Prøv avisen

Når der reelt intet er at beundre

Den vestlige kulturs angst for at gå glip af noget medfører en ikke overraskende endeløs og grundlæggende hvileløs stræben efter mere, mener dagens kronikør. Foto: Foto: Mads Jensen

Vi lever i en tidsalder, i en kultur, i en såkaldt civilisation, hvor enkeltmenneskets adfærd dominerer stadig mere, og i den vestlige kultur synes angsten for at gå glip af noget at være pandemisk udbredt

I bogen "Frihed i nuet" skriver den indiske filosof Krishnamurti (1895-1986): "Jeg tror, der er forskel på mennesket og enkeltmennesket. Enkeltmennesket er et stedfæstet væsen, som lever i et bestemt land, tilhører en bestemt kultur, en bestemt religion. Mennesket er ikke et stedfæstet væsen. Mennesket er overalt. Dersom enkeltmennesket blot handler i et særligt hjørne af livets vidtstrakte område, så er dets handling uden nogen som helst forbindelse med helheden. (...) Enkeltmennesket er det lille, begrænsede, triste, skuffede væsen, som er tilfreds med sine små guder og sine små traditioner, hvorimod alles ve og vel, summen af verdens nød, elendighed og forvirring ligger mennesket på sinde."

Vi lever i en tidsalder, i en kultur, i en såkaldt civilisation, hvor enkeltmenneskets adfærd dominerer stadig mere. Som syre ætser enkeltmenneskets indre tvang til selvrealisering ethvert anløb til solidaritet med andre levende væsener, mennesker såvel som dyr.

Det er blevet muligt for stort set alle kvit og frit at krænke sine omgivelser, lige fra det at sætte sig op i et charterfly, hvorved man destruerer naturressourcer i et dekadent-svulstigt tempo, til det at lade sin mobil uophørligt sms-bippe på et bibliotek, hvorved man destruerer dette tidligere tiders stilhedens refugium.

Hvad driver mon denne destruktion? De, der bedriver adfærden, vil nok påstå, at det skyldes lyst. Jeg vil påstå, at det snarere skyldes angst. For hvis drivkraften var lyst, der mentalt er et overskudsfænomen, hvorfor bobler der mon så gigantiske mængder vrede frem, hver gang der er bare en antydning af anløb til et politisk indgreb, der måtte begrænse adfærden?

Vrede, der er et mentalt underskudsfænomen, er normalt udtryk for, at man på en eller anden måde føler sig truet, og da truslen for langt, langt de fleste vestlige borgere ikke kan tænkes at være af fysisk natur – for materielt mangler disse intet vitalt – må truslen være af psykisk natur: man er bange.

I samme bog skriver Krishnamurti: "Læg engang mærke til, hvad der virkelig sker inden i Dem selv og uden for Dem selv i den konkurrencekultur, hvori De lever, med dens begær efter magt, anseelse, prestige, berømmelse, succes og alt det andet – læg mærke til Deres bedrifter, som De er så stolt af, hele dette område, som De kalder at leve, og hvor der i ethvert menneskeligt forhold er konflikt, som avler had, fjendskab, brutalitet og krige i det uendelige. Dette område, dette liv, er alt, hvad vi kender til, og fordi vi er ude af stand til at forstå den vældige kamp for tilværelsen, er vi naturligvis bange for den og søger at flygte fra den på alle mulige snedige måder."

Det er helt i orden at være bange, for det er vi alle, hele tiden, for et eller andet. Problemet er ikke den eksistentielle angst i sig selv, for intet af værdi går tabt ved at indrømme over for sig selv og sine medmennesker, at man er bange, tværtimod: Sådanne indrømmelser er nærende både for den mellemmenneskelige tillid og for ens egen rejse mod stadig større autenticitet, såvel indadtil som udadtil. En rejse, hvor de sorgfulde stunders afsked med de "behagelige" illusioner, som man kulturelt er opflasket med, opvejes af den efterfølgende glæde ved erhvervelsen af stadig større indre frihed. Nej, problemet er, i hvilket omfang den eksistentielle angst omsættes til handlinger, der krænker.

Pandemisk udbredt i den vestlige kultur synes at være angsten for at gå glip af noget. Den giver sig ikke overraskende udslag i en endeløs og grundlæggende hvileløs stræben efter mere, det være sig flere penge, flere materielle besiddelser, mere indflydelse og større status eller nye sanseoplevelser.

Omfanget af denne adfærd gør den krænkende af den simple årsag, at hvis alle mennesker på planeten skulle leve tilsvarende, så ville det kræve adskillige jordkloder for at være bæredygtigt.

I forbifarten kan jeg ikke lade være med at udtrykke min undren over, at kristne synes at være lige så rigt repræsenteret i denne overforbrugets adfærdsform som andre segmenter af befolkningen.

Hvordan man som kristen forener dét med budskabet om næstekærlighed, forbliver mig en gåde. Måske løber man an på Guds nåde. Personligt nærer jeg dog ingen respekt for, hvis man eventuelt således – i, hvad der forekommer mig at være barnagtig ansvarsforflygtigelse – giver sig til at die på syndsforladelses-patten.

Besku venligst det, vi kalder for civilisation: Forstå venligst, i hvilket omfang det, der eftertragtes, og det, der anses for værende respektabelt, er det, der krænker. Forstå venligst i hvilket omfang det, der såkaldt udrettes, det, der anses for at være nyttigt, er drevet af det enkelte menneskes forsøg på at uddrive eller benægte den eksistentielle angst indeni.

Forstå venligst følgelig, i hvilket omfang vores kultur ser op til mennesker, der som følge af ringe mod til i ydmyghed og beskedenhed at bære den fællesmenneskelige byrde – eksistentiel angst – bedriver en forbrugsadfærd, der krænker.

I det er der intet at beundre. I det er der intet håb at finde, hverken for nærværende eller for fremtiden. I romanen "Udødeligheden" lader Milan Kundera følgende passende ord herom lyde: "Summen af alle menneskers nytte gennem alle tider rummes fuldt ud i verden, som den er i dag. Hvoraf fremgår: Intet er mere moralsk end at være unyttig."

Nært beslægtet med angsten for at gå glip af noget er den i den vestlige kultur ligeledes pandemisk udbredte tankegang om at vinde, så andre kan tabe. Det, om noget, er enkeltmenneskets tankegang, hvad enten enkeltmennesket består af et enkelt menneske eller af en ikke alle-omfattende sammenslutning af mennesker, for eksempel en by, en kommune, en region, et land, et netværk, en ideologi, en tro, eller en sportsklubs tilhængere.

Læg venligst mærke til, hvorledes vore medier er gennemsyrede af denne retorik om at vinde, så andre kan tabe. Hvorledes forestiller man sig, at man i en sådan atmosfære af aggression skal fremmane den gensidige tillid, der er nødvendig for, at såkaldte forhandlinger reelt kan lede til fordragelige løsninger på de kolossale trusler, som tiltagende klimatisk destabilisering og tiltagende ressourcemangel udgør? Men pointen er vel, at det forestiller man sig heller ikke: man er kun oprigtigt optaget af at vinde, ligesom de andre er.

Løsenet er mod. Modet til med åbne øjne at turde gå glip af noget, til at turde afstå fra at tage. Modet til at turde tage afsked med det, der anses for værende respektabelt, og dermed modet til at turde stå alene.

Modet til at turde indrømme over for sine medmennesker, at man er bange. Er man i første omgang ude af stand til at finde dette mod i solidaritet med alle mennesker, og dyr for den sags skyld, kunne man så ikke i det mindste begynde med at finde dette mod i solidaritet med alle børnene, der skal vandre i den verden, som deres forældre engang overlader dem?

For hvad mener forældre virkelig, når de siger, at de elsker deres børn? Udtrykker de hermed primært, grundlæggende egoistisk, at de er glade for, at de har børnene i deres liv, eller udtrykker de hermed primært, at de har forstået, at deres børn lige fra undfangelsen af er frie mennesker med retten til et anstændigt fremtidigt livsgrundlag?

Og hvis der er tale om sidstnævnte, gælder det så ikke bare for deres egne børn, men også for andre forældres børn? Jeg er selv barnløs – heldigvis, for jeg kunne ikke drømme om at sætte børn ind i verden, som den er.

Der er nok en del, der vil mene, at jeg tager grundigt fejl.

John Fredsted er teoretisk fysiker