ophold, selvom Vera til sidst blev lige så hjælpeløs, som da hun kom ind i verden. Men hun var klar, stærk og tapper. Hun klagede sig yderst sjældent og beklagede sig aldrig. Hun havde for længst affundet sig med sin skæbne. Jeg græd af og til, og hun trøstede mig. Hvad er du ked af spurgte hun engang. Jeg kunne kun svare, at det nok havde noget med selvmedlidenhed at gøre.

Forholdene på hospice var så ideelle, at Vera under hele forløbet bevarede sin dejlige og blide humor. Da jeg den sidste aften var ulykkelig, fordi hun rallede og slet ikke havde kræfter til at hoste slim op, spurgte jeg lægen, som var kommet sammen med en sygeplejerske, om der ikke kunne gøres noget. Han sagde, at de kunne da godt give en penicillinpille til at modvirke lungebetændelse. Jeg syntes straks om idéen, men Vera sagde: Hvorfor nu det?

– Det er, fordi Jens Kristian gerne vil beholde dig lidt længere! svarede sygeplejersken.

– Ja, så lad gå da! sagde Vera og smilede.

Først nu bagefter er det gået op for mig, at vi fire havde en vidt forskellig grundholdning. Lægen, sygeplejersken og Vera tænkte kun på den nært forestående død, hvorimod jeg havde den indgroede hospitalsholdning, at hun skulle leve. Situationen har åbnet mine øjne for, hvor vigtigt det er for en døende at få professionel hjælp til at få en smuk, stilfærdig og tryg afrejse ind i det ukendte uden dødskamp og uden angst.

Vi skal jo alle herfra. Undervejs mod dødens port siger vi: "Husk at leve, mens du gør det!" eller "memento mori" (husk, at du skal dø), for er livet ikke netop dyrebarest, når vi bliver konfronteret med døden?

Det må være naturligt at spørge sig selv: Vil du leve din sidste tid på et hospital, hjemme eller på hospice?

At dø langsomt på et hospital er ofte en ensom rejse. Pårørende er der kun kort tid. Sygeplejerskerne iler af sted for at nå det, de skal, fordi politikerne har presset et psykisk stopur ind i dem. Sygeplejersken må prioritere, så hun især kan hjælpe dem, der skal leve. I 2005 døde min gamle ven Knud af sult på et hospital i København. Hans hænder rystede, men hans store jeg-følelse og værdighed forbød ham at tigge en travl sygeplejerske om hjælp til at spise.

At et rigt samfund udelukkende af besparelsesmæssige grunde tvinger sygeplejerskerne til at nedbryde deres grundholdning om at have tid til at være naturlige, hjælpsomme og varme over for alle slags patienter, er uhyggeligt, også fordi sygeplejersken for egen overlevelses skyld kan blive tvunget til at blive kynisk.

Da der er stemmer i forargelse, puster mange politikere sig hellere end gerne op i pressen for at sige, at de er "rystede" over sygeplejerskernes og de døendes forhold, at forholdene "er helt uacceptable", og at de øjeblikkelig "vil indkalde den ansvarlige minister til samråd".

Der stopper det så, for politikernes spareiver kvæler tilsyneladende alle menneskelige hensyn. Man kan fristes til at tro, at politikernes kyniske adfærd skyldes, at de døende hverken har talsmand eller fagforening, og at der ikke er flere stemmer at hente hos dem.

Ethvert hospital kunne have en dø-afdeling med fred og ro og et professionelt personale. Men det er næppe en ideel løsning. Hospitalerne bør vel kun koncentrere sig om at helbrede patienter?

At dø i sit hjem kan være godt. At låne en hospitalsseng er praktisk. Men lader døden vente på sig, er mange ægtefæller eller andre pårørende ofte blevet nedslidte af plejearbejdet, selvom der flere gange daglig er kommet hjælp fra hjemmesygeplejen. Mange pårørende har oplevet at længes efter, at døden skulle befri dem for ansvar og besvær. Det er en helt urimelig ekstra lidelse at påføre både dem og den døende, som selvfølgelig opfatter situationen. Når døden så indtræder, kan de efterladte sidde tilbage med ikke blot sorg og savn, men også med en tyngende og livsvarig skyldfølelse.

Langt det bedste vil utvivlsomt være, at man bygger hospicer eller indretter nedlagte hospitaler til sådanne. Hospitalerne kunne derved tage sig af langt flere syge, plejehjemmene kunne formindske deres ventelister, og alle, der ønskede det, kunne få mulighed for at få en god, fredfyldt og værdig død.

Når jeg i tankerne gennemlever Veras sidste tid, gennemstrømmes jeg af en dyb taknemmelighedsfølelse over den kærlige behandling, som personalet på Sct. Maria Hospice gav hende.

Jeg havde end ikke drømt om, at noget menneske formåede at hjælpe en fuldstændig hjælpeløs med alt uden at hakke det mindste i den hjælpeløses værdighed.

Veras personlighed var fuldstændig intakt til det sidste. Det var en vidunderlig oplevelse, og jeg kan ikke takke sygeplejerskerne nok for det.

Da jeg kom hjem efter Veras bisættelse, stod der en buket blomster ude i min garage. Den var fra personalet på Sct. Maria Hospice.

Siden da er jeg blevet ringet op derfra, og for et par dage siden var jeg inviteret til et møde for efterladte. Det har varmet at opleve, at hospice-personalet, som er professionelle hjælpere i en særdeles menneskelig dragt, også tager del i sorgen. Det er traditioner, Sct. Maria Hospice (og sikkert også andre hospicer) har.

Det blev en skelsættende begivenhed i mit liv at opleve et hospice som et andet hjem, et sted, hvor man i kærligt samvær lever i nuet og bevarer den enkeltes værdighed intakt, til hjertet hører op at slå.

Jens Kristian Lings er formand for Kaj Munk Selskabet