Prøv avisen

Når der går magi i dåben

KRONIK: I Danmark har man i modsætning til vore lutherske nabolande fastholdt den opfattelse af dåben, at et spædbarn bliver døbt på sin egen tro. Det er teologisk problematisk

Det offentliggjorte udkast til ny dåbsanordning har affødt en del debat. Debatten er navnlig gået på bestemmelsen om, at der fremover skal være fri adgang for alle og enhver til at blive døbt i folkekirken. Forældre kan uden videre forlange at få deres barn døbt, selv i tilfælde af at ingen af forældrene er medlemmer af folkekirken. De behøver end ikke at være døbt med den kristne dåb. Og udøbte voksne mennesker kan for deres eget vedkommende henvende sig til præsten og forlange at blive døbt straks. De behøver ikke at vente med at modtage dåben, til de har modtaget dåbsundervisning og er blevet fortrolige med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste.

Det handler om dåbens jura, når vi taler dåbsanordning. Men det handler også om dåbens teologi, idet der selvfølgelig er en sammenhæng mellem de retsregler, der ønskes stadfæstet omkring folkekirkens dåbsvirksomhed, og så den forståelse af dåbens betydning, der kan udledes af kirkens dåbsliturgi. Den dåb, som dåbsanordningen taler om, er jo tillige den dåb, som dåbsritualet taler om.

Det er imidlertid overraskende, at dåbsanordningen er blevet forsynet med et teologisk indledningsafsnit. Den teologiske tydning af dåben kunne jo være klaret med en henvisning til det autoriserede dåbsritual. Men forfatterne til anordningen har øjensynligt fundet det hensigtmæssigt at supplere dåbsritualets tale om dåben med, hvad de selv synes skal siges om dåben. Eller sagt på en anden måde: Forfatterne har benyttet arbejdet med dåbens jura til at søge folkekirken forpligtet på anskuelser, der går ud over, hvad der kan udledes af dåbsritualet.

En bestemt sætning udtrykker det teologiske ærinde særlig tydeligt, nemlig sætningen: "Det, der sker i dåben, er Guds handling, hvad enten det er et barn eller en voksen, der bliver døbt". I denne tale om Guds handling kommer indirekte til udtryk, at dåben ikke er menneskets handling, eller at mennesket i hvert fald ikke kan bidrage væsentligt til dåbshandlingens betydning. I den hellige dåb er mennesket at betragte som passivt objekt for Guds handling.

Det turde være oplagt, at en sådan teologisk opfattelse passer som hånd i handske til den juridiske følgeslutning, at der skal være fri og uhindret adgang for alle og enhver til at blive døbt. Hvis det nemlig bliver en officiel folkekirkelig antagelse, at alene Gud er handlende subjekt i dåben – og hvis det i øvrigt kan tages for givet, at Gud vil have så mange mennesker døbt som muligt

– så er det simpel logik, at folkekirken skal holde sig fra at lægge hindringer i vejen for Guds bestræbelser på at få afsat den hellige dåb. I stedet skal folkekirken hjælpe den almægtige Gud med at få døbt alle de udøbte mennesker i kongeriget, som på nogen måde kan lade sig overtale til at blive døbt.

Men hvad er det i grunden for en tankegang, der ligger bag talen om, at det, der sker i dåben, er Guds handling? Ja, normalt plejer man at bruge ordet "magi" om ritualhandlinger, der antages at virke ved ritualets blotte udførelse. Men hvis det er rigtigt, at det, der sker i dåben, er Guds handling, så må det jo være den blotte udførelse af dåben, der gør dåben til Guds handling.

Eller sagt på en anden måde: Dåben virker på magisk vis blot ved at blive udført. Ikke engang troen er nogen forudsætning, for dåbshandlingen udvirker selv den tro, der skal til. I hvert fald udvirker dåben en meddelelse af Hellig-ånden, således som det hedder i denne sætning: "I dåben modtager mennesket Helligånden med syndernes forladelse og evigt liv."

Det er ikke til at komme uden om, at dåbsanordningen tillægger folkekirkens dåbshandling en magisk virkning. Men når det er sagt, skal det straks tilføjes, at der allerede indgår elementer af dåbsmagi i folkekirkens dåbshandling, sådan som den foregår i dag. Jeg skal give to eksempler på denne dåbs-magi.

Det ene eksempel har at gøre med situationen ved en barnedåb i kirken. På et tidspunkt under ritualhandlingen henvender præsten sig direkte til dåbsbarnet. Præsten tilspørger barnet om troen, som om barnet selv kunne svare, hvad det jo af gode grunde ikke kan. Men meningen med at rette tilspørgslen til barnet er at give udtryk for den opfattelse, at barnet i virkeligheden er et troende menneske, der selv ønsker at blive døbt i den treenige Guds navn. Hvornår troen så er opstået, er et godt spørgsmål.

I folkekirkens søsterkirker i nabolandene er man forlængst gået bort fra at tilspørge spædbørn om den kristne tro. I Norge, Sverige eller Tyskland bliver et barn døbt på forældrenes og faddernes tro og ikke på sin egen tro. I Danmark derimod har man fastholdt den opfattelse, at et spædbarn bliver døbt på sin egen tro. Opfattelsen er fastholdt i seneste dåbsritual fra 1992.

Folkekirkens biskopper må jo have en vigtig pointe med at fastholde forestillingen om spædbarnetroen, siden de mener, at folkekirken på det punkt bør gå enegang i forhold til de lutherske søsterkirker i nabolandene. Men det er svært at få klar besked om denne pointe fra biskopperne. De er i det hele taget ikke meget for at komme med autoritative udlægninger af det autoriserede dåbsritual.

Så vidt jeg kan se, hænger forestillingen om spædbarnetroen nøje sammen med kravet om, at præsten skal tilspørge hvert enkelt dåbsbarn med trosbekendelsens fulde ordlyd. Er der for eksempel tre dåbsbørn, så skal præsten sige trosbekendelsens ord tre gange. Men ordenes gentagelse gør noget ved ordene. Trosbekendelsen får karakter af en magisk remse, hvor det afgørende ikke længere er ordenes indhold, men den korrekte rituelle fremsigelse af ordene.

I folkekirkens søsterkirker bruger man én fælles trosbekendelse uanset dåbsbørnenes antal. Her har trosbekendelsen bevaret sin karakter af menighedens fælles bekendelse. Den er ikke blevet en magisk remse som i folkekirken.

Det andet eksempel på dåbsmagi har at gøre med situationen ved voksendåb. Når en voksen skal døbes, foregår det, som om den voksne var et barn. Præsten læser evangeliet om Jesus, der tager de små børn i favn og velsigner dem, og siger herefter: "Så vil vi nu hjælpe dig til hans velsignelse ved at døbe dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn". Nu var det ganske vist små børn, Jesus tog i favn og velsignede. Det var ikke de voksne. Men i folkekirken har man påtaget sig at dele Vorherres børnevelsignelse ud også til de voksne. Dåbsritualet signalerer, at den voksne bliver et lille Guds barn af at blive velsignet som et lille barn. På den måde er der – undskyld udtrykket – gået "velsigneri" i dåben.

I nabolandenes lutherske søsterkirker har man forstået, at evangeliet om Jesus, der velsigner små børn, ikke kan bruges ved dåb af en voksen. Man bruger andre bibeltekster som afsæt for dåben. Det ville klæde biskopperne at give offentligheden en forklaring på, hvorfor folkekirken går enegang på dette punkt i forhold til de søsterkirker, folkekirken naturligt kan sammenligne sig med.

Der er altså noget at komme efter, når vi taler om folkekirkens dåbspraksis. Der er den problematiske forestilling om spædbarnets gudstro, og der er den problematiske brug af evangeliet om Jesus, der velsigner de små børn. I begge tilfælde lurer den skinbarlige dåbsmagi lige om hjørnet.

Jeg tror, at folkekirken vil stå sig ved at få afklaret sit dåbssyn, inden man går videre med forslaget til ny dåbsordning. Jeg appellerer derfor til biskopperne om at sætte dåbens jura i venteposition, indtil man får givet dåbens teologi et grundigt eftersyn. Folkekirken trænger faktisk hårdt til et nyt dåbsritual.

Georg Klinting er sognepræst

i Krogsbølle-Norup Pastorat