Prøv avisen

Når livet bliver én lang eksamen

KRONIK: Den konstante evaluering og vurdering kan kamme over og give en oplevelse af, at vi konstant er til eksamen i noget så fundamentalt som det at leve og være til som menneske

Vi evaluerer og vurderer os selv som aldrig før. Vi forholder os til graden af vores livskvalitet inden for arbejdsliv og privatliv og alt, hvad vi engagerer os nævneværdigt i. Arbejdspladser bruger professionelle firmaer til at karaktergive medarbejdernes indsats og effektivitet. Ægtefæller forholder sig løbende til, om partneren fortsat er værd at elske og leve sammen med. Pædagoger og skolelærere indkalder forældre til samtaler og møder for at evaluere og vurdere hen ad vejen.

Den konstante evaluering og vurdering kan være sund og god, fordi det ansporer os til at bruge os selv optimalt, så vi får noget ud af livet. Men det kan kamme over og blive både anstrengende og usundt. Det kan give en oplevelse af, at vi konstant er til eksamen i noget så fundamentalt som det at leve og være til som menneske blandt andre mennesker.

Et af de fænomener, som er indlejret i denne evalueringskultur, er selvrealisering. Det er et fænomen, som er på alles læber. Og det er ikke uden grund. For det er ikke blot det, at der bliver udbudt talrige kurser i selvrealisering, og skrevet bøger og artikler om emnet. Selvrealisering er blevet et personligt projekt for mange af os – i større eller mindre grad, og mere eller mindre reflekteret og bevidst.

Det er ikke overraskende, at det netop er i disse år, at selvrealiseringskurser og -litteratur, og selvrealisering som personligt projekt og genstand for samtaleemne, har vundet så stor udbredelse. For fænomenet selvrealisering indgår i den bredere kulturelle sammenhæng, som den antydede evalueringskultur udgør (se uddybende i mit bidrag i bogen: "Selvrealisering: kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur", Århus 2005).

Selvom selvrealisering og den bredere evalueringskultur fører meget godt med sig, er der grund til at tage nogle forbehold. Først og fremmest er det nyttigt at gøre sig klart, at vi i selvrealiseringens navn kan risikere at gøre livet til én lang eksamen.

Nu er der jo som bekendt noget frugtbart ved at gå til eksamen. For der anstrenger vi os og bestræber os på at yde det optimale. Sådan også med evaluering og selvrealisering. Det kan være udtryk for en bestræbelse på virkelig at bruge os selv og hinanden og de muligheder, hver dag giver os. Men det har uvægerligt en slagside. Ingen mennesker har godt af at gå til eksamen hele tiden.

Den vedvarende bestræbelse på at opnå større livskvalitet kan føre til en eksistentiel rastløshed. Det kan føre til, at selvet altid er på vej mod et højere mål, en større effektivitet, et bedre udbytte og så videre frem for en sund livsglæde ved det liv, som allerede er. For det ligger i selvrealiseringen, at det enkelte individ skal bearbejde sin fortid, løsrive sig fra den form for indflydelse, som andre mennesker har udøvet på det, og som har gjort, at det egentlige, sande selv, som gemmer sig inden i, hidtil ikke har haft mulighed for at udfolde sig frit. Der er noget eller nogen, som har hæmmet det sande selv i at komme til sin ret. Og det må den enkelte arbejde hen imod at frigøre sig fra.

Dermed kommer andre mennesker – typisk nogle af de nærmeste – let til at blive syndebukke. Det kan være forældre, skolelærere, kolleger, der er skyld i, at jeg ikke har kunnet udfolde mig frit. Og denne indflydelse må jeg må frigøre mig fra for at kunne realisere mig selv. Kort sagt: Selvet bliver meget let offer og nogle af de nærmeste medmennesker skyldige inden for selvrealiseringen. Det er andres indflydelse på selvet, der har skadet det igennem tiden, mens selvet derimod let kommer til at fremstå som den uskyldige part – den der er offer for andres spolering af det sande jeg. Denne indfaldsvinkel til andre mennesker er der grund til at være kritisk over for, med mindre personen har været udsat for overgreb, grove svigt og lignende.

Dertil kommer, at der i selvrealiseringen er indbygget en grundlæggende fejlslutning. Det er nemlig en del af selve projektet at realisere sig selv først at frigøre sig fra det, der hidtil har hæmmet selvudviklingen. Udgangspunktet bliver derfor, at det eksisterende liv og den nuværende selvudfoldelse ikke er god nok. Dermed kommer selvrealisering til at bære præg af en urolig jagt efter et fremtidigt paradis på bekostning af en livsglæde over det nuværende liv og en agtelse, der tilkommer selvet, som det er her og nu. Fejlslutningen består så i, at selvrealisering på den ene side har som mål at udfolde den sande person, selvet er. Men på den anden side tilskynder selvrealiseringen til, at det enkelte menneske skal forbedre og forandre sig selv og sit liv. Det skal konstant ile mod et mål, der ligger ude i fremtiden. Her er min pointe, at der er en grad af bedrag i at bilde sig selv ind, at det er selvet, den sande person og så videre, der skal udfolde sig. For dette selv accepteres netop ikke, som det er. Det skal findes frem dybt i det indre. Det skal bearbejdes og forandres og frigøres fra de bånd, andre mennesker hæmmende har lagt på det tidligere i livet, før den egentlige og ideelle udfoldelse og realisering kan finde sted.

Selvrealiseringens vedvarende anstrengelse for at arbejde med sig selv med henblik på at opnå større livskvalitet kan således i virkeligheden føre til det modsatte af sand og glad selvudfoldelse. Det kan føre til unødig utilfredsheden med det eksisterende liv og det eksisterende selv. Det er tankevækkende, at det projekt, der består i at hjælpe det enkelte menneske til at udfolde sig frit, i virkeligheden ofte skaber en grundlæggende utilfredshed hos den enkelte med sig selv.

Det kan derfor være relevant at spørge sig selv: Hvorfor skulle selvet blive mere sig selv af at bearbejde sin fortid og forandre sin nuværende levemåde og væsen? Med andre ord: Hvorfor skulle det, der ligger som et mål ude i fremtiden være mere mig, blot fordi det er et bearbejdet selv, end det menneske, jeg er her og nu med mine styrker og svagheder, forløste og uforløste mekanismer?

Det mest autentiske selv er ikke det bearbejdede selv, men det selv, der kan rumme sig selv med både muligheder og begrænsninger. Den forløsning, mennesker ofte søger gennem selvrealisering, opnås ikke uvilkårligt ved at bearbejde sig selv med henblik på at ændre livet eller sig selv. Det ville være en større forløsning at give sig selv lov til at være helhjertet til stede i livet med de komplekse spændinger, der er til stede, også i en selv.

De kritiske bemærkninger til selvrealisering, jeg her har fremsat, kan give indtryk af, at det er et fænomen, som entydigt er af det onde. Det er imidlertid ikke tilfældet. Der er for mig at se et kriterium, man kan anlægge og vurdere selvrealiseringsfænomenet ud fra. Dette kriterium drejer sig om, hvorvidt ønsket om at udfolde og realisere sig selv grundlæggende tager udgangspunkt i en utilfredshed med eller en accept af sig selv. Bestræbelse på fremgang hos sig selv og en øget selvudfoldelse kan være et gavnligt mål, vel at mærke hvis den sker ud fra en grundlæggende accept af sig selv, og ikke modsat ud fra en fundamental utilfredshed med sig selv. Denne grundlæggende forskel i tilgang til bestræbelsen er dét, der efter min mening, gør forskellen mellem, om selvrealisering bliver brugt konstruktivt, eller om det bliver vendt til noget, der dels stiller andre mennesker i et dårligt lys, dels ansporer til at gøre livet til én lang anstrengende eksamen, hvor selvet konstant skal vurderes af både sig selv og andre med henblik på at opnå bedre resultater.

Det stiller store krav at leve et liv, der er blevet til én lang eksamen. Større end vi har godt af. Og der mangler i selvrealiseringen et bud på, hvad vi kan stille op, når tingene ikke lykkes for os. Det bliver der givet et bud på i kirken. For i kirken holder vi hinanden fast på, at der er en Gud, vi kan gå til, og som vil tilgive det, der ikke blev, som det ideelt set skulle have været. Og Han giver os grund til at glæde os over at være dem, vi er. Han venter ikke på en forbedret udgave af os, men tager imod os og bruger os med vore muligheder og på trods af vore begrænsninger. Og han sender os ud i livet med en glæde ved at være omgivet af de mennesker, der rent faktisk er blevet vores nærmeste.

Birgitte Graakjær Hjort er ph.d.

og sognepræst ved Christianskirken i Århus

Læs den anden af de 10 vinderkronikker i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence i morgen