Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Når Det Gamle Testamente skygger for Det Nye

Vielse af homoseksuelle Debatten om vielse af homoseksuelle i folkekirken er meget gammeltestamentlig, og argumenterne imod en indførelse af et ritual hegner for det meste debatfeltet sådan ind, at det aldrig rigtig strækker sig ind over grænsen til Det Nye Testamente, mener dagens to kronikører

"DET ENDER ALTID MED, at vi imødekommer andres mentalitet, også når den er forkert." Sådan udtrykker den homoseksuelle Gabriele (Marcello Mastroianni) sig i Ettore Scolas film "En ganske særlig dag", der handler om et møde mellem den udstødte homoseksuelle Gabriele og hans nabo, Antonietta (Sophia Loren), der begge må blive hjemme, mens resten af Rom fejrer mødet mellem Hitler og Mussolini i 1930?ernes Rom.

Filmen viser, at man kan vænne sig til næsten alt. Og man kan vænne sig til, at der siges ting i det offentlige rum, som er uhyrlige. Hvad værre er: "Det ender altid med, at vi imødekommer andres mentalitet, også når den er forkert."

Vi har vænnet os til meget i den standende debat om vielse af homoseksuelle.

Vi har vænnet os til, at debatten forflyttes fra den centrale problemstilling, så det nu overvejes, om vi fortsat skal have vielser i folkekirken, så man slipper for at tage stilling til homoseksuelles samhørighed med det folkekirkelige. Man kan gisne om hvorfor?

Vi har vænnet os til, at der slippes uhyrligheder ud i det offentlige rum fra den såkaldte bibeltro højrefløj, som det eksempelvis er tilfældet i den nyligt udsendte folder "Kirken og homoseksualitet. 17 korte svar på aktuelle spørgsmål".

Folderens forsøg på at besvare spørgsmålet om, hvorfor nogle mennesker bliver homoseksuelle, og dens beskrivelse af homoseksuel kærlighed er i særlig grad uhyrlig. Ingen burde vænne sig til den slags! Endsige imødekomme mentaliteten.

Hvad vi imidlertid gerne vil pege på her er, at vi tilsyneladende også i den mere teologisk prægede debat på området har vænnet os til en besynderlighed. Det kan nemlig undre, at debatten om vielse af homoseksuelle i folkekirken er så gammeltestamentlig. Argumenterne imod indførelse af et ritual hegner for det meste debatfeltet sådan ind, at det aldrig rigtig strækker sig ind over grænsen til Det Nye Testamente.

ARGUMENTERNE ER nok forskellige. De handler om skabelsesordning, kønsidentitet, frugtbarhed, børneavl, ægteskabet som kulturfundament med videre. Det handler i gammeltestamentlig forstand om sæd, blod og ordning. Vi vil ikke afvise disse spørgsmål, men de hører i høj grad hjemme i en samfundsdebat om, hvordan vi indretter os. De spiller til gengæld slet ingen rolle i Det Nye Testamente. Og trækkes de med herind, får vi en meget lovbestemt kristendom, der minder mere om calvinisme end om luthersk kristendom.

Når det kommer til at inddrage de bibelske vidnesbyrd i debatten, ender det ofte i en skyttegravskrig, hvor man tømmer hele magasiner af skriftsteder i hovederne på hinanden. Hvad er nu det for en bibelbrug?

I ovennævnte folder fra højrefløjen gør man opmærksom på, at der findes fem tekster, som direkte handler om homoseksualitet. Det er ikke mange, indrømmer man, men de skal ses i sammenhæng med resten af Bibelen. Det er netop vores pointe! Om end det i den nævnte folder sker på en så underlig bagvendt måde, at man slet ikke ser den nytestamentlige skov for bare træer.

Den nytestamentlige fortælling indledes for to af evangeliernes vedkommende med en ung kvinde, Maria, der aldrig har kendt en mand. Hun bliver gravid og føder en søn. Det er noget af et brud i forhold til Det Gamle Testamente, hvor mandens videreførelse af sin sæd i slægten er så vigtig, at selve pagtstegnet består i omskærelse af det mandlige lem. Men ikke her. Her sker der en ny fødsel. Her fødes et nyt menneske. Og lemmets omskærelse bliver på poetisk vis til hjertets omskærelse. En ny Adam kalder Det Nye Testamente ham. Og "ny" betyder her i høj grad anderledes end den gamle.

Der har i den nyere tids teologi været en udpræget blufærdighed ved at tale om eller henvise til jomfrufødslen. Hvad skal man dog stille op med det, og hvem kender ikke til at blive latterliggjort for at kunne tro noget så åbenlyst tåbeligt? Men jomfrufødslen befinder sig slet ikke i udkanten af sagen, men i dens midte. Det er her, det nye sker gennem Maria, en ny måde at forstå og definere mennesket på som født af Guds ånd. Derfor er jomfrufødslen helt afgørende, og det synes, som om den gængse teologi har glemt at læse Skriften med den ny ånd, der kommer til verden gennem Kristus.

MENNESKET ER FØDT af ånd, og det får selv Paulus til at udfolde en vision om mennesket som en ny skabning i Kristus, hvor "det ikke kommer an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte". (Galaterbrevet 3, 28-29).

Selv Paulus, der er så optaget af pragmatiske løsninger, og som i Første Korintherbrev fastholder, at en vis orden må opretholdes i menighederne, hvortil ægteskabet hører, lader her ånden ophæve ordningen og forskellen mellem etnicitet, køn og stand. De kristne forstås som Abrahams afkom, men det gør de kristne netop på en ny måde, hvor blodet og slægten er brudt.

Et lige så prægnant sted i Det Nye Testamente er korsordene fra Johannes-evangeliet, hvor Jesus tager afsked med Maria og afskriver hende som mor. Hun er i stedet alles mor, for kødets bånd er ophævet i det nye fællesskab skabt af ånd. Jesus siger til Maria, idet han kigger på yndlingsdisciplen: "Kvinde, dér er din søn," og til yndlingsdisciplen siger han: "Dér er din mor." (Johannes 19, 26-27).

KRISTENDOMMEN HAR en treenig Gud, og denne treenighed udtrykker også et brud med enhver form for naturreligion. Det ligger i treenigheden som en relation mellem Fader, Søn og Helligånd, hvor der ikke er nogen fødende magt i gudsbegrebet. Om der er noget kvindeligt ved ånden, kan naturligvis ikke udelukkes, men ånden er ikke fødende, og Gud er ikke en fødende mor, og naturen genfødes ikke i en evig cirkelbevægelse, men Gud bryder ind i naturens orden.

Det er netop, hvad forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd sikrer ved at bryde med enhver form for naturlig avl. Pointen er ikke naturfornægtelse eller kvindeundertrykkelse. Det er derimod kristendommens påstand, at den sande virkelighed ikke ligger i naturens fødsel og død, men i en overskridelse af dette. Vi skal se vores liv i lyset af opstandelsen og den nye virkelighed, som troen åbner for.

Ægteskabet kan derfor forstås som et tæt fællesskab mellem to mennesker, der ikke alene er bundet til avl, til blod, til slægt, men alene er bundet af ånden. Det forhold mellem to mennesker, som Gud allerede har bundet sammen ved sin ånd, velsignes og udrustes til alle de strabadser, der hører et tæt liv til.

Denne nytestamentlige vinkel synes ganske fraværende i debatten om, hvem der må indgå ægteskab med hvem, og det synes, som om det gammeltestamentlige slægtsprincip skygger for sagen! Man kan vænne sig til meget. Hvis vi nu kunne vænne os til at se os selv og hinanden under den nytestamentlige synsvinkel, så ville vi vel lade spørgsmålet om vielse af homoseksuelle tage sit udgangspunkt dér – og hvor svært kan det så være?

Steffen Ringgaard Andresen er provst i Taastrup, og Ulla Salicath er sognepræst i Farum

Læs andre kronikker om emnet på

kristeligt-dagblad.dk/homoseksuelle-vielser