Prøv avisen

Når grænsen for ytringsfriheden undersøges

KRONIK: Muhammed-tegningerne har ændret på vores forståelse af begreberne tro og ytringsfrihed i den offentlighed, som vi har opdaget er blevet en global offentlighed

Onsdag skete det. Det, som alle havde ventet, men som ingen alligevel rigtig havde regnet med. Minimum 16 danske aviser og dagblade valgte at genoptrykke Muhammed-tegningerne, der for to et halvt år siden satte Danmark på det religiøse verdenskort, og som medførte den største udenrigspolitiske krise i nyere tid.

Genoptrykkene har givet anledning til refleksion både over krisen som forløb for nøjagtig to år siden og i mere bred forstand over grænserne for henholdsvis tro og ytringsfrihed. Hvad betyder begreberne tro og ytringsfrihed i den offentlighed, som vi i vinteren 2005/06 pludselig opdagede var blevet en global offentlighed? I det forholdsvis sekulære demokrati, som vi tager for givet, er ytringsfriheden blevet anskuet som en absolut rettighed. Denne holdning kom blandt andet til udtryk på Venstres landsmøde i 2004, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtalte, at "Ytringsfriheden er en fælles værdi, og den er absolut inden for de rammer, som loven sætter".

Ytringsfrihedens juridiske status er indiskutabel. Paragraf 77 i Grundloven begrænses ved racisme (jf. paragraf 266b) og gudsbespottelse (jf. paragraf 140 i straffeloven), men har ellers ingen legal begrænsning. Den legale forståelse af ytringsfriheden er dog ikke tilstrækkelig til at forstå ytringsfrihedens legitime grænse i det danske samfund hverken historisk set eller i den konkrete sag om de 12 karikaturer. For at opnå denne forståelse må både etik og social praksis inddrages.

Historikeren Max Weber skelner mellem sindelagsetik og ansvarsetik. Sindelagsetikken betegner opfattelsen af, at ytringer skal vurderes i forhold til afsenderens intentioner. Ansvarsetikken betegner modsat en opfattelse af, at ytringer skal vurderes i forhold til de konsekvenser, som de har for modtageren. Den ubegrænsede forståelse af ytringsfriheden kan derfor legitimeres med sindelagsetik, mens en afgræsning kan legitimeres med ansvarsetik. Ud fra en ansvarsetisk betragtning bør enhver talende person nemlig gøre sig overvejelser om, hvorvidt hans tale kan skade andre mennesker eller forestillinger, som er essentielle for andre.

Den sociale praksis spiller også en rolle for vores forståelse af ytringsfrihedens grænser. Aristoteles anvendte begrebet phronesis til at betegne praktisk dømmekraft, som opstår i spændingsfeltet mellem abstrakte idealer og social praksis. Phronesis er ligesom ansvars-etikken betinget af en vis mellemmenneskelig forståelse, men afhænger også af en forståelse af den kulturelle og sociale kontekst for den konkrete ytring.

Den sociale og kulturelle kontekst for karikaturtegningerne var på den ene side en dansk tradition for ironi både i skrift og i billedsprog. Traditionelt er ironi blevet anvendt til at kritisere magthaverne, for eksempel i revyer og årsskrifterne Svikmøllen og Blæksprutten, men i praksis er der intet til hinder for, at den kan anvendes til at kritisere religiøse, kulturelle eller etniske mindretal, sådan som det skete med de 12 karikaturer. Kulturradikale har ofte ud fra et ideologisk standpunkt udeladt at gøre mindretalsgrupper til genstand for ironi, men derfra kan ikke sluttes modsætningsvist og siges, at disse grupper aldrig kan gøres til genstand for offentlig morskab. Ironiens funktion er ligesom skønlitteratur og kunst at bearbejde oplevelser og følelser, som er omgærdet af tabu en fælles oplevelse af utalelighed.

Ironien har historisk set været central for den sociale og kulturelle integration af danskerne til en relativt homogen befolkningsgruppe i Danmark. Lidt paradoksalt kan man argumentere for, at det netop kan være en måde at integrere nye grupper af danskere på ved at udsætte dem for den ironi, som danskerne gennem de seneste 100 år så ofte har udsat hinanden for. Om karikaturerne havde denne effekt må forblive et ubesvaret spørgsmål, for på den anden side var den sociale kontekst for Muhammed-karikaturerne også Danmarks krigsindsats i Irak og en stram integrationspolitik.

Forud for krigsdeltagelsen i 2003 postulerede fremtrædende politikere en skarp dikotomisering mellem det sekulariserede, demokratiske Vesten over for det uciviliserede, muslimske Mellemøsten, som blev illustreret med Saddam Husseins Irak. Dansk Folkepartis stærke indflydelse på integrationspolitikken siden 2001 har gødet jorden for en sådan dikotomisering i retorikken. I denne kontekst er det forståeligt, at det muslimske mindretal opfattede ironien som krænkende. For dem blev regeringens dikotomi mellem sekularisme og demokrati på den ene side og islam og tyranni på den anden side vendt til en dikotomi mellem etnocentrisk arrogance stillet over for religiøs tolerance. Det er i lyset af disse sociale og kulturelle fænomener ironi, krigsdeltagelse og integrationspolitik at idealet om ytringsfrihed bør fortolkes.

Historisk set har ytringsfriheden altid været omgærdet af en legitim grænse. I 1970 blev sangeren Trille stævnet efter Grundlovens blasfemiparagraf, fordi hun sang "Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud" med slet skjulte seksuelle undertoner. Sagen faldt dog, og Trilles ytringsfrihed blev derfor ikke begrænset. I 1984 malede Jens Jørgen Thorsen en afklædt Jesus på Birkerød Station, og dette billede blev straks overmalet af kommunens folk. Ved retten skete dog tiltalefrafald mod Jens Jørgen Thorsen.

Efter Muhammed-krisen er ytringfrihedens legitime grænse også blevet trukket på ny. Den unge Martin Rosengaard Knudsen fra gruppen Defending Denmark blev i sommeren 2006 så oprørt over en Muhammed-tegnekonkurrence hos Dansk Folkepartis Ungdom (DFU), at han orienterede de største dagblade, som bragte historien. De fleste politikere blev stærkt forarget, selvom formanden for Dansk Folkepartis Ungdom, Kenneth Kristensen, hævdede, at det alene var ment som en spøg. I forlængelse af den retorik, der generelt blev ført fra ledende medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom, var det de færreste, der delte hans forståelse af begrebet spøg.

Langt bedre slap de frisindede medlemmer af Radikale Venstres Ungdom (RVU) fra at tegne profeten Muhammed som en gimmick ved et introtræf få måneder senere. Den overordnede opfattelse var, at de unge radikale havde lavet sjov, og at gimmicken var morsom og dermed acceptabel. Deltagerne i DFU's tegnekonkurrence blev dog ikke anmeldt, og den retlige grænse for ytringsfriheden blev således ikke direkte udfordret. Imidlertid viser tegne-øvelserne i de to politiske ungdomsorganisationer, at enhver handling altid fortolkes ind i en kontekst: i DFU's tilfælde en relativt fremmedfjendsk retorik og i RVU's tilfælde en tolerant retorik, og at handlingerne i den brede offentlighed altid vurderes ud fra denne kontekst.

Forståelsen af ytringsfrihedens grænse har, som det ses, i mange år været til debat. Det, som Muhammed-krisen dog har illustreret, er, at grænsedragningen løbende undersøges, og at det sker ved hjælp af ytringsfriheden. Flemming Rose overskred efter det store flertals vurdering grænsen for, hvad der var acceptabelt, men uden denne overskridelse havde det store flertal af danskere nok aldrig lært om det muslimske billedforbud. I Danmark en global landsby er danskerne blevet mere bevidste om hvordan mange af de muslimer, som bor i Danmark, opvejer hensynet til religiøs doxa over for hensynet til ytringsfrihed. De fleste respekterer ytringsfriheden, men de har svært ved at forstå, at man i tilfældet med Muhammed-tegningerne anvender den til bevidst at krænke andres tro.

Muhammed-krisen lærte os i Danmark en masse. Den har givet os mulighed for at se den praksis ironi der opfattes som "normal" i Danmark, i et nyt og mere nuanceret lys. Tegningerne, som blev bragt forleden, har ikke foranlediget en krise, som den vi så i 2005/06. Konteksten er en anden. Alle forstår, at onsdagens tegninger blev bragt som et modsvar til dødstrusler og ikke som ironi eller, hvad karikaturerne i første omgang blev opfattet som, vestlig arrogance over for muslimske mindretal.

Signe Kjær Jørgensen er ph.d.-studerende ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.