Når resultatet er givet

Deltagelsen i et interview i TV-Avisen om kirkens brug af Internet blev en forstemmende oplevelse. Indslaget blev klippet, så det passede til billedet af kirken som forældet og isoleret

Jeg havde forleden den forstemmende oplevelse at opleve mig selv i DR's tv-avis. Anledningen var den, at Simon Peters Kirke i Kolding gennem godt et år har haft sin egen hjemmeside på Internet og jeg dermed titlen af »webpastor« (hjemmesiden åbner mulighed for at sende e-mail til »webpastor« og således forvente et svar - ligeledes i form af e-mail). Denne mulighed for »elektronisk præstebetjening« er selvsagt ny i historisk perspektiv. I praksis har den dog allerede år på bagen. Flere af mine kolleger har stået til rådighed som »webpastorer« længere end jeg. Nu havde TV-Avisens journalist imidlertid fået øje på denne nyskabelse i folkekirken og henvendte sig til mig i håb om at kunne lave et interview om fænomenet. Generelt har jeg meget lidt til overs for tv's ultrakorte skildringer af virkeligheden, fordi de fleste af os fejlagtigt forledes til en forestilling om at have fået den hele sandhed serveret i løbet af et øjeblik. Alligevel gik jeg med på tanken og stillede op til optagelse og interview i mit kontor dagen efter. Journalisten virkede tillidsvækkende i sin interesse for sagen. Det lød faktisk, som om han virkelig gerne ville høre og skildre de tanker, som oprindeligt havde drevet os. Optagelserne og interviewet foregik i samme positive atmosfære og ånd. Efter endt optagelse drog journalist og fotograf af sted med i hvert fald 15 minutters koncentreret stof om de mange overvejelser, som ligger bag vores hjemmeside og hertil nogle minutters optagelser til indledning og »udfyldning« i indslaget. Så langt så godt. Jeg følte ikke nogen grund til at frygte resultatet af det videre arbejde med stoffet. Når jeg alligevel fandt det forstemmende at se indslaget i TV-Avisen, skyldes det, at journalistens tilsyneladende engagement i mit budskab overhovedet ikke kom til udtryk heri. Lad mig begynde med nogle rent tekniske og formelle betragtninger om indslaget, som alt i alt varede to min. og 15 sekunder. Af denne kostbare tid kom jeg selv til orde i tre indslag på sammenlagt 42 sekunder. Disse tre indslag bragte ingen af de grundlæggende overvejelser, som jeg havde bedyret journalisten før interviewet. I stedet bragte han som indledning bl.a. et klip med en uidentificeret person, som var i færd med at ringe op på en trykknaptelefon. En anden indgang til indslaget var aftalt, og sammenhængen med brugen af Internet er meget svær at få øje på. Filmteknisk set må denne detalje klart bedømmes til dumpekarakter. I løbet af indslaget bliver jeg af journalisten kaldt for Bent Jensen. Jeg har lige siden min dåbsdag heddet Bent Nielsen, og skønt både Nielsen og Jensen ender på den trivielle -sen stavelse, har jeg meget svært ved at genfinde mig selv bag navnet Bent Jensen. Journalisten var blevet udstyret med et kirkeblad, før han forlod mig - for alle tilfældes skyld. Det havde han åbenbart ikke medbragt i studiet. Bortset fra de optagelser, der stammer fra mit kontor bringes i indslaget udelukkende billeder af en hvidkalket middelalderkirke beliggende midt på kirkegården. Simon Peters Kirke, hvor jeg er ansat, er en ny gulstenskirke fra 1979 uden nogen kirkegård. Folkekirken som en håbløst antikveret institution, der nok forsøger sig med nye virkemidler, men alligevel halter så langt bagefter, at man næppe når at råbe »kunderne« op før lukketid. »Jeg mener, at kirken med sin reaktionære holdning over for f.eks. tiden og medierne er ved at marginalisere sig, isolere sig.« Jeg kan af gode grunde ikke vide, om det var Morten Skovsteds intention at lade sine ellers positive tanker om brugen af Internet munde ud i denne ildevarslende profeti. Meget kan som bekendt tilskæres i billed- og lydmagernes forunderlige værksteder. Ordene var i hvert fald hans og må formodes at være sagt i denne sammenhæng. Uanset Morten Skovsteds hensigter, så bliver indslagets samlede indtryk ikke, at vi i folkekirken faktisk arbejder seriøst og gedigent - også med Internet - som vi i øvrigt altid har taget de nye medier til indtægt, efterhånden som de er kommet frem og har gjort sig gældende. Journalisten var ganske vist nysgerrig efter at vide, hvad der rører sig. Ja, han virkede faktisk ligefrem interesseret under interviewet. Men da alt forarbejdet skulle bære frugt, svigtede modet åbenbart. Indslaget tog den form og sendte det budskab, som flertallet forventer, når talen er om den folkekirke, der næsten med skæbnens nødvendighed er dømt til at marginalisere og isolere sig i forhold til både tiden og dens muligheder. Det er ganske givet rigtigt, at kirken ikke har været den første til at bemægtige sig nye medier. Kan hænde at vi netop derved har formået at bruge medierne på en mere gennemtænkt måde, end tilfældet ellers ville have været. Det var faktisk denne pointe, jeg i min godtroenhed havde håbet at kunne bibringe seerne med min medvirken, men som journalisten ganske fordomsfrit følte sig forpligtet på at overhøre - for at tegne det billede, der i langt højere grad stemmer overens med det store flertals normalbillede af den antikverede folkekirke. Måske ærgrer det mig inderst inde mest, at min kollega og medlem af folkekirkens IT-udvalg altså heller ikke fandt anledning til at fortælle historien om en kirke, der faktisk arbejder seriøst med sine anliggender - til tider så seriøst, at det kniber for os at holde trit med den rivende udvikling på det ene eller andet elektroniske område. For mig er det en mærkesag, som tjener til vores ros, at vi idelig er mere optaget af indholdet, end af det tempo, hvormed vi kan producere. Jeg skriver ikke denne kronik, fordi jeg som sagesløs føler mig misbrugt af en journalist med onde hensigter, men fordi jeg føler mig brugt til ingen verdens nytte. De to timer, jeg brugte på DR, kunne have været anvendt betydeligt bedre til mange andre formål. Jeg fornemmer, at vi alt for ofte stiller os tilfreds med en alt for dårlig journalistik. Måske i en misforstået tro på, at omtale gavner - uanset et mere eller mindre intetsigende indhold. Hvis mine fornemmelser er rigtige, er det på tide at stille nye krav til vore medier og vores egen brug af dem. Formålet med min kronik er således også at få fremført et par af de forhold, jeg altså ikke fik lejlighed til at sige i det æterbårne medie. Kirkens virke i og for menigheden - det danske folk - har altid været drevet af præsters og lægfolks engagerede kasten sig over de opgaver, de brænder for. Formålet har aldrig været at komme først eller at blive størst, men at være på det rigtige sted med det rigtige budskab, når andre kan tænkes at have brug for det. Derfor skal vi ikke alle kaste os ud på Internets vilde vover i en misforstået tro på, at det er her, verden kan lægges for vore fødder i vores tid. Det kniber med at finde det fælles medie og sprog, hvormed vi på en vedkommende måde kan besvare det store flertals spørgsmål til kristentroen. Jeg tror, Internet kan hjælpe os til at få de rigtige spørgsmål på skærmen. Og jeg er ikke i tvivl om, at vi som troende fællesskab har de rigtige svar på disse spørgsmål - blot vi øver os nok i at give dem på rette vis til rette vedkommende. Internet bliver i en del sammenhænge betragtet som et overfladisk medie, fordi det ganske uforpligtende giver os muligheder for at hente og sende en strøm af informationer om næsten hvad som helst. Man »møder« kun i meget indirekte betydning hinanden på Internet. Nogle af mine betænkeligheder ved at bringe kirken på nettet og min heraf affødte funktion som »webpastor« var således oprindeligt, at en ordveksling mellem to uidentificerede parter let ville få karakter af noget uforpligtende og dermed ligegyldigt. Erfaringen har imidlertid været den stik modsatte. Jeg har ikke fået useriøse henvendelser som »webpastor«. Og i min egen rolle som den, der har skullet besvare henvendelserne, har jeg snarere følt det som en totaludfordring ikke at kende modtageren og ej heller at kunne aflæse hans/hendes signaler, som vi altid gør det i det direkte samvær med mennesker. Det betyder ikke, at jeg gerne ser det direkte møde med mennesker erstattet med en ordveksling på Internet. Det personlige møde med mennesker vil altid indeholde flere og større muligheder end det upersonlige elektroniske møde. Blot må jeg konstatere, at også dette medie rummer muligheder. Jeg er ganske overbevist om, at jeg her er i kontakt med mennesker, som aldrig i første omgang ville opsøge mig eller en af mine kolleger for en samtale eller for at få besvaret et spørgsmål. Mit håb er da, at vedkommende måske i anden omgang eller for en anden gangs skyld kan føle sig inspireret til at tage den direkte kontakt til sin præst. Eller »webpastor« kunne måske på ny være til hjælp. I begge tilfælde har hjemmesiden tjent et formål. Lad os derfor fortsætte alle vore seriøse forsøg på at bruge dette medie - men ikke af frygt for at blive hægtet af og marginaliseret i forhold til tiden og dens trends. Kirken har altid haft som en af sine fornemme opgaver at være i kritisk opposition til det letkøbte. Den opgave står vi os ved også at røgte i fremtiden. n sognepræst