Når Kristus møder McDonald's

Det er palmesøndag, vi er i Granada i Andalusien - og det regner. Journalisterne på de lokale medier har travlt. Der er fare for, at de velforberedte påskefestligheder med timelange processioner i gaderne skal aflyses. På den andalusiske tv-station stiller man om til provinshovedstederne, Sevilla, Huelva, Cdiz, Mlaga, Crdoba, Jaén og Granada, for at få en situationsrapport. Overalt ser man bekymrede journalister, der beretter om de uvante vejrforhold med regn og blæst. Vejr, det ikke just er klogt at bære de tunge, gamle figurer af Kristus og Jomfru Maria ud i. Tv-dækningen minder lidt om situationen i Danmark under december-stormen. Hvad stiller man op? Det er lidt forskelligt. I Sevilla, hvor påskefestlighederne er størst, trodser man vejret og gennemfører stort set programmet. Det fører til usædvanlige billeder på tv, hvor man ser en stor opsats med en Kristusfigur, palmeblade og blomster, der bliver båret frem foran menneskemængden i styrtende regn. I Granada er det kun figuren kaldet »Burriquilla«, der vover sig ud. På opsatsen ser man Kristi indtog i Jerusalem på æselryg (»Burro« betyder æsel på spansk). Men her bliver man nødt til at søge ly i domkirken på grund af vejrliget. Det fører til det usædvanlige, der næste dag bærer forsiden på den lokale avis »Ideal«: La Burriquilla må tilbringe natten i domkirken. Normalt bevæger optogene sig af helt fastlagte ruter, så dette brud på traditionen vækker naturligt opsigt. Når påskevejret og festlighederne tiltvinger sig så stor plads i de spanske - og specielt de andalusiske - medier, så er det naturligvis, fordi disse festligheder kræver store forberedelser og spiller en rolle for mange mennesker. Hvor religiøsiteten holder op, og traditionen og de sociale forpligtelser tager over, er svært at afgøre. Men der bliver stadig brugt megen tid og mange ressourcer på påskefestlighederne i Andalusien. Ja, interessen har nærmest været stigende de senere år. Den sidste tid op til påske har vi her i Granada kunnet høre det lokale orkester øve sig flere aftener ugentligt. Musikken er en vigtig ingrediens i optoget. Med de dybe trommer og de skingre trompeter bærer de både påskens sorg og glæde. Et andet aspekt af forberedelserne kunne vi overvære i den lokale park. Her øvede 30-40 mænd sig på at bære den store opsats med helgenfiguren. Man slæbte naturligvis ikke rundt på den ægte opsats, men en række sammenflikkede brædder med tunge sække lagt på, gjorde det ud for figuren. Mens en båndoptager afspillede musikken, øvede man så koordineringen af bevægelserne. Det er bestemt hårdt arbejde at bære den tunge figur gennem gaderne, en figur, der vejer mange hundrede kilo. Trods nyrebælter og indledende træning, er de lokale fysioterapeuter da også parate til at lindre smerte i ryg og nakke. Her bliver det traditionelle bodselement måske tydeligst. Fra gammel tid har deltagelse i påskeoptoget også været en måde at gøre bod for sine synder. Man kan også stadig se deltagere i optoget, der vælger at gå barfodede. Mandag i påskeugen skulle det lokale optog, som havde kostet så mange forberedelser, så løbe af stablen. Allerede i god afstand fra kirken kunne man fornemme, at noget særligt var i gærde: festklædte mennesker i hastig gang mod pladsen foran kirken. Her var allerede tæt med tilskuere, der strakte hals og puffede børnene frem i forreste geled. Det første der faldt i øjnene, var de flotte nazarenos, deltagere i optoget klædt i de Ku Klux Klan-agtige bodsdragter med den spidse hætte og de små huller til øjnene. Hvert cofradëa, broderskab, omkring optogene har sine egne traditionelle farver. Her var hætten grøn, og selve kjortlen rød. Da først optoget begyndte at bevæge sig ud af kirken, var noget af det mest overvældende antallet af deltagere. Der var vel omkring hundrede nazarenos i de flotte dragter, foruden tre orkestre, andre hundrede kvinder i elegante sorte kjoler, med opsat hår og den traditionelle mantilla. De to opsatser af hhv. Kristus med korset og Jomfru Maria blev ført frem af omkring 80 bærere. Man skal dertil lægge, at hver deltager i optoget bliver fulgt af ét eller flere medlemmer af familien, der også typisk har været aktive i forberedelserne: pyntning, syning m.v. Tallet nærmer sig langsomt de tusinde. Alene i Granada, en by på størrelse med Århus, findes mere end 30 broderskaber med hvert deres optog. Så begynder man at forstå, hvorfor dårligt vejr og evt. aflysninger er et stort problem. En munk fra Sevilla sagde engang til mig, da talen faldt på påskefestlighederne, at for ham var indbegrebet af påske den særlige duftblanding af appelsinblomsterne og røgelsen. Med disse ord har han også indkredset ét af festlighedernes karakteristika: sanseappellen. Det kan være fint og behageligt på en regnvejrsdag at se optogene i tv, men det erstatter ikke den oplevelse, det er f.eks. at stå i en smal gade en nat, når opsatsen med Jomfru Maria og de mange levende lys kommer forbi, mens trommeslagene dundrer, og røgelsen ligger tæt. Sådanne situationer har en sansemæsssig appel, som hverken tv eller Internet kan indfange. I sammenligningen med de moderne medier falder en anden forskel også tydeligt i øjnene: optogene tager tid. Hvis man for alvor vil opleve dette særlige fænomen, må man indstille sig på en anden tidsregning. Der er mange pauser og megen ventetid, og det kan sagtens tage en halv time for et optog at drage forbi. Men de holder alligevel stort set altid den køreplan, der er lagt for at undgå sammenstød omkring centrum og domkirken. Pauserne er indregnet i planen. Hvis man studerer køreplanen for optogene nærmere, så vil man også kunne konstatere, at almindelig 8 til 16-tænkning er sat ud af kraft. Det er ikke usædvanligt, at optogene tager op mod 12 timer, og de slutter måske midt om natten. Det optog, vi flugte mandag i Granada, startede kl. 16 og sluttede først kl. 1.30 om natten. Også her var der stærke oplevelser og øjeblikke. På pladsen foran kirken var trængslen stor, da opsatsen med Jomfru Maria begyndte at vise sig. I starten kunne man blot ane de mange tændte kerter i det mørke kirkerum. Langsomt kom hun så frem og lod sig hylde i lyset. Det var svært - selv for en nordboer - ikke at blive revet med, da optoget standsede foran kirken, og blomsterne regnede ned over hende, mens bifaldet brød ud, og folk bl.a. råbte: »Hola, guapa« (»Hej, smukke«). Lidt senere, under en af de mange pauser, brød en kvinde ud i en intens og stærk klagesang. Det lykkedes hende faktisk at fylde hele kirkepladsen med denne særegne flamenco-sang. Igen brød bifaldet naturligvis ud. Begejstringen er aldrig langt væk. Men mon ikke én af de største oplevelser i forbindelse med påsken i Andalusien er, at det overhovedet kan lade sig gøre. At så mange folk er parate til at bruge tid på en sådan religiøs og traditionel begivenhed. At det moderne liv kan skubbes til side for en tid og give plads for nogle andre impulser. Dette skal også forståes helt konkret. For mens optogene drager gennem gaderne, bliver trafikken selvfølgelig holdt tilbage: bilerne må vige, når Kristus og Jomfru Maria passerer. Disse sammenstød mellem det moderne liv og de gamle figurer, giver sig også nogle herlige udtryk, når f.eks. Kristus møder McDonald's, Blockbuster Video og den lokale tankstation. Og der opstår også en ganske bestemt lugt, når røgelse blandes med benzinos. Kom selv og duft! n Henrik Kidmose er cand.mag. og bosat i Granada. cand.mag